Roskilde 2003
Roskilde har svælget sig i melankoli. Fredag var det Kashmir, Coldplay og Sigur Rós som leverede hjertesorger en masse. Lørdag nat havde Mew til gengæld patent på sindsstemningen.
Klokken to entrérede den danske kvartet det store Arena-telt med albumstarteren Am I wry? No, som straks fik sat den hvide teltdug i bølgebevægelse. Mews dynamiske guitarpop lyder som et svæv henover evigt ændrende landskaber, hvor sangenes ofte overraskende konstruktioner atter og atter leder lytteren over nye vegetationer. Også live, hvor Mew med en lidt tungere, om end albumtro, lyd tager publikum med ud at flyve. Fortalt med den stillestående Jonas Bjerres forpinte falset ramte de London-bosiddende danskere et sjældent hørt højt niveau, kulminerende med den kuldegysende Snowbrigade og Comforting Sounds, hvor Bo Randes støvede gæstetrompet satte trumf på. Konklusionen oven på lørdag nats brag er klar: Hvis Danmark endelig skal have sig et rockband på de helt høje tinder, så bliver det Mew.
Ingen leflen
»Do you know Squarepusher,« spurgte kunstneren af samme navn på sidste års vellykkede album. Svaret bliver et tøvende og dernæst drønende NEJ!
Den progressive og svært eksperimenterende brite med det borgerlige navn Tom Jenkinson ved man aldrig, hvor man har. Og sådan vil han hørbart have det. Forskanset bag to bokse med elektronisk isenkram og sin opslåede laptop on top skulle man ligefrem anstrenge sig for at få et glimt af den basspillende supernørd, mens han afskibbede sine evigt changerende lydfragmenter ud i det sølle besøgte Odeon-telt fredag aften.
En glat ål er han, den gode Squarepusher. Først de abrupte, støjende lydklip. Så en flugtende eksplosion af drumnbass og brutale breakbeats. Pludselig en implosion ned i afgrundsdybe skakter, dirrende af spaciale klange. Dernæst den fortsat overrumplende eskalering af galopperende og arytmiske beats. Men sjældent i samplingens vold, som vennen og genrekongen Aphex Twin er det.
Squarepusher lefler med andre ord ikke. Han er utilgængelig for de fleste, og hans excentriske koncert kan bedst sammenlignes med en ond intervaltræning for elitesportsfolk. Man skal nyde at blive pisket rundt i de ekstreme og i længden anstrengende temposkift.
Hvor Squarepusher er en nørd, er hiphopprofessoren og -produceren Mike Ladd der overtog scenen som andet navn præsenteret af musikmagasinet The Wire en cool dude. Lidt for chillet faktisk, for Ladd leverede en præstation på den, ahem, lade side. Amerikaneren kunne snildt have bragt lidt mere energi og retning med sig til Roskilde. Hybriden af Hendrix-guitar, exhallerende beats, spoken word og et flow, der ikke rigtig brugte beatet, var for tyndbenet.
Legestue
De La Soul behøver man ikke dyrke for at forstå og fordøje. Trioen fra New York har siden den fremragende debut, Three feet high and rising, fra 1989 præsteret enkel, knitrende og ofte melodiøs old skool med et sympatisk lyrisk fokus.
Gruppens lyd var lørdag eftermiddag varm, varieret og vanligt spækket med samplinger, men måske morede de to MCer og deres DJ sig for godt? Det blot 55 minutter korte sæt bød således kun på en håndfuld numre fra gruppens foreløbig fem studiealbum. Resten af tiden gik med råbe- og vinkelege, hvilket var spild af dyrebar tid.
På Ring Ring Ring og A roller scating jam named Saturdays fra trioens 1991-nyklassiker De La Soul is dead rullede håndtegnene trioens vej, og helt perfekt blev det, da lydniveauet fik et ekstra nøk opad til fællessang på den dejlig selvironiske Me, myself and I. Herefter faldt intensiteten, og meget sigende var Chaka Khans distinkte, indspillede vokal ikke erstattet af trioens egne rustne røster på partybangeren All good, som det ellers var tilfældet på de andre schlagere. Nu havde De La Soul tilsyneladende leveret, hvad de blev betalt for. Et øjeblik efter var det således slut uden for alvor at være begyndt.
Guantanamo gange to
Syv timer efter Long Island-legenderne forlod et uforløst publikum var det så Outlandish tur til at aflevere deres bud på international hiphop samme sted. I en sammenlignet med tidligere skrabet opstilling med DJ og backingvokalist leverede de multietniske danskere en professionel præstation. Siden rapperne fra Brøndby Strand debutterede på Blå Scene i 2000, er der sket en del for Isam, Warqas og Lenny. Det andet album fra El Moro har konsolideret trioens særegne plads herhjemme, og nu peger ambitionerne tydeligvis ud over landegrænserne. Materialet kan også bære det efterhånden, og selvsikkerheden, som de tre modne mænd udstråler, kan slet ikke sammenlignes med den ellers flødefede kraftpræstation tre år tidligere.
Lørdag aften stod den først og fremmest på radiovenlige og vokalbårne træffere. Vi nævner i flæng Walou, Whereever, Aisha og MTV-rotationen Guantanamo i albumtro udgaver, og det var sådan set fornuftigt nok, at trioen ikke kastede sig ud i de store jamsessioner. Det ville sceneplaceringen næppe have båret. Alligevel skæmmer det, at Outlandish ligefrem valgte en dunklere, remixet udgave af Guantanamo som ekstranummer. Nu havde vi jo ligesom allerede hørt den én gang tidligere i det 70 minutter lange program foruden de 3.000 gange, hittet har hærget ætermedierne siden september sidste år. Men det er ikke noget at blive trist eller ligefrem melankolsk over. Danmark rummer altså både et hiphop- og et popnavn, der virker parat til den vidde verden.
*Squarepusher og Mike Ladd, fredag kl. 20, Odeon
*De La Soul, lørdag kl. 14, Arena
*Outlandish, lørdag kl. 22, Arena
*Mew, lørdag kl. 02, Arena.
