Læsetid: 8 min.

Mellem letter og russere

Informations medarbejder hører i Riga om Balalajka-skandalen, oplever Uffe Ellemann i sit vittige hjørne, deltager i et reality show og lægges til sidst i håndjern
21. juni 2003

Dagbog
Tirsdag
I taxa fra Rigas lufthavn til hotellet. Bemærker undervejs de mange ramponerede husfacader midt i det frodige, grønne landskab. Hele Letland trænger tydeligvis til en gang maling – dog ikke Hotel Konventa Seta i den velbevarede, gamle bydel. Indkvartering. Om aftenen får vi en grundig briefing om landets situation af Ojar Kalnin, der var ambassadør i USA under Clinton-regeringen. Han fortæller bl.a. denne anekdote om de tre baltiske landes fjernelse af deres Lenin-statuer: I Litauen holdt Landsbergis en tale, hvorefter folk gik i gaderne og væltede statuen. I Letland rådførte regeringen sig med advokater og ingeniører, før man – diskret – fjernede statuen i nattens løb. I Estland derimod vidste man end ikke, hvor den stod ... og man fik finnerne til at fjerne den.
Esterne er Balticums århusianere.

Onsdag
Ira Rezais er vores guide på en rundvisning i Rigas gamle bydel. Hun snakker om det betragtelige russiske mindretal, der efter Sovjetstatens opløsning har skullet lære lektien: At være underhund i stedet for overhund.
»Vi prøver på at være tolerante, og det er vi, men vi har også stærke følelser imod dem,« siger hun. »Vi kan ikke elske dem. De fleste lettiske familier har et medlem, der blev sendt til Sibirien og aldrig kom hjem. »Russerne har det dårligt,« siger man, men det har vi også. Tidligere skulle vi lære deres sprog, men nu forlanger vi, at de skal lære vores for at opnå statsborgerskab – og ellers må de rejse.«
Ira fortæller om et familiemedlem, der som 16-årig blev idømt dødsstraf. Den blev dog ikke eksekveret, og han vendte tilbage fra Sibirien som gammel mand. Han fik sit hus igen, men havde ikke råd til at bo i det, hvorfor han var nødt til at sælge det til underpris – som mange andre – »til bl.a. danskere,« siger hun og prikker til vores dårlige samvittighed, selv om vi jo slet ikke har købt hus. »Vi« er en gruppe nordiske journalister på kulturtræf i Letlands hovedstad.
»Men russiske forretningsfolk er mere dynamiske end vore,« siger Ira og giver russerne lidt credit. Hun knipser med fingrene for at understrege udsagnet. Når hun ikke er guide, formidler hun kontakt mellem lettiske og rusiske forretningsfolk. »Vi er som I skandinaver mere tilbageholdende. Russerne træffer hurtige beslutninger og slår mere ud med armene,« fortsætter hun og tilføjer: »Letterne var chokerede over pludselig at have frihed, og det blev så især russerne, der tog initiativer og bankede store virksomheder op. Vi har 3.000 millionærer. Det er meget i et lille land.«
Hun peger på et hus og forklarer, at her skrev Wagner sin flyvende hollænder. Hun tager os også med til en stor plads, hvor skudmærker på facaden af en bygning endnu vidner om den blodige begivenhed, hvor flere blev dræbt og såret så sent som i 1991. Den sidste hilsen fra det russiske militær.
Et af befolkningens »våben« mod russerne var at samles og synge korsang. Sangglæden er en del af den nationale identitet, og mange behersker korsang med fem-seks stemmer. Der er 180 musikskoler i Letland
Ira taler flydende svensk, og til vores svenske deltagere fortæller hun, at det, hun erindrer fra besøg i Sverige, først og fremmest er de mange sten overalt.
Bagefter møde i operaen med den dynamiske operachef, tidligere filmskuespiller, der som en anden James Bond er flankeret af to kvinder. Det er imidlertid Clark Kent, han ligner mest af ydre, og vore kvinder er ved at dåne.
Andrejs Zagar lavede så meget om i starten af sin ansættelse, at han blev grundigt upopulær hos de ansatte og ikke turde vise sig i kantinen de første tre måneder. Man frygtede, at han ville rydde op i korruption. Mange havde noget i klemme. Andrejs fortæller om en mand, der kom med en kuffert fuld af guld. Operaen købte den til en femtedel af dagsprisen.
»Planøkonomi versus markedsøkonomi i kunstverdenen« er emnet, da vi besøger en malers atelier. En kunsthistoriker fortæller, at mange kunstnere er blevet dårligere stillet efter omvæltningen, nemlig dem, der havde været på kunstnerløn via centralstyret i Moskva. Pludselig skulle de klare sig selv. Til gengæld har man fået ytringsfrihed, men den kan man ikke nødvendigvis leve af.
Uventet invitation fra Det danske Kulturinstitut, hvor direktør Mogens Lange skal tage over efter lederen gennem 12 år, Rikke Helms, som er taget til Sct. Petersborg for at passe en tilsvarende institution der. Til stede er Uffe Ellemann-Jensen, hvis hjerte banker for Baltikum. Han er i sit muntre lune, da han i en tale siger, at han har givet den nye leder det råd, at denne skal lægge sin egen linje i stedet for at prøve at ligne forgængeren. »F.eks. rådede jeg Mogens til at anlægge skæg,« gnægger Ellemann, der også lægger op til en lille koncert for harpe og fløjte ved at sige, at musikerne vil spille et nummer, som mange politikere kunne ønske sig: »Tågerne letter« af Carl Nielsen. Bagefter får han fyr på en ordentlig cigar. Ellemann var som udenrigsminister meget aktiv i at støtte letternes bestræbelser for selvstændighed, og det danske kulturinstitut var hans opfindelse.
Blandt gæsterne er den danske ambassadør, der har denne forklaring på russernes vægren sig ved at lære lettisk: De fleste letter taler jo russisk, hvorfor skulle de så gå til prøve i lettisk historie og sprog? Russerne synes, de har en stærkere kultur end letterne med store forfattere, osv. Og i Riga er der flest russere, på landet flest letter. Men uden statsborgerskab kan russerne ikke blive embedsmænd, og embedsmændene skal tage stilling til russernes ansøgninger, osv.
Nogle er stinkende rige, andre – pensionisterne – tigger eller samler kantareller for at få penge.
Nok taler letterne om, at de gerne vil have en velfærdsstat, men skatterne overstiger ikke 28 procent. Biler og benzin er billige goder, som man kunne lægge afgifter på, men det gør man ikke. Man har en vis uvilje mod alt statsligt, og familien anses for et vigtigere netværk.
Om aftenen til kammer-opera af Benjamin Britten, The turn of the Screw. To af rollerne er spøgelser. De har rødt hår.

Torsdag
Foredrag om kunst, kultur og medier hele dagen. I frokostpausen tager vi elevatoren op i kirketårnet. Elevatorføreren taler dansk. Han har et barnebarn i København. Hun hedder Victoria Hansen.
Om aftenen i forlystelsesparken Lido der ville være en glimrende hjemmebane for Leningrad Cowboys. Ren hillbilly med en motorvej helt tæt på. Mange besøgende.

Fredag
Letland producerer en enkelt biograffilm om året, ikke noget højt gennemsnit. Man kan forestille sig, hvor nervøs atmosfæren må være omkring en premiere. Den stakkels film skal simpelthen være god.
En gruppe lettiske filmfolk fortæller om deres trængsler i den fornemme art deco-biograf, der kan bryste sig af at have egen plakatmaler. Vi ser eksempler på kortfilm. En af dem viser i 10 minutter nogle drenges ansigter, mens de ser dukketeater – hvordan de gennemspiller hele følelsesregisteret. En anden, en humoristisk animationsfilm, handler om en mand, der ikke kan sove, fordi kattene skriger. Han kaster noget efter dem, men får dog ikke fred. Så henter han forstærkninger.
Frieftermiddag, hvor vi er et par retfærdige, der går på besættelses-museet. Det fremgår af plancherne, at russerne sidst i 1949 rev 90.000 letter ud af deres hjem og sendte dem til Sibirien under anklage for kontrarevolutionær virksomhed (guidebogen har tallet 42.000). Et bræddeskur viser, hvordan fangerne sov på det bare træ.
Det er under en modtagelse i Nordisk Informationskontor med deltagelse af folk fra de nordiske ambassader, vi hører om det, der er blevet kaldt balalajka-skandalen. Forud for det for nyligt afholdte melodi grand prix i Riga, havde norsk tv præsenteret landet på en let, humoristisk måde. Troede man. Norsk tv havde forsynet nogle mennesker med balalajkaer og lavet optagelser. Typisk Letland, ikke sandt? Nej, et faut-pax af dimensioner var det. Letterne blev sure. Balalajkaer hører Rusland til, arvefjenden, ikke Letland. At fremstille Letland og Rusland som næsten det samme var helligbrøde.
En ung kvinde fra den svenske ambassade forklarer den russiske folkekarakter sådan:
»Russerne elsker og dør med samme lidenskab!«

Lørdag
Vi står i fængselsgården, og en russisk officer kommanderer os ind på linje, før vi føres ind i fængslet. Sådan stod jøderne, før de kom i kz-lejr. Sådan stod de sorte foran Robben Island, og sådan stod letterne – men dette er et reality show, en slags teater. Vi er kørt nogle hundrede kilometer ud til kysten, hvor et af russisk militær forladt kaserneområde ligger ret så trøstesløst hen med de, der trods alt er blevet tilbage. I et af de større huse har nogle unge NGO’ere indrettet sig med noget, der leder tanken hen på Christiania i et forsøg på at løfte området med kulturelle og sociale projekter. Og så er der altså dette tidligere fængsel, hvis vægge har set så mange lidelser. Det kan vi tænke på, mens vi på række kigger ind i væggen, eller mens vi opholder os i de små celler. Nogle fritids-skuespillere spiller rollerne som barske officerer og fangevogtere. Pludselig lyder voldsomme skrig, da et par vogtere kommer slæbende med en desertør, der forsøger at rive sig løs. Jo, vi intimideres, selv om vi ved, det er teater. Smiler lidt, men smilene stivner.
En stor tamp i uniform, der råber en lige ind i synet, har sin virkning. Automatisk ængstes man for at begå fejl – man følger de ordrer, man får.
Jeg skubbes ind på et kontor til lægekontrol og derpå til en fotograf, der tager et foto af fangen med nummerskilt på brystet. Diskret sælger han mig derpå et spil kort med halvnøgne damer til at fordrive kedsomheden i fængselscellen med. Og så er der forhør. Forhørslederen spørger mig, hvorfor jeg har uddelt antikommunistisk propaganda inde i Riga. Det ryger ud af min mund, at jeg ikke bryder mig om russere. Et øjeblik efter lænkes jeg til et fængselsgitter med skarpt gnavende håndjern. Her hænger jeg i 10 minutter. Slemt nok, men at have henlevet år af sit liv i fængsler ... hvilket spild af liv.
Knaldgodt, effektivt teater, er der vist almindelig enighed om bagefter, hvor vi drikker et glas vodka med de tidligere fangevogtere, der nu er flinkheden selv. Og ved afskedsfesten om aftenen, som en kvinde, der omtales som Ljudmilla, har arrangeret, bydes vi på dans og hjemlandenes vemodige sange. Russerne forstår at arrangere en fest. Den er bygget op som et bryllup, idet en af vore, en nordmand, shanghajes til at være brudgom for en aften. Det var en lørdag aften – sang vi, så det lød som en sæk kartofler mod de lokales fejende, flotte opvisning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her