Læsetid: 4 min.

Massemorderen som statens ideolog

Den iranske filmskaber Maziar Bahari fortæller hvorfor Iran langsomt, langsomt vil blive demokratisk
5. juni 2003

Interview
Der var en morder som huserede i Iran. De kaldte ham edderkoppemorderen fordi han kvalte sine ofre i deres eget spind. Han kvalte dem i deres tørklæde.Edderkoppemorderen var en radikal muslim som ville rydde op i det moralske fordærv. Han henrettede fra juni 2000 til juli 2001 16 prostituerede fordi han ikke kunne acceptere at prostitution kunne eksistere i den Islamiske Republik Iran. Forbrydelserne blev et politisk problem eftersom det iranske præstestyre ikke anerkender eksistensen af prostituerede i Iran.
Forbrydelser var også et ideologisk problem for da morderen blev fanget, brugte han den officielle islamiske ideologi som forsvar for sine handlinger: Han ville udrydde prostitution. Morderen blev dog dømt men med den spidsfindige anklage at han havde voldtaget ofrene. Han blev gjort til en dårlig muslim: en voldtægtsforbryder. De, der har fulgt sagen, siger, at der ikke var noget der tydede på den 39-årige entreprenør Saaeid Hanaei skulle have forgrebet sig seksuelt på ofrene. Hanaei tilstod mordene: Han så sig selv som en islamisk helt. Naturligvis benægtede han beskyldningerne om voldtægt.
Den iranske filminstruktør Maziar Bahari har lavet en fremragende og chokerende film om edderkoppemordene som i aften bliver vist på Danmarks Radio.

Den iranske realisme
Iranske filmskabere finder ikke friheden ved at opfinde allegoriske fiktioner om det samfund, de lever i. Man har talt om den iranske neorealisme: de bruger hverdagslige mennesker som spiller sig selv. De fortæller historier som også bliver fortalt i den reformvenlige presse. De iranske filmskabere finder den kunstneriske frihed ved at skildre reale hverdagshistorier som om det var en allegori på en større historie. Som om det var en fiktion som skulle reflektere de aktuelle samfundsstrukturer i Iran.
Der er to forudsætninger for den allegoriske dokumentarisme: I den islamiske republik er alting politisk fordi den islamiske lovgivning dækker alle aspekter af samfundslivet. Hvis en kvinde tillader sig at tænde en cigaret på gaden, er det en illegal handling. Man kan filme den rygende kvinde på gaden og derved filmer man en oprørsk handling vendt imod præsternes regime. Allegorien er på gaden.
For det andet tvinger præstestyrets censur landets filmskabere til at udnytte den omstændighed at politik er over det hele.
Maziar Bahari forklarer til Information, hvorfor han lavede en film om massemorderen Hanaei:
»Der er massemordere over hele verden. Men i min film fokuserer jeg på de omstændigheder som gør det muligt for massemorderen at legitimere sine handlinger og jeg fokuserer på den støtte han får fra visse dele af samfundet.«
Bahari har talt med Hanaeis søn som er stolt af sin far og siger, at han vil overtage projektet nu hvor faren er kommet i fængsel. Hanaeis kone er også stolt af sin mand: hun synes, han har gjort det rigtige.
Men Maziar Baharis film viser også tendenser til modernisering i Iran. Filmen følger den kvindelige journalist som efterforsker sagen. Kvinden kan agere som politisk reporter. Det er ifølge Bahari et fremskridt.
Modsætningen mellem den moderne arbejdende kvinde og den traditionelt fundamentalistiske morder reflekterer en konflikt som griber gennem hele det iranske samfund: Den demokratisk valgte intellektuelle præsident Khatami overfor lederen af Vogternes Råd Ali Khamenei:
»Den konflikt er det vigtigste træk ved det iranske samfund i dag. Iran er i en overgangsfase. Man kunne kalde det en overgang fra et traditionelt samfund til et moderne samfund. Den overgang påvirker – andre ville sige: den plager – hele strukturen i vores samfund. Den påvirker familiebåndene og børns adfærd overfor deres forældre og den påvirker landets politiske overgang fra noget, man kunne kalde en slags teokrati til noget man kunne kalde en slags demokrati. Uden at nævne navne kan vi sige at der er nogle som mener, de har en guddommelig ret til at regere andre og andre som mener, at magten til at regere skal skænkes af folket og at ingen har ret til at kalde sig Guds repræsentant på jorden.«
– Det er en langsom proces?
»Kampen mellem de to kræfter er et slag som det kan tage år at afslutte. Mens kampen står på, kan vi ikke tale om noget konkret overhovedet, og derfor er der ingen, som føler sig trygge ved hvad der sker i morgen.«

Demokratiet kommer
Maziar Bahari forlod Iran i 80’erne. Som så mange andre rejste han væk fra præstestyret.
Men i 1998 valgte han efter Khatami var blevet præsident, at vende tilbage til Iran:
»I min generation blev vores liv skabt af den iranske revolution. Jeg var 12 år gammel dengang i 1979. Vores generation blev dybt påvirket af revolutionen og krigen mod Irak, som startede i 1981. Der var folk som døde mens de stadig forsvarede deres egen fortolkning af revolutionen.«
– Cirka 2/3 af den iranske befolkning er nu født efter revolutionen. Hvad betyder det?
»De er vokset op i et samfund der fremstillede sig selv som religiøst, men som blev styret af autoritære hyklere, der kun varetog deres egne interesser. Derfor er de blevet skuffede og har krævet mere frihed og indflydelse. Dette var baggrunden for at Khatami blev valgt som præsident i 1997 på løfter om respekt for civilsamfundet og dialog mellem de forskellige kulturer.«
Men Iran er ikke blevet et demokratisk land.
»Den intellektuelle Khatami har ikke haft den nødvendige styrke til at underminere de konservative ledere og hans egen autoritet har været presset af høgene som kontrollerer en stor af landets juridiske og militære magtinstanser.«
»På trods af hans fiasko er det lykkedes Khatami give folk håbet tilbage og give folk en fornemmelse af at være politiske borgere og gøre dem bevidste om at de som borgere har visse rettigheder. Det er aldrig gjort tidligere i Iran og denne nye selvtillid vil uundgåeligt føre til forandringer i Iran indenfor den nærmeste fremtid. Reformerne i Iran fortsætter utroligt langsomt men det er sådan, den iranske befolkning vil have det. De er trætte af pludselige forandringer: krige og revolutioner.«

*Irans Jack the Ripper vises i aften på DR1 kl. 22.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her