Læsetid: 5 min.

Kortere sagt

20. juni 2003


(2. sektion)

Film i tv
v./ Morten Piil
*Charlie Chaplin står måske foran en renaissance. Hans legendariske Moderne tider er blevet restaureret og genudsendt, kritikeren Richard Schickel har lavet en stor ny dokumentarisk biografifilm om ham, og minsandten om ikke også TV2 Zulu beundringsværdigt melder sig med fire kortere Chaplin-stumfilm fra hans frugtbare Mutual-periode 1916-17. Hvis jeg skal være ærlig, foretrækker jeg Chaplin fra denne tidlige periode, hvor han rendyrkede sin vagabond- og og outsiderfigur uden – som ofte senere – at lægge et tykt sentimentalt lag af banalt budskab ned over sine film. Der er gags og komisk opfindsomhed i genial mængde i mange af de korte stumfilm, ikke mindst dem, TV 2 Zulu viser, for de stammer fra den periode, hvor Chaplin for alvor fik greb om et verdenspublikum og samtidig økonomisk mulighed for at lave film helt efter eget hoved. Nu kunne han lade hånt om slapstick-mesteren Mack Sennetts groveste faldepå-halen-komik og i stedet eksperimentere med f.eks. en mesterlig og nu i sandhed klassisk pantomime-tour de force som Chaplin solo, hvor han er en fuld levemand, der må udfolde sig ækvilibristisk for at komme hjem i seng. Men også de tre andre Chaplin er udødelige klassikere i Chaplin produktion på ialt 81 film.
Chaplin solo, Chaplin i stormagasinet, Chaplin som brandmand, Chaplin som

vagabond. TV2 Zulu, fredag kl. 13.00-14.25

*Steven Spielbergs filmatisering fra 1985 af Alice Walkers
Pulitzerprisbelønnede roman, Farven lilla, handler om den sorte kvindes Celies skæbne i Sydstaterne over en 40-årig periode. Den vakte megen opmærksomhed og blev i øvrigt lavet med forfatterindens positive medvirken. Men meningerne om resultatet var delte, og mange fandt, at Spielberg havde skåret en del af romanens skarpe erotiske og politiske kanter af for at skabe mainstream-underholdning. Men selv en mindre end mesterlig
Spielbergfilm er jo mere seværdig end det meste af, hvad tv-kanalerne ellers byder på, og filmen rummer en fremragende debutpræstation af Whoopi Goldberg
i hovedrollen – og har oven i købet i øvrigt en meget stærk rollebesætning bestående af navne som Danny Glover, Oprah Winfrey, Larry Fishburne og Rae Dong Chong.

Farven lilla. Sverige 1, fredag kl. 21.00-23.35

*John Hustons sorte gangsterfilm fra 1950 er en af instruktørens ret få helstøbte film. En kuphistorie, hvor vi møder gangstere uden romantik – en familiefar, en fængselsrotte, en ensom drømmer. »Forbrydelse er bare en problematisk form for menneskelig stræben,« siger juvelkuppets smuldrende kransekagefigur, spillet af Louis Calhern.
Og filmen er ikke langt fra at give ham ret, mens den med præcis saglighed følger kuppet i alle faser. Filmen er noir uden stilistisk krukkeri, men fuld af poesi – den ægte vare, psykologisk skarpsynet og mesterligt typebesat og spillet. Sam Jaffe er den sirligt pedantiske kupleder Riedenschneider, Marilyn Monroe ses som Calherns naive elskerinde, Marc Lawrence som koparret lånehaj og Sterling Hayden som forbitret revolvermand.

Asfaltjunglen. TCM, lørdag kl. 18.40-21.00

*Harriet Andersson var NatFilmFestivalens store stjerne og kan ses i en (alt for) lille rolle i Lars von Triers Dogville. Hun har ydet adskillige store præstationer i sin lange karriere, men ingen af hendes film har helt den samme mytiske aura som Ingmar Bergmans Sommeren med Monika fra 1952, hvor hun fik sit gennembrud. Det er historien om to unge bymenneskers flugt fra en enerverende hverdag ud til Skærgårdens sommerparadis, og den blev et publikumsgennembrud for Bergman, ikke mindst takket være Harriet Anderssons og Lars Ekborgs frigjorte og friske spil i hovedrollerne.

Sommeren med Monika. Sverige 2, kl. 18.15-20.00

*Massimo Troisi var som hovedrolleskuespiller og med-manuskriptforfatter i høj grad manden, der sikrede, at Postbudet i 1996 blev en international succes. Det blev til fem Oscar-nomineringer (men kun en enkelt pris) til denne rørende historie om et uuddannet italiensk provinspostbud (Troisi), der oplever venskabet og kærligheden ved poesiens mellemkomst. Da den chilenske digter Pablo Neruda går i eksil på en lille italiensk ø, lærer postbudet ham og hans digte at kende, hvilket bliver en introduktion til metaforens magt. Pludselig bliver det naive, handlesvage postbud veltalende, og ordene løsgør åndelige og sensuelle kræfter i den naive, handlesvage mand.
Massimo Troisi var dødssyg af en hjertelidelse under optagelserne og døde umiddelbart efter. Hans stærke udtryk for livsglæde dominerer filmen og gør den til mere end en sødladent forenklet fabel. Philippe Noirets køligt beherskede portræt af Neruda holder også sentimentaliteten på afstand.
Filmen er instrueret af englænderen Michael Radford og bygger – meget frit – på en til dansk oversat kort-roman af eksil-chileneren Antonio Skármeta, med den oprindelige titel Brændende tålmodighed. Denne meget anderledes roman foregår i Chile omkring Allendes magtovertagelse og har en 17-årig yngling som hovedperson.

Postbudet. DR2, søndag kl, 20.45-22.40

Dvd
*Jack Ryan Efterhånden har tre forskellige skuespillere spillet Tom Clancys romanhelt, CIA-analytikeren Jack Ryan, i fire forskellige film. Og nu udkommer de fire film samlet i et dvd-bokssæt, således at en sammenligning er mulig. Det begynder i slutningen af 80’erne med John McTiernans Jagten på Røde Oktober, hvor Alec Baldwins Ryan skal finde ud af, om en afhoppet russisk søofficer (Sean Connery) rent faktisk er hoppet af. Det er den bedste og mest intense af de fire film og kan sagtens tåle et gensyn.
Det kan også Philip Noyces Patrioternes spil fra 1991, hvor Harrison Ford spiller en ældre og mere selvsikker Ryan med tyngde og karisma, der kommer i vejen for et IRA-attentat og derfor bliver et mål i sig selv. Sean Bean er IRA-hitman med masser af indestængt vrede og en frygtindgydende, skruppelløs skurk. Ford er god til at spille ’almindelige’ mennesker i usædvanlige situationer, og Patrioternes spil er en glimrende film, dog noget forudsigelig og med en lidet overbevisende slutning.
Noyce, der med sin seneste film, Rabbit-Proof Fence, har bevist, at han er andet end en habil håndværker, leverede i 1993 den dårligste Ryan-thriller af dem alle, Dødens karteller. Fords Ryan tager denne gang til Sydamerika for at bekæmpe narkogangstere sammen med Willem Dafoes skyggesoldat. Resultatet er ikke særlig interessant, blandt andet fordi Ryan er en skrivebordsrytter, ikke CIA’s mand i marken.
Det skulle tage næsten 10 år og slagsmål med Clancy og diskussioner mellem Ford og Noyce, før Ryan vendte tilbage i Ben Afflecks meget yngre skikkelse. The Sum of All Fears handler om den unge Jack Ryan, som endnu sidder i en kælder hos CIA og analyserer russiske forhold, men bliver manden, der skal afværge en atomkrig, da nynazister med et vist held forsøger at sætte USA og Rusland op mod hinanden.
Handlingen er meget usandsynlig, men fungerer, så længe Ryan og hans chef, spillet af altid solide Morgan Freeman, holder sig til de strategiske analyser. Instruktøren, Phil Alden Robinson, mister grebet om historien, da han sender Afflecks Ryan ud i marken, sprænger en atombombe og lader danske Sven Ole Thorsen spille afbleget nazi-håndlanger.
Alle fire dvd’er er forsynet med ekstramateriale, der går bag filmenes tilblivelse, men desværre ofte kun er begejstret reklamemateriale. CMC

Jack Ryan-box. Region 2, Paramount. Kan fås i enhver nogenlunde dvd-butik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu