Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

10. juni 2003


Rock
*The Rembrandts gik i opløsning 1996. Måske i frustration over ikke at kunne lave det Beatles-album, the fab four ikke selv nåede at udgive. Nu er Phil Solem og Danny Wilde tilbage. Eller rettere: Det comeback, de udgav i 2001, er nu nået til Danmark. Lost Together forlænger de raffinerede vokalarrangementer og de akustiske guitarer sat op mod de Ringo Starr-tunge trommer, men selv om lyden er en lise for ethver sæt hovedtelefoner, mangler The Rembrandts denne gang de afgørende melodier. tobi

The Rembrandts: Lost Together. Atenzia/Bonnier Amigo.

*The High Llamas har aldrig lydt som om de kommer fra London. De er en af de bedst bevarede britiske pophemmeligheder. Fuck britpop! Anført af ireren Sean O’Hagan har bandet i henved ti år bevist, at det godt kan lade sig gøre at være ubetinget forelsket i stemmerne og stemningen i et andet band, og så alligevel være sig selv. Brian Wilson (og Van Dyke Parks) & The Beach Boys anno Friends og især Pet Sounds er den ungdommens lydkilde, O’Hagan bliver ved at drikke af. Dobbelt-cd’en Retrospectives, Rarities And Instrumentals samler karrieren op og gør status. Det er perlende intelligent pop. Gennemtænkt uden at være fortænkt og umodståeligt melodisk med masser af fængende referencer til Beach Boys, men også navne som The Association og The Rascals og så alligevel totalt nutidige, ja, jeg havde nær sagt postmoderne. Hvis man endnu ikke er blevet ramt af The High Llamas, har man noget godt til gode. tobi

The High Llamas: Retrospectives, Rarities And Instrumentals. Alpaca/Bonnier Amigo.

*Annie Lennox deler vandene. Både bogstaveligt, for hun kan synge, så de indre storme lægger sig, men også ramme så rent, at hjertet ikke holder op at bløde. Og det er netop denne inderlighed, der også kan gøre hende til for meget. Alene omslaget til Bare, hendes tredje soloalbum, fortæller hvorfor. Nøgen, nærmest dødeligt hvidkalket stirrer hun på en, som en alien, der kan gennemskue alle vore jordiske fortrædeligheder, men vi får ikke selv lov at tolke. Det gør hun selv i en bagsidetekst. Og sådan er hun en stor del af vejen: I fuld kontrol.
Holdningen står i paradoksal modsætning til sangene, som ikke bare handler om, men er sårbarhed og tøvende hengivelse. Og Lennox synger med en grandeur og denne særlige cool lidenskab isprængt årgangs-
soul, der gør hende til en ener snarere end en excentriker. Numre som »A Thousand Beautiful Things« og »The Hurting Time« sender ilninger gennem sjælen. Æterisk og æstetisk pop, der gør radiolytning til en åbenbaring. Kom trygt, DR. tobi

Annie Lennox: Bare. RCA/BMG.
www.alennox.net

*Ann-Mette Elten har en stemme, der ubesværet kombinerer Grethe Ingmann og Birthe Kjær. Og det er ment som en ros, men hun og partneren Niels Kirkegaard er ikke til udfordringer. F.eks. tager de nu for tredje og sikkert indbringende gang en tur tilbage i poppen. Konceptet er lige så gennemprøvet som det er kedeligt, og hvem kan tage et album alvorligt, der rummer både »Tennessee Waltz« og »Let’s Spend The Night Together«? Men strygerne spilles af mennesker, og af og til lykkes det Elten at synge sig fri af de skematiske arrangementer. Men mest er det for folk med samme forhold til musik som Ikea har til møbler. Med på pladen er bl.a. C.V. Jørgensen-trommeslageren Gert Smedegaard. Fast arbejde er fast arbejde. Og det er den egentlige dagsorden her. tobi

På Slaget 12: Let’s Dance 3. Recart Music.

*Roseanne Cash overrender ikke markedet. Rules Of Travel er hendes første studiealbum i ti år. Hun har travlt med at være et helt menneske, og det tager tid for eftertanken at sætte sig til sange. Den ustressethed præger musikken, der hviler i sig selv uden at blive for tilbagelænet. Det er country, men uden halm i træskoene. Kontemporær kalder de det i Nashville, når det lyder som singer-songwriter-rock uden at man er i tvivl om, hvor det kommer fra.
Rosanne Cash synger med en sensuel modenhed, der aldrig sætter sig som mæthed. Og i producer og livspartner John Leventhals instrumentale regi er Rules of Travel en plade, der er sikker på sin retning.
Det gåsehudsfremkaldende højdepunkt er »September When It Comes,« hvor hun synger duet med sin far, så bevidstheden om livets skrøbelighed sitrer livsbekræftende i rummet, når sangen er slut. Men Rosanne er ikke kun Johnnys datter. Hun er sig selv, og aldrig før så renhjertet som her. tobi

Rosanne Cash: Rules Of Travel. Capitol/EMI

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu