Læsetid: 3 min.

At lave almindelige film er rutine

Kvinden bag Lars von Trier hedder Vibeke Windeløv – hun sørger for, at han får ro og penge til at lave sine film, senest ’Dogville’, der har Danmarkspremiere i dag
4. juni 2003

Kvinden bag Lars von Trier hedder Vibeke Windeløv – hun sørger for, at han får ro og penge til at lave sine film, senest ’Dogville’, der har Danmarkspremiere
i dag

Portræt
Det var Vibeke Windeløv, som efter prisuddelingen i Cannes dukkede op for på Lars von Triers vegne at udtrykke den allerede hjemrejste instruktørs lettelse over ikke at have vundet, fordi han så bare kunne køre hjem.
Hun er den stærke kvinde bag Trier, og hun sørger som hans producer og partner i filmselskabet Zentropa for at rejse verden rundt og skaffe ham de penge, han har brug for til sine nyskabende film.
I takt med at han er blevet mere anerkendt, og stjernerne står i kø for at medvirke, er Windeløvs arbejde også blevet nemmere, men det har stadig været hårdt at skrabe de små 100 millioner kroner sammen, som Triers to seneste film, Dancer in the Dark og Dogville, hver har kostet.
»I de første år skulle jeg stave Lars’ navn, når jeg snakkede med udenlandske filmselskaber. I dag kender alle hans navn. Lars har efterhånden samme status og efterspørgsel som Woody Allen,« sagde Vibeke Windeløv til JyllandsPosten for et par år siden.
Vibeke Windeløv var psykologistuderende på Københavns Universitet, da hun i midten af 70’erne lod sig overtale til at være scripter og nøgenstatist i billedkunstnerne Per Kirkeby og Paul Gernes’ totalt mislykkede filmudgave af Saxos Danmarkskrønnike, Normannerne (1976).

Et fantastisk arbejde
Og så var hun solgt. »Det er jo et fantastisk arbejde, hvor dagene flyver afsted. Den her blanding af penge, kunst og kultur og så mødet med en masse forskellige mennesker, der vil noget særligt med deres arbejde,« siger hun om sin forelskelse i filmmediet.
Siden blev Vibeke Windeløv produktionsleder på to af de pornografiske Stjernetegnsfilm, hvor folkekære skuespillere boltrede sig blandt nøgne, unge piger, og på vejen til Zentropa har hun også arbejdet sammen med Gabriel Axel, Bille August og Jørgen Leth.
I begyndelsen af 80’erne tog hun en HD i organisation, og i mange år sørgede hun ved siden af filmarbejdet også for sin mand, Per Kirkebys blomstrende forretning.
Det var arbejdet med Susanne Biers Det bli’r i familien (1993), som bragte hende til det dengang ganske unge Zentropa, ejet i fællesksab af Trier og Peter Aalbæk, hvor hun blev hængende.
»Jeg opfatter mig selv som et praktisk menneske, der gør det muligt for kunstnere at udfolde sig,« har hun sagt om sin rolle på Zentropa, hvor hun hovedsageligt tager sig af Lars von Triers film, men også har haft tid til at arbejde med Susanne Bier og Kristian Levring.
Finansieringen af Breaking the Waves (1996) var Vibeke Windeløvs svendestykke. Hun rejste verden tynd for at skaffe de nødvendige millioner, og det økonomiske puslespil endte med at blive stykket sammen af bidrag fra næsten 30 forskellige kilder.

Meget taknemmelig
Siden holdt hun styr på den uregerlige Björk på Guldpalmevinderen Dancer in the Dark. Blandt andet var det Vibeke Windeløv, som måtte løbe efter den islandske sangerinde, når hun skred fra optagelserne, og Aalbæk ikke vidste, hvad han skulle gøre.
Det var også Vibeke Windeløv, som fik den australske superstjerne Nicole Kidman til at skrive under på kontrakten til Dogville, og som under indspilningen af filmen måtte tage sig af Trier og hans frustrationer over ikke at få nok opmærksomhed.
Da optagelserne sluttede, mente han ifølge Kirsten Jacobsens Dagbog fra Dogville, at Windeløv havde svigtet ham til fordel for skuespillerne, og han har krævet en anden ansvarsfordeling på den næste film.
Windeløv forsvarer sig med, at Trier også er producent på filmen og derfor har et medansvar for, at tingene går, som de skal.
Gennem årene har hun måttet finde sig i en del fra Lars von Trier, men hun priser sig lykkelig over at arbejde med så original en filmskaber. »Jeg er meget taknemmelig,« siger hun.
»At lave almindelige film er rutine.«

*Vibeke Windeløv.
52 år. Datter af en præst, har bl.a. studeret psykologi på Princeton i USA og er
nu producer på Zentropa. Fik i 2001 en Sær-Bodil for sit filmarbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her