Læsetid: 2 min.

Lækre klæder skaber nye gæster

16. juni 2003

SPOT
Mille sagde til Morten: Tak for slipset. Det var måske tilfældigt: Kvalitetschef Mille H. Larsen valgte at betale 100.000 kroner for Morten Løkkegaards slips da hun på vegne af sin virksomhed skulle donere penge til Irakkrigens ofre ved det storartede fjernsynsarrangement som var en landsindsamling for fuld musik transmitteret live i april.
Tim og Gordon mødte samme aften Johnny Reimar og spurgte: Skal vi ikke lave sjov med din tyrolerhat?
Morten Løkkegaard har sikkert ikke en tyrolerhat. Det har hans kollega Steffen Kretz givet vis heller ikke. De er nemlig velklædte mænd i den italienske maner. De to er jo ikke fotomodeltyper: Løkkegaard kunne i en eventuel dramaserie om livet i Bruxelles spille europæisk embedsmænd i mellemklassen og Steffen Kretz ligner en der kunne have været Mads Skjerns bogholder. Men de går dyrt og dominerende klædt. Kretz’ og Løkkegaards flamboyante ekvipering er blevet belønnet med en pris fra Dansk Herremoderåd. Det står ikke umiddelbart klart hvorfor studieværter skal gå klædt som filmstjerner. Nogle ville henvise til deres ungdom: Både Løkkegaard og Kretz har karrierer som amatørmusikanter bag sig. De klæder sig ud som de rockstjerner, de aldrig blev. Andre ville minde om Løkkegaard og Kretz’ berømte bijobberi: Når man tilbyder kurser i medietræning til erhvervsledere, er man jo også selv en slags erhvervsleder. Og så skal man være i dyrt tøj.

Så nu kan vi se herremode og nyhedsformidling på samme tid. De dyre indiskrete tekstiler på tv-avisen skaber en ganske underholdende social dynamik: Gennemsnitligt udseende gæster ser pludselig lidt tarvelige ud når de placeres overfor en studievært i gallakostume. Den ganske tilforladeligt udseende beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen ligner ikke længere en ganske tilforladeligt udseende minister den dag, han kommer til at sidde overfor en Kretz klædt på for omtrent 15.000 kroner. Frederiksen vil i den sociale ramme komme til at ligne en træt, meget træt taxachauffør efter en 36 timers vagt. Gæsterne glider nedad når de træder ind i det studie med de værter: Gæsterne mister æstetisk status. Som studieværter er både Kretz og Løkkegaard sympatiske og velformulerede og de stiller gode åbnende spørgsmål. Eller de lukker strategisk af og bryder ind. Så bliver de kritiske. Det er god tv-journalistik. Det sociale rollespil omkring påklædningen er en underholdende bonus: Så træder pæne Poul Nyrup ind i studiet og man kan i herreekviperingens perspektiv pludselig se, at han jo slet ikke har klasse.
Den aften i april lignede Mille H. Larsen da heller ikke en kvalitetschef i krydsklippet med modekongen Løkkegaard. Hun lignede en der efter at have hentet kaffe, nu stod i kø ved kopimaskinen. Vi kan ikke vide, hvad Morten Løkkegaard tænkte om Mille H. Larsen. Men til et formiddagsblad har han forklaret sine kriterier for kvindelig kvalitet: »C-Skål og lange ben.«

*DR1: kl 18:30: Tv-avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu