Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

2. juni 2003


LOKALT
10 ton olie samlet op fra ’Fu Shan Hai’
*To danske og et svensk miljøskib havde i går eftermiddag opsamlet 10 ton af den olie, der er lækket fra det kinesiske fragtskib ’Fu Shan Hai’, efter at skibet lørdag aften sank nord for Hammer Odde på Bornholm.
Et svensk miljøfly overfløj i går middag området. Vurderingen er, at der foreløbigt er lækket omkring 40 ton olie fra ’Fu Shan Hai’, der indeholdt 1.680 ton heavy fuel olie og 110 ton dieselolie. Dieselolien er ikke bekæmpbar, idet den fordamper, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK). Men den tunge olie dæmmes ind med flyde-spærringer og pumpes op fra vandoverfladen med såkaldte olieskimmere af de danske miljøskibe ’Mette Miljø’ og ’Gunnar Thorsen’ og det svenske ’202’.
ritzau

Ny uddannelse til bogligt svage
*Det Musiske Kompagni i Hillerød vil efter sommerferien tilbyde en ny uddannelse, hvor eleverne hverken skal kunne læse en bog eller skrive opgaver for at gennemføre uddannelsen, fortæller Københavns Radio.
Uddannelsen er henvendt til ekstremt ordblinde og unge, der på grund af sociale problemer aldrig er kommet ind i bogstavernes verden. De unge kan enten blive lys-, lyd- eller sceneteknikere eller få en uddannelse inden for rengøring og madlavning. Det kommer til at foregå med gammeldags mesterlære, og teorien bliver indlæst på en CD eller optaget på video, så eleverne kan høre eller se det.
ritzau

Højere løn giver længere levetid
*Høj løn og god indkomst er ofte ensbetydende med et langt liv. Folk med gode indtægter lever således betydeligt længere end andre med mindre eller mellemstore indkomster.
Det fremgår ifølge Berlingske Tidende af den store rapport fra regeringen om større valgfrihed i pensionsopsparingen. Eksempelvis kan en 30-årig portør i snit forvente at blive 74,1 år gammel, mens den bedre aflønnede læge på samme alder kan forvente at blive 81,8 år - altså næsten otte år mere. Præcis hvorfor sammenhængen mellem løn og levealder er meget klar, er der ganske givet flere årsager til. Folk med lave lønninger har ofte fysisk krævende eller direkte nedslidende job, som øger risikoen for tidlig død og invaliditet. ritzau

Danskerne vil tidligt på pension
*Trods årelang debat nægter et massivt flertal blandt danskerne fortsat at give afkald på efterlønnen, og der skal penge på bordet, hvis pensionsalderen skal hæves. Det fremgår af en ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Søndag.
Hele 76 procent af danskerne nægter at give afkald på efterlønnen, og seks ud af ti siger nej til statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forslag om at hæve folkepensionsalderen i takt med, at vi lever længere. Statsministerens tanker om at belønne danskerne for at gå senere på folkepension har til gengæld større opbakning. Fire ud af ti danskere finder det rimeligt at hæve selve pensionsalderen, hvis man til gengæld får udbetalt en højere folkepension.ritzau

GLOBALT
Irakerne beholder deres våben
*Irakerne ignorerede stort set ordren om at aflevere deres våben til koalitionsstyrkerne i går, der var den første dag af en to uger lang amnestiperiode, hvor irakerne frit kan aflevere deres pistoler, geværer mm.
Paul Bremer, USA’s leder af civiladministrationen i Irak, gav den 23. maj ordre til, at irakerne i perioden fra den 1. juni til den 14. juni skal aflevere deres håndvåben. Personer, der efter denne periode findes med våben, risikerer at blive straffet.
Koalitionsstyrkerne har etableret en række steder, hvor våbnene kan afleveres, for det meste politistationer, men i går var der ikke tegn på, at der blev afleveret ret mange våben.
En irakisk politimand på al-Elwiya-politistationen i Bagdad sagde, at problemet er, at irakerne ikke føler sig sikre: »De siger, at de har brug for skydevåben for at kunne beskytte sig.«ritzau

Israel lemper blokade
*Den israelske regering lempede natten til i går den militære blokade af Vestbredden og Gazastriben, rapporterer den israelske avis Haaretz.
Lempelserne er et led i de tillidsskabende foranstaltninger, som Sharon under et møde i torsdags lovede den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas, at gennemføre.
Den mere lempelige blokade betyder, at omkring 15.000 palæstinensere med arbejdstilladelse i Israel vil få lov til at tage på arbejde i Israel. Imidlertid sagde vidner, at de ikke kunne se mange tegn på, at Israel har lempet rejserestriktioner for de omkring tre millioner palæstinensere, der lever under en israelsk besættelse, der har været opretholdt siden 1967.
Vidner sagde, at soldater har etableret yderligere vejspærringer nær byen Nablus på Vestbredden.ritzau

Masseprotest mod Mugabe
*Oppositionen i Zimbabwe tager i dag fat på en fem dage lang masseprotest i et forsøg på at tvinge præsident Robert Mugabe til at gå af. Mugabes styre har sendt troppeforstærkninger og kampvogne til fattige bydele, og der er nedlagt forbud mod protesten. Men oppositionsleder Morgan Tsvangirais Bevægelse for Demokratisk forandring (MDC) siger, at protesten finder sted som planlagt, og en MDC-talsmand sagde, at bevægelsen vil appellere forbuddet.
ritzau

Bush og Putin forsonet
*Den russiske præsident Vladimir Putin og hans amerikanske kollega George W. Bush blev i går enige om at lægge stridighederne om den amerikansk ledede krig imod Irak bag sig.
Mødet mellem de to blev holdt i Sankt Petersborg i anledning af byens 300 års jubilæum. Begge præsidenter sagde efter mødet på en pressekonference, at de havde besluttet at komme videre efter uoverensstemmelserne og se fremad. Begge udtrykte bekymring over Irans atomprogram, som amerikanerne ofte har advaret imod og som russerne nu også ser på med stigende bekymring. Præsident Bush advarede også om, at både USA og Rusland ser med dyb alvor på Nord Koreas »nukleare ambitioner«. peda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu