Læsetid: 4 min.

Lebensraum uden Hitler

Til politisk kunstdiskussion i Overgaden, hvor Leni Riefensthal var med uden at være til stede, og Erik A. Frandsen gik i vrede
5. juni 2003

Udstillingsstedet Overgaden har til huse i en gammel industribygning ved Christianshavns Kanal. Det var under Kulturministeriet, men blev for nylig omorganiseret til det selvejende Institut for Samtidskunst med ny ledelse, som gerne vil have debatter. Sådan en havde man så inviteret til: Har kunsten et politisk ansvar?
Jeg var på forhånd blevet advaret om, at man nok ville benytte det botaniske udtryk rhizomer, som er hot i indercirklen. »Det løse filosofibegreb, du ved,« sagde min hjemmelsmand.
Ca. 40 tilhørere var mødt op på denne solrige sommeraften. De sad afventende i et lokale med det morsomme navn Mellemrummet. Især yngre kvinder med tasker... jeg gættede på kunsthistorikere. En af dem – hun bar mørke solbriller – var opslugt af at læse Information.
Ordstyrer Peter Holst Henckel foreslog, at man holdt sig til en bestemt case, da der ellers var en tendens til abstraktion og akademisk snak. Casen lå lige for: Kunstneren Erik A. Frandsen havde gjort ordet Lebensraum til tema i sin aktuelle udstilling – og må man det? Ordet stod bøjet i lysstofrør på en væg, og anedes bag nogle malerier på en anden væg. Dertil en video med en pige med hulahop-ring.
Udstillingsideen havde givet anledning til intern diskussion i Overgadens bestyrelse. Var det egentlig umoralsk sådan at eksponere et ord, der havde understøttet Hitlers ideologi? Hvad mente panelet?

Som med ’nigger’
Idehistoriker Kim Su Rasmussen lod hånt om ønsket om at undgå det akademiske. Han dekonstruerede simpelthen værket, og det havde han gjort hjemmefra, idet han også erindrede om – værket var der stadig – at det specielt var udvidelsen mod øst, der var Hitlers lebensraum. Alle af polsk afstamning skulle elimineres og området genbefolkes med ariere.
»Udstillingen forholder sig tavs til denne ladede historie,« sagde han. »Samtidig er det umuligt at undgå, at den spiller med, men i en æstetisk flertydighed.« I øvrigt er mesterværker karakteristiske ved flertydighed, sluttede Su, der også henviste til ordet ’nigger’, som har forskellig betydning, om det bruges af slaveejere eller af sorte pantere og rappere.

Baywatch og sport
Tone O. Nielsen, der er kunsthistoriker og kurator, bekendte sig til den rene, politiske kunst.
»Al kunst har en politisk dimension,« erklærede hun. Enten skubber man til det eksisterende og peger på et alternativ, eller også reproducerer man status quo. Man har – ligesom forældre – ansvar for det, man sender ud i verden. Det grænser til fejhed og fortrængning, hvis man er tavs i den historiske, politiske situation, vi er i. Overgadens bestyrelse bidrog til fortrængningen (her rystede Erik A. Frandsen på hovedet). Tone O. Nielsen henviste til Hitlers ’hof’-filminstruktør Leni Riefensthal, der havde forsøgt at være neutral, men endte med at være medskyldig. Hendes formsprog forherligede den fascistiske ideologi. Det var noget lignende med Baywatch og sportsreportager, som forherliger en bestemt kropsideologi.

Et fedt ord
»Det er forkasteligt, at Erik A. Frandsen skal stå skoleret for det værk, han har lavet,« mente kunsthistorikeren Lennart Gottlieb, der sagde, at han var rystet. »Det er jo ikke en meningskronik.« Forresten var det en enorm gevinst for det ord, lebensraum, at Hitler havde brugt det, og man kunne dårligt forestille sig en Ingvar Cronhammar uden Riefensthal som forudsætning, selv om betydningen var en helt anden.
Desuden var kropsdyrkelsen opfundet længe før nazisterne, tilføjede Erik A. Frandsen, da han endelig kom til orde i den efterfølgende, til tider ophedede debat, hvor folk i salen deltog. Frandsen henviste til et Edvard Munch -billede fra Warnemünde i begyndelsen af århundredet.
Indlæg fra salen: »Man kan ikke anklage kunstnere på den måde. Måske har Frandsen bare tænkt: Hold kæft et fedt ord...«
Kim Su: »I det øjeblik jeg træder ind i et rum, er det komplet ligegyldigt, hvad kunstneren har tænkt.« Og hvis det ikke svarer til værket, tilføjede kunsthistorikeren, så »er det udtryk for, at kunstneren ikke behersker sit materiale.«
Gottlieb (hovedrystende): »Det er fuldstændig absurd.«
Tone O. Nielsen: »Det er ikke det, vi snakker om, men at værket skal forholde sig politisk...«
Frandsen: »Hvordan skal det så gøre det?«
Tone O. Nielsen: »Det er dit arbejde!«
Frandsen: »Det er dig, der stiller det som krav! Men dette her er en akademisk diskussion, som er mig flintrende ligegyldig. Den her udstilling drejer sig for mig om den højredrejning, der er i gang nu, hvor man kan opleve en mavedanser, der siger, at Lars von Trier ikke må lave film med antiamerikansk indhold.«
Gottlieb: »Hvis jeg ikke får lov at komme med en kommentar nu, så går jeg...«

Ikke fascist
Nogenlunde sådan kørte diskussionen, der kan være svær at gengive, fordi man også talte i munden på hinanden. Man var dog enige om, at der var tale om to forskellige kunstsyn, men ikke om debatten var vigtig eller ej. Erik A. Frandsen vidste med sig selv, at han ikke var fascist – og mente, han var inviteret under falske forudsætninger. Han beklagede, at Per Aage Brandt ikke var indbudt, for denne havde skrevet noget klogt i Weekendavisen. Der havde også været vrøvl omkring formuleringen af pressemeddelelsen.
Nu var efterhånden noget nær halvdelen af publikum udvandret, og det samme gjorde Erik A. Frandsen.
»I kan rende mig i røven. Jeg er skredet.« Med de ord forlod han lokalet.
Gottlieb, der blev, mente ikke, man skulle tage det så tungt. Tone O. Nielsen sagde: »Jeg er ligeglad med Frandsen, men værket er tvetydigt. Det kan godt være, jeg er politisk korrekt, men det er jeg stolt af.«
Med eller uden Frandsen, men helt uden rhizomer: Mødet sluttede med klapsalver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her