Læsetid: 5 min.

Kortere sagt

6. juni 2003


(2. sektion)

Film i tv
v/ Morten Piil
*Helen Mirren var ikke synderlig filmkendt, da hun 39 år gammel spillede bibliotekaren Marcella i det irske drama Cal. Men selv om det er John Lynch, der har den dominerende titelrolle, betød Mirrens diskret sjælfulde og sensuelle spil, at hendes film- og tv-karriere blomstrede op. Cal fra 1984 var den film, der først slog an på verdensplan med en specielt irsk problematik. Cal er en følsom drømmer, der er chauffør for en IRA-aktivistgruppe, som har myrdet en betjent. Han er på vej ud af gruppen og kommer på tragisk vis i klemme mellem de stridende parter, de kompromisløst voldelige IRA-aktivister på den ene side og det protestantiske mindretal på den anden. – Instruktør er Pat O’Connor, der med neddæmpede midler indfanger angsten og smerten i et samfund splidagtigt med sig selv – og samtidig den kærlighed, der fødes som en slags trods mod volden. En film med sit eget nænsomme touch og melankolske tone.

Cal. TV2 Zulu, søndag kl. 13.00-14.45

*David Lynch overraskede i 1999 alle med denne højst specielle road-film. Den er netop en yderst ligefrem historie, straight som en lineal, og forsager al den djævelskab, Lynch har gjort til sin specialitet. Lynch vender tilbage til Elefantmandens overtoner af ømhed og humanisme i den autentiske beretning om den 73-årige Alvin Straight, som rejser flere hundrede mil gennem Iowa og Wisconsin for at forsone sig med sin syge bror.
Da den stædige, egenrådige Straight ikke har kørekort og ikke gerne lader sig køre, foretager han rejsen på en motordrevet græsslåmaskine. Tempoet er selvsagt behersket, men oplevelserne af natur og mennesker på vejen så meget desto mere intense og givende. Filmen domineres af Richard Farnsworths varme, bevægende præstation som den afklarede, harmoniske gamling on the road. Og Lynch finder en ny ren tone af lyrisk generøsitet og lune. – »Det var historiens følelsespres og den måde, den skildrede fænomenet ’tilgivelse’, der tiltrak mig ved manuskriptet,« har Lynch sagt om sine grunde til at filme historien. Med sin næste film, Mulholland Dr. (2001), var han til tilbage i sin forvredne mareridtsverden, hvor tilgivelse og næstekærlighed har trange kår.

The Straight Story, DR 2, søndag kl. 20.40-22.30

*Chloë Sevigny har en ret intetsigende birolle i Lars von Triers Dogville. Langt mere talent viser hun i det skarpe, miljøsikre amerikanske drama Boys Don’t Cry, hvor hun spiller værtshussangerinden og fabriksarbejdersken Lana – en teenager, der er utilfreds med sit liv hos en drikfældig mor, hvor også to tidligere fængslede, vulgære fyre holder til. Hun er i starten irritabel og udkokset, men blødes efterhånden op som et varmt erotisk væsen. Filmen dyrker med god grund hendes lade, men stærke erotiske udstråling som en forheksende proletarisk ukrudtsplante, der forvandler sig til kærlig rose.
Hendes elskede Brandon var ellers den person i filmen, der vakte mest opsigt, da den kom frem i år 2000 – Brandon Teena, der virkelig har eksisteret, var nemlig en kvinde, som med held udgav sig for en mand. Og en mand er Brandon Teena egentlig også i egne øjne. Hun gør derfor det eneste logiske: får håret klippet kort, stopper en strømpe i skrævet, lægger et stramt bind om brysterne og begiver sig ud i verden på jagt efter søde piger, som unge mænd nu engang har for vane. Hun bedrager alle og enhver i den lille gudsforladte lastbilschauffør-flække Falls City, hvor de unge piger, vant til store, bøvede brød, falder for hendes/hans åbne, smilende og forstående væsen.
Brandon spilles af Hilary Swank, der fik Oscar for sin præstation. Og i Swanks fortolkning udvikler Brandon sig ret hurtigt fra særling til et modigt menne-ske, man kommer til at holde af og på en vis måde også respektere. – Filmen er instrueret af Kimberley Pierce med sans for historiens åndeligt og materielt armodige miljø, der tegnes uden nedladenhed – med en nuancering, der både viser fulderik-forråelsen og de pludselige glimt af varme og menneskelighed. Men hverken Peirce eller Swank har man desværre hørt så meget til siden.

Boys Don’t Cry. Sverige 4, søndag kl. 21.00-23.15

*Juliette Binoche vandt en Oscar som bedste kvindelige birolleskuespiller for sit portræt af en canadisk sygeplejerske i dette periode-drama, der yderligere vandt hele otte Oscars og betog et verdenspublikum med sin blanding af romance, mystik og krigsspænding. Hovedrollen spilles af Ralph Fiennes, som forener det lidt sære og det glamourøse som arkæolog-fotografen, der findes hårdt såret og plejes tilbage til livet af Juliet Binoches frelsende engel. På nutidsplanet befinder vi os i Toscana under de allieredes fremmarch i Anden Verdenskrig, men genkommende tilbageblik kaster lys over den engelske patients omtumlede fortid. Anthony Minghella har instrueret efter Michael Ondaatjes roman, og i øvrigt ses en vidunderlig Kristin Scott Thomas og så gode navne som Colin Firth og Jürgen Prochnow på rollelisten.

Den engelske patient. TV2, søndag kl. 21.10-23.45

Ny film
*Don Robainas kærlighed. Den første nulevende person, der fik sit portræt på et cubansk frimærke, var Fidel Castro. Den anden var Don Alejandro Robaina! En lokal legende, gennem en menneskealder leder af tobaksplantagen El Pinar, kendt som Cubas dygtigste veguero, dvs. tobaksdyrker, og manden, der har lagt navn til en af de store cigarer: Vegas Robaina.
El Pinar er et familieforetagende, grundlagt af Don Robainas bedstefar i 1845 og drevet i et tæt samarbejde mellem familiens mange medlemmer, heriblandt Robainas 88-årige storesøster, hustruen Terese samt børn og børnebørn. Denne danskproducerede dokumentarfilm følger den 83-årige Don Robaina i en periode, hvor livsværket skal gives i arv til næste generation. En proces, der har været under forberedelse i årevis, men som i sidste øjeblik rammes af en tragedie.
Don Robainas kærlighed hedder filmen, med henvisning til hovedpersonens kærlighed til sin metier og den omsorgsfuldhed, der præger familiemedlemmernes samvær. Mindst lige så iøjnefaldende er imidlertid instruktørens uforbeholdne (og forståelige) forelskelse i sit motiv. Dén form for forelskelse kommer der ikke nødvendigvis dynamisk filmkunst eller fortællemæssigt drive ud af. Snarere end en dokumentarisk fortælling er filmen da også et stykke visuel musik, en forførende mosaik af scener, der suger næring af de maleriske omgivelser, de varme farver, det gyldne sollys samt ikke mindst de karismatiske medlemmer af Robaina-familien. movin

Don Robainas kærlighed. Instr: Helle Windeløv (Vester VovVov og Park Bio i København og Øst For Paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu