Læsetid: 15 min.

Ikke kun Irak der gik itu

Ikke siden nedbrændingen af biblioteket i Alexandria er den menneskelige civilisations kulturarv blevet skændet så grumt, som da Mesopotamiens oldtidsbyer blev smadret i Irak efter krigen
7. juni 2003

Det ser ud, som om B-52’ere har tæppebombet den by, de lokale kalder Skorpionernes Moder. Jeg klatrer rundt i seks-syv meter dybe huller af endevendt jord i et forsøg på at finde genkendelige rester af, hvad der engang var en af den menneskelige civilisations mest storslåede byer. Men tyvene har gjort deres arbejde færdig og smadret og stjålet alt af værdi. I et områder over 15 kvadratkilometer har de gennemgravet, ransaget og pirket i denne historiske oltidsjord og ødelagt et ukendt antal af Mesopotamiens uvurderlige skatte. De sumeriske paladser, de vældige tempelmure, de enorme søjler, olielamper, og kæmpemæssige krukker, nænsomt dekorerede platter og fade – af alt dette er intet tilbage. Enten er det blevet knust til skærver, eller også er det forsvundet.
Efter at have vandret rundt i brokker og småfragmenter af antik keramik og håndlavede mursten til anklerne, finder jeg omsider en tilsyneladende intakt højhalset krukke af grønt ler. En af vores forfædre – en af mine forfædre, tænker jeg ved mig selv – formede denne krukke for mere end 4.000 år siden. Den har et lille indrids i bunden, hvor pottemagerens med sin finger har sat sin signatur, en lang yndefuld hals, som hans fingerspidser må have bearbejdet længe og en fint formet tud – tilstrækkeligt smal til at han må have foldet sine hænder tæt sammen som i en bøn for at lave den. Da jeg løfter den op, opdager jeg en lang revne gennem krukkens øvre del og indser med ét den fulde uhyrlighed af tyvenes værk. Dette fuldendt bevarede kunstværk, denne unikke arkæologiske skat fra det oldtidsfolk, som opfandt skriften, gav os de første love, udtænkte kalendere og matematik, hittede på hjulet og fandt på det store episke kvad om Gilgamesh – er med foragt blevet kastet til side af tyvene og faldet ned ad en skråning af sand og sten, hvor den til sidst er flækket midtover.

Målbevidste tyve
Rundt om mig ligger talrige andre smadrede genstande, heriblandt flere dekorationsplatter og kar. Tyvene, som har gravet her før mig, er tydeligvis målbevidst gået efter fund fra tidlig sumerisk tid. Samlerne i Amerika, Europa, Japan og Mellemøsten efterspørger hovedsageligt keramik, statuer og smykker fra for 5.5oo år siden. Kulturarven, der kun er fra år 2000 før Kristi fødsel, er
ikke i lige så høj kurs, så derfor har alt over de tidlige lag af civilisation måttet kasseres med hård hånd. Tyvene brugte sikkert ikke mere end et minuts tid på at fravælge og skrotte disse stykker keramik, skønt de er 4.000 år gamle.
Det var sumererne, som fandt på vores tidsbegreb og inddelingen i enheder af 60. Beklageligvis er tyvenes eneste indrømmelse til historien den tomme cigaretpakke, de har kastet fra sig på brokkerne – en pakke af mærket Sumer.
Skorpionernes Moder eller ’Um Alkarab’ ligger i et område ved navn Jokhr – således opkaldt efter den nærmeste by i moderne tid omkring 50 km nordvest for Nasiriyah, skønt der ikke er noget moderne over den. Lerhusene med træbjælker stikkende ud fra deres mure, deres portstolper og landskabet med de små, intenst dyrkede marklodder er et sceneri, der er næsten identisk med, hvordan her så ud i sumerernes tid. Det var dette oldtidsfolk, som for 7.000 år siden, lærte at bruge kunstvanding ved at omlede vand via kanaler fra Tigris til ørkenen. Kanalerne er her stadig.
»Saddam tørlagde dem alle og opdæmmede vandet,« fortæller en landsbyboer mig. »Men da amerikanerne begyndte at bombe, flød vandet tilbage i dem for første gang i årevis.«
Det er omtrent den eneste gode gerning, amerikanerne har udrettet i dette ældgamle landskab. For de masseplyndringer og den ødelæggelse af de sumeriske fundsteder, der har fundet sted i de to måneder siden USA ’befriede’ Irak, vil formentlig i fremtidige historiebøger blive betragtet som en af de mest horrible forbrydelser imod menneskehedens kulturarv, der er begået i nyere historie – langt mere fatal og skændig end de kalkulerede tyverier og vandalismen i Bagdads Arkæologiske Museum i april. Selv i dag er dette barbariske amokløb knapt nok omtalt endsige forstået. Nimrod og Ninive – legendariske hjembyer for den mægtige krigerkonge Sennacherib – Hatra, Tel Naml, Tukulti, Tel el-Zabul, Larsa, Tel el-Jbeit, Tel el-Dihab og Kulal-Jabr er alle blevet grundigt gennemplyndret og i flere tilfælde udslettet. Amerikanske tropper blev udposteret for at holde vagt ved Ninive og Hatra – men det var først, efter at tyvene havde slået til der.
Vi kan begræde de allieredes tilintetgørelse af rokokobyen Dresden under Anden Verdenskrig. Men omfanget af det kulturelle tab, der er sket i det land, hvor den menneskelige civilisations vugge stod, kan ikke måles i tårer. Det er en del af os selv, der er blevet ødelagt – en del af menneskeheden, der er gået til grunde for altid. Vi var advaret. Men vi foretog os intet. Af alle ufortalte historier om denne seneste krig i Irak er dette den mest fantastiske og sørgelige.
Der udgydes mange tårer i Um Alkarab. Mange af dem løber ned ad ansigtet på Eqbal Qazem, den 35-årige vicedirektør for Antikkens Museum i Nasiriyah. Det var hende, som hindrede tyve i 1991 i at plyndre de arkæologiske fund fra hendes museum under den store shiamuslimske intifida mod Saddams styre. Da ildkampe brød løs i Nasiriyahs gader flygtede hun først fra museet, men så – af frygt for de skatte, som hun var kommet til at tilbede så hengivent – vendte hun om for at sy øreringe og juveler fra museets montrer ind i sit tøj, hvorpå hun tog en taxi til Bagdad. Regimets belønning for hendes mod var at erstatte hende med en ignorant af en Baath-teknokrat som leder af museet.
For 12 år siden risikerede hun sit liv for den sumeriske kulturarv. Nu, hvor hun vakler rundt i vraggodset af historiske skærver, ryster hendes skuldre og tårer falder i strømmevis fra hendes ansigt ned i det varme sand.
»Hvordan kan jeg andet end at græde?,« spørger hun. »Dette her er den største tragedie i arkæologiens historie.«
Da jeg finder en 3.000 år gammel olielampe – fuldt intakt for et blot et par uger siden, nu brækket midtover – tager hun den kærligt i sine hænder og lader fingrene løbe hen over den skinnende røde skål. Så lægger hun den tilbage.
»Vi må intet fjerne fra dette fundsted. Det er forbudt,« siger hun og slår så en forbitret latter op over en så forgæves moraliseren. Staben i Iraks museer skal stadig adlyde de gamle regler fra Baath-regimets tid og vil straks blive anklaget for tyveri, hvis de fjerner genstande fra fundstederne. De rigtige tyve derimod, mange af dem professionelle med ordrebøger fra Schweiz, New York eller London, kører skatte bort i lastvognstog. Og jeg mener tog. Dækaftryk og hjulspor fra tunge køretøjer når helt frem til Um Alkarabs klippegrund. I nabobyen Umma, er 12 kvadratkilometer arkæologiske fund ødelagt på samme måde som Um Alkarab, og tyvene er stadig i fuld gang. Faktisk kan jeg spadsere lige hen og besøge dem i de telte, som de har rejst ved siden af deres amatørudgravninger. De fyrer vittigheder om de bevæbnede vagter, der skulle forestille sig at beskytte fundstedet – og som jeg efterhånden mistænker for at stå i ledtog med tyvene – og en af dem ler højt, da en af de lokale stammefolk med en Kalasjnikov i hånden i et halvhjertet forsøg på at skræmme dem bort råber hen over udgravningen: »Vi er ikke ude på at skade jer.« Skaden er allerede sket, ikke mod dem eller os, men imod det, som tilhører os alle under denne jord.

Grådighed uden grænser
»Jeg aner ikke, hvem disse mennesker er,« fortæller en af tyvene og smiler bag sin knaldrøde kuffiah, idet han holder et stort potteskår fra den midtsumeriske periode op foran sig. »Jeg graver her bare, tager, hvad jeg kan finde og sælger det. Men det er ikke alt, han gør. I Um Alkarab lå et palads, hvis mure på ydersiden havde indlagt kunstfærdige mursten, som hver bar aftrykkene af dens fremstillers tommel og pegefinger, og udgjorde en facade for paladset og templet ved siden af. I deres grådighed efter skjulte juveler har tyvene ganske enkelt revet murene ned, hvorved de har ødelagt næsten hele paladset. Nærved ligger en bunke skår fra store krukker og i bunken ligger nogle menneskelige rester, der er mange tusinde år gamle. To ribbensknogler skinner hvidt som elfenben. En af vagterne samler dem op, snøfter med foragt og kaster dem så tilbage i bunken.
Joanne Farchakch, en libanesisk arkæolog, som er ved at gennemføre en omfattende undersøgelse af de massive plyndringer af Iraks kulturskatte efter krigen for det franske tidsskrift Archeologica, lægger armene om Eqbal Qazems for at trøste sin grædende veninde. Ifølge Farchakch er der ikke inden for de sidste 1.000 år sket en arkæologisk ødelæggelse af en sammenlignelig størrelsesorden.
»Disse byer var måske de mest betydningsfulde i den sumeriske civilisation. Nu eksisterer Um Alkarab og Umma reelt ikke længere,« siger hun.
»De er totalt ødelagt. Der foregik allerede plyndringer før krigen under opstanden i 1991 og i Ninive, hvor tyve stjal flere stykker fra en dekoreret væg.«
En del af denne væg blev senere fundet af britisk politi – den var på vej til en samler i Israel – som sendte den tilbage til Irak. Men for tre måneder siden vendte tyvene tilbage i stort tal for at rive resten af væggen ned i små stykker.
»Man må forstå, hvordan disse samlernaturer er indrettet,« siger Farchackh. »De eftertragter de ting, som de mangler i samlingen. Hvis de f. eks. har akkadisk keramik, ting fra de babyloniske dynastier og genstande fra sen- og midtsumerisk tid, må de nødvendigvis have noget fra tidlig sumerisk tid. Ellers er deres mesopotamiske samling ikke komplet. De tyve, som opererer her, kommer med komplette ordrebøger. De hakker sig ned igennem lag på lag til den år ned til tidlig sumerisk periode. Det generer dem ikke at ødelægge alt herover for at kunne levere varen. Det samme skete i museet i Bagdad. Tyvene var på udkig efter hoveder på 2.000 år gamle statuer, og smadrede så helt enkelt statuerne imod gulvet for slå hovederne af. En af statuerne splintredes totalt.«
De irakiske arkæologer udtrykker modvillig anerkendelse af Saddam Husseins indsats for at bevare den irakiske kulturarv – i al fald den del af arven, som han ikke stjal til sig selv – og husker med en vis tilfredshed tilbage på dengang, da ni mænd i Mosul blev hængt for forsøg på at smugle arkæologiske fund ud af landet.
Efterhånden som det i løbet af efteråret sidste år blev klart, at krig var uundgåelig, gjorde arkæologer i både
Irak og USA deres bedste for at beskytte Mesopotamiens kulturelle skatte. I Bagdad begyndte museumsstaben at overføre guld og juveler til Centralbankens pansrede hvælvinger, hvor de såkaldte Nimrod-skatte allerede var opmagasineret. Andre museumsgenstande blev placeret i hemmelige lagre i den irakiske hovedstads Mansur-distrikt. I Washington holdt amerikanske eksperter i mesopotamisk arkæologi, bl. a. McGuire Gibson fra det orientalske institut på Chicagos Universitet, det nu famøse møde med Pentagons krigsstab, hvorunder de advarede imod de farer, der ville true kulturarven i det land, som USA skulle til at invadere. Pentagon blev nøje briefet om de store sumeriske fundsteder i den sydlige del af landet, herunder også dem i Nasiriyah-området – de samme fundsteder, som jeg besøgte i forrige uge efter deres udslettelse.

Hånlig ligegyldighed
Bush-regeringens reaktion har været præget af hånlig ligegyldighed. Efter at Det Hvide Hus’ talsmand, Ari Fleischer havde søgt at fralægge sig den amerikanske besættelsesmagts ansvar for de stedfundne plyndringer ved sin udtalelse om, at der jo blot var tale om en forståelig »reaktion imod års undertrykkelse«, og efter forsvarsminister Donald Rumsfelds skammelige bemærkning – »det er jo, hvad der kan ske« – må prisen for mest uhyrlige udsagn gå til brigadegeneral Vincent Brooks, talsmand for USA’s centralkommando i Qatar: »Jeg tror ikke nogen havde forudset, at Iraks rigdomme ville blive plyndret af det irakiske folk,« sagde han.
Hvor sindssvag kan man være! Plyndringerne i 1991 viste jo netop, hvilket omfang massetyverier kan tage. Og forestillingen om, at »det irakiske folk« selv bærer ansvaret for tyveriet af Iraks skatte, er ren racisme. Var de udenlandske købere – herunder samlerne i USA – da slet ikke impliceret i dette kulturelle folkemord?
Hertil kommer, at amerikanerne ikke med nogen rimelighed kan hævde, at de ikke var advaret. Udover mødet i Pentagon var der i den internationale presse talrige artikler, der advarede om faren for plyndringer. International Herald Tribune beskrev den 8. marts, hvordan »gravrøvere endevender arkæologiske fundsteder« i Irak og pointerede, at »det vil være akut nødvendigt at give fundstederne i området væbnet beskyttelse, hvis krigen bliver en realitet.« Og to måneder tidligere, den 12. januar, bragte The Independent on Sunday en historie om en arkæologisk udgravning i Irak, hvori arkæologer også klart advarede mod den fare, Iraks nationale skatte ville blive bragt i af en krig.
General Brooks bemærkning er så meget desto mere uhyrlig set i lyset af en opsigtsvækkende artikel, som under overskriften »En trussel imod civilisationen« blev trykt i de amerikanske væbnede styrkers egen avis, Stars and Stripes, den 23. marts – fem dage efter at den britisk-amerikanske invasion var begyndt. Avisen – der principielt kan læses af hver eneste amerikanske soldat, marinesoldat og kamppilot – viderebragte i artiklen McGuire Gibsons advarsel om, »at den irakiske kulturarv risikerer at lide ubodelig skade, når bombardementerne ophører« og påmindede om de »plyndringer af op til 4.000 arkæologiske genstande fra Iraks byer, som fandt sted efter Golfkrigen i 1991«. Artiklen rummede også en fyldig liste over nogle af de »uvurderlige kunstskatte« på Bagdads Nationalmuseum, herunder »40.000 år gamle sten- og flintredskaber, 5.000 år gamle cylindriske segl og 4.500 år gamle guldblads-øreringe, der engang blev begravet sammen med sumeriske prinsesser.« Der var flere andre henvisninger til risikoen for plyndringer i artiklen, men trods disse krystalklare varsler havde general Brooks altså alligevel den uforskammethed at påstå, at »ingen havde forudset disse plyndringer«.
Lige siden The Independent/Information samt et fransk tv-hold indtog Bagdads Nationalmuseum den 11. april – blot få timer efter, at tyve var flygtet med Warcas hellige vase, den akkadiske Basitki-statue og hundredvis af andre uerstattelige skatte – har amerikanerne på ynkelig vis forsøgt at tale uden om den fatale fiasko, at de som besættelsesmagt ikke har magtet at beskytte det kulturelle arvegods i den nation, de skulle forestille at befri. Først den 16. april – seks dage efter plyndringerne – tog amerikanske kampvogne opstilling for at beskytte museets og dets sørgelige rester.
Efter at have betragtet dyngerne af oldtidspotteskår i museets magasiner den 11. april, sammenlignede jeg de ødelæggende plyndringer med kulturelle folkemord under Anden Verdenskrig. Men efter at have besøgt de sumeriske fundsteder i Sydirak, hvor uendeligt mange flere skatte med til vished grænsende sandsynlighed blev revet brutalt op af de arkæologiske lag og solgt til højestbydende – er jeg tilbøjelig til at sammenligne det tab, menneskeheden har lidt, med noget endnu højere oppe på den episke skala – f. eks. nedbrændingen af biblioteket i Alexandria, hvor den fyldigste samling af Oldtidens religiøse, filosofiske og videnskabelige skrifter gik til grunde for altid, hvad der efterlod permanente huller i vor viden.
Amerikanerne har desperat forsøgt at afstive deres moralske stilling ved at sende hele patruljer af FBI-folk og CIA-agenter til Bagdad for at opspore, hvad der er blevet af de manglende kunstgenstande. Politifolk fra New York PD og drifstledere fra United Airlines, der fungerer som reservister for efterretningstjenesterne, er i denne tid beskæftiget med at læse Gilgamesh-eposet og lære, hvordan den semitiske civilisation tog over efter sumererne, grundlagde byen Babylon og den assyriske hovedstad Ninive.
»Før jeg blev sat på denne opgave, kunne jeg ikke engang stave til I-r-a-k,« fortalte en efterretningsagent mig.
Amerikanerne har udfoldet store bestræbelser i forsøget på at råde bod på deres ramponerede image. Deres seneste rapport slår således fast, at museets stab forlod bygningen den 8. april, hvorefter »amerikanske styrker kom i intense ildkampe med irakiske styrker, der skød fra museumsområdet… Det var i denne periode, at plyndringerne fandt sted frem til deres ophør den 12. april, da dele af staben vendte tilbage. Nøglerne til museet, der skulle være låst inde af direktøren i en armeret boks, er aldrig blevet fundet.« (Se i øvrigt bokshistorie her på siden, red.)
Men faktisk var plyndringerne allerede ophørt den 11. april, da jeg ankom til museet. Den libanesiske arkæolog Joanne Farchakh er – som mange amerikanske efterforskere – overbevist om, at der var tale om et ’insiderjob'. Hun har mistanke til, at mange at de stjålne genstande, især den 94 cm høje Warca-vase med den illustrationer af daglige ritualer i Gudernes Tempel – var sat på samleres bestillingsliste, længe før krigen begyndte.
»Der findes næppe noget mere selvisk folkefærd end arkæologiske samlere,« siger hun. »Hvis en samler først har Warca-vasen, kan han aldrig vise den for andre. Risikoen for at blive opdaget og arresteret er alt for stor – det ville svare til at ligge inde med Mona Lisa. Derfor er samlerne nødt til at opbevare deres skatte gemt af vejen i en kælder, hvor de så selv må nøjes med at nyde dem en gang imellem. Der er en helt utrolig selvisk adfærd. Men de er parate til at købe og betale dyrt og derved sender de budskabet »mere!« til tyvene. Dette er grunden til, at de sumeriske fundsteder nu er ødelagt.«

USA’s tunge medansvar
Bemærkelsesværdigt er det, at den amerikanske besættelsesmagts retsmyndigheder i Irak ikke i første omgang er gået efter at retsforfølge tyvene. Personer pågrebet i Bagdad med statuetter, potteskår eller perlekranse på sig, er ikke blevet stillet for en domstol. Amerikanerne har bare konfiskeret tyvegodset og sendt tyvene hjem. Hvilket selvfølgelig betyder, at hælerne i London, Genève og New York og den usle, men styrtende velhavende gruppe af internationale privatsamlere kan sove roligt.
Ingen i Irak og få amerikanske arkæologer betvivler, at USA bærer et tungt medansvar for ødelæggelsen af Iraks kulturarv. Opdagelsen af de destruktive masseplyndringer af de store sumeriske fundsteder burde udløse et internationalt ramaskrig større end det, der fulgte efter nyheden om tyverierne fra Bagdad-museet. International lovgivning er imidlertid ret vag i sine formuleringer om en besættelsesmagts forpligtelser. Den fjerde Haag-konvention fra 1907 fastslår, at »plyndringer formelt er forbudt«. Denne bestemmelse blev også indføjet i Genève-konventionen af 1949, men Genève-protokollerne, som ydermere indeholder et afsnit om »Beskyttelse af kulturelle værdier i tilfælde af væbnet konflikt«, er aldrig blevet ratificeret af USA.
Hvorom alting er, plyndringerne af
Iraks arkæologiske rigdomme – der stadig fortsætter for næsen af den britisk-amerikanske besættelsesmagt – har fået omfattende og ejendommelige konsekvenser. Når markedet fyldes med stjålne værdigenstande, falder priserne normalt. Men i dag er de tværtimod gået stærkt i vejret.
»Samlerne er rovbegærlige. Og det internationale marked beskytter disse personer fra lovens arm. Besættelsesmagten gør stort set intet imod det. Og hvorfor skulle de? De behøver jo ikke at bekymre sig om oldtidsbyen Umma eller byen, der kaldes Skorpionernes Moder. Hvorfor ikke? Fordi disse byer nu ikke længere eksisterer.«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her