Læsetid: 2 min.

’Mickey Mouse Cup’

18. juni 2003

Spot
Hvis nogen skulle have glemt det, så vandt Danmark faktisk engang det uofficielle verdensmesterskab i fodbold. Det var i 1995, da Danmark, som forsvarende europamestre, besejrede Argentina 2-0 i finalen ved King Fahd Cup i Saudi-Arabien. Senere overtog Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) turneringen og omdøbte den Confederations Cup – en turnering mellem vinderne af de kontinentale mesterskaber. I dag sparkes den sjette Confederation Cup i gang. I år foregår det hos de forsvarende mestre, Frankrig, der i deres indledende gruppespil skal møde Japan, Colombia og New Zealand, mens den anden gruppe består af Brasilien, Tyrkiet, Cameroun og USA.

Den danske landstræner i 1995 hed Richard Møller Nielsen (Danmarks mest succesfulde landstræner). Han mente den gang, at sejren var en mindst ligeså stor præstation som at vinde EM. Men den holdning står han ret alene med. Turneringen er stærkt udskældt af cheftrænere i Europa, der er bange for at slide for meget på deres dyre stjernespillere, og Arsenals træner, Arsene Wenger, har døbt turneringen »Mickey Mouse Cup«. Udover Arsenal har Real Madrid, AC Milan, Manchester United, Ajax og Bayern München truet FIFA med at holde deres stjernespillere væk fra turneringen. Konkret betyder det, at vi ikke kommer til at se spillere som Zidane, Makelele, Roberto Carlos og Ronaldo. Det er dog stadig en stjernespækket parade af klassespillere, der løber på banen i dag, hvor Frankrig med Barthez, Desaily, Thuram, Pires, Wiltor og Theiri Henry møder Colombia, der stiller med blandt andre Hernandez og Aristizabal. Også Brasilien kan mønstre et stjernemandskab selv om Ronaldo, Rivaldo og Carlos ikke er med. Lucio, Emerson og rygteombruste Ronaldinho fra Paris SG er med i startopstillingen, når de i morgen møder Cameroun. Favoritværdigheden må dog ligge på værtslandet Frankrig, der i den grad har noget at revangere efter sidste års skuffelse ved VM.

Selv om Confedarations Cup betragtes som lidt af en pseudobegivenhed, skal det nævnes, at begivenheden for hver gang er vokset i styrke. Tilskuertallet er vokset, interessen fra tv-seerne er blevet større, og efter at man begravede de begyndende planer om at afholde VM hvert andet år, har annoncører og FIFA satset hårdt på at få nationerne til at tage begivenheden seriøs – blandt andet ved en ganske stor præmiesum. Desuden er der også en mulighed for FIFA at eksperimentere en smule. I år vil der således for første gang forsøges med måldommere, der skal sidde bag målet og dømme bolden ude eller inde. Syntes man alligevel, turneringen er lidt for tynd, er der vidst også en kamp i Brøndby, man kan se. Den vises på Tv 3.

*TV 2: kl. 20.55: Confederations Cup - åbningskamp

*Tv3: kl 17.00 (optakt): Brøndby - FCK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her