Læsetid: 3 min.

Da kun Buddy holdt med Bill

På mandag udkommer Hillary Rodham Clintons erindringer. Måske prøver hun at vaske tavlen ren i god tid inden præsidentvalget i 2008
7. juni 2003

KOMMENTAR
Er det en god idé at stille sig an som offer eller åbenbare sit privatliv, hvis man vil regere verdens mægtigste nation?
Det skulle man ikke mene, men ikke desto mindre udgiver Hillary Rodham Clinton mandag sine erindringer, Living History.
Forlaget Simon and Schuster har betalt den tidligere præsidentfrue otte millioner dollars på forskud for bogen, som er på 576 sider. Førsteoplaget er på intet mindre end en million eksemplarer, og søndag aften toner hun frem i et stort personligt interview med ABC’s Barbara Walters.
I bogen fortæller Hillary blandt andet sin version af historien om Bills utroskab. Tidligere havde hun offentligt forsvaret ham i tv under en anklage for udenomsknalderi med en kvinde ved navn Gennifer Flowers.
»Jeg var rystet, mit hjerte gik i stykker, og jeg var vred over, at jeg havde troet på ham.« »Han stod bare der og sagde igen og igen: ’Jeg er ked af det, jeg er ked af det, jeg forsøgte bare at beskytte dig og Chelsea.’ »Værst var den efterfølgende ferie på Martha’s Vineyard. Vi tog hunden Buddy med for Bills skyld. Han var det eneste medlem af familien, der stadig ville være sammen med Bill.«

For nu at citere et par af de godbidder, Simon and Schuster har ladet sive til offentligheden.
Men at Bill Clinton blev tvunget ud i først offentlig løgn, så en endnu mere ydmygende offentlig tilståelse, og endelig en rigsretssag om den første løgn (dømt blev han naturligvis aldrig), var i det hele taget absurd. En rystet liberal, New York- medieprofessoren Todd Gitlin, udlagde i Information den konservative fløjs forsøg på at ødelægge Bill Clintons præsidenttid – først med Whitewater-sagen og siden med hans forhold til praktikanten Monica Lewinsky – således: »Starr (undersøgelsesdommeren, red.) betragter Clinton som en slags antikrist.«
Det interessante var, at højre-angrebene mislykkedes. Bill havde utvivlsomt været for langt fremme med cigaren, og folk sugede Starr-rapporten i sig på nettet som fed underholdning. Men opinionstallene og økonomien steg og steg, for amerikanerne vidste jo udmærket, at præsidenten med og uden sexliv havde styr på det.
Men Hillary Clinton personligt skadede det. Når ægteparret stadig er sammen – selv om de angiveligt lever hver sit liv også – skyldes det måske også, at Bill Clinton skylder sin kone en gentjeneste.
Og så er hun endda ikke engang officielt med i kapløbet om at blive demokraternes præsidentkandidat for 2004, selv om hendes navn nævnes hyppigere end dem, der har meldt sig. Dog har hun ikke sagt noget om 2008 ...
Spørgsmålet er, om Hillary Rodham Clinton, der til oktober fylder 57, har en reel chance, med sin særlige evne til at dele amerikanerne op i Hillary-hadere og -elskere. Det siges, at hun arbejder på sine modstandere, og måske er den åbenhjertige bog en vigtig del.
For at blive USA’s præsident er det ikke nok at overbevise dem, der har gået på college. Man skal i ugebladene, i fjernsynet og – som George W. Bush med sin flirtende charme – se alle dem direkte i øjnene, som stemmer på fornemmelse og rygmarv.
Dette lærte Hillary Clinton først halvsent i sin karriere som førstedame: Hun beholdt sit pigenavn, Rodham (det havde hun trods alt selv placeret på den amerikanske Top 100 over USA’s bedst betalte advokater), og satte først senere ’Clinton’ efter. Men – værre – erklærede hun engang i et talkshow, at hun jo ikke hørte til de kvinder, som gik derhjemme og bagte småkager … Den slags femi-fascisme huede ikke USA’s stærke konservative fløj.

Alligevel blev Hillary Rodham Clinton den første præsidentfrue, der er valgt til et offentligt embede. I dag er hun en populær senator for New York og har (som iøvrigt både sin mand og George W. Bush) en velsignet evne til at stampe kampagnemillioner og hære af begejstrede frivillige op af jorden.
Den slags talenter får hun også brug for, hvis hun skal blive USA’s første kvindelige præsident. Her kan højrefløjens forfølgelse også vise sig at give bagslag – for dem selv.
Den skrappe succesadvokat Hillary Rodham med de tykke briller og det ufikse hår appellerede mildt sagt ikke til amerikanernes fornemmelse for småkager og præsidenthygge. Men måske kan det lykkes for den veltrimmede Hillary Clinton, en værdig og tilgivende hustru, som selv har modtaget sine stød fra tilværelsen.
I hvert fald kan hendes kalkyle udmærket være, at hvis hun som præsidentkandidat alligevel skal tale op ad stolper om sine første otte år i Det hvide Hus – ja, så kan hun ligesågodt se at få det gjort og komme videre.
Til en ny begyndelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu