Læsetid: 3 min.

Motowns ubesungne helte

Begejstret film om musikerne bag de berømte Motown-hits fra 60’ernes og 70’ernes Detroit
6. juni 2003

(2. sektion)

Begejstret film om musikerne bag de berømte Motown-hits fra 60’ernes og
70’ernes Detroit

Ny film
Først var de anonyme, underbetalte arbejdsmænd henvist til et relativt primitivt kælderstudie. Så blev de glemt – af de få, der overhovedet havde bemærket dem. Og nu genopstår de langt om længe til ære og værdighed i en rockumentary, der hylder deres skelsættende indsats.
Der er tale om The Funk Brothers, der lagde lyd til en lang række af de mest svedigt pumpende Motown-hits op gennem 60’erne og i begyndelsen af 70’erne.
Alle disse Detroit-perler med sangere som Marvin Gaye, Smokey Robinson, The Supremes, Temptations, Martha and the Vandellas og Stevie Wonder, der nød stjernestatus i Berry Gordys stald. Mens deres band, der skabte den særlige Motown-lyd og de uforglemmelige riffs, kun var kendt af en inderkreds og havde svært ved at overleve Motown-bølgens uddøen i 1970’erne.

Jazz-folk
Det er blevet til en varm og entusiastisk, omend ujævn film om de gæve gamle gutter, der fortæller løs om gamle dage, hvor de sled som bæster for den krævende Motown-troldmand og -tyran Berry Gordy, hvis højst specielle arbejdsgivermetoder dog ikke berøres nærmere.
The Funk Brothers’ navne siger ikke mange noget i dag, og nogle bukkede under for sprut og narko og er i filmen kun til stede in spirit. Men man får et godt indtryk af pionérånden blandt begavede musikere, der tidligere havde slået deres endnu mere underbetalte folder i jazz-hulerne og vidste alt om improvisation.
Det gjaldt om at slippe for hestearbejde i Detroits fabrikker, så det var bare om at holde sig til, når Berry Gordy kaldte folk under fanerne.

Genindspilninger
Filmen består af interview og uformel snak med og mellem de muntre veteraner indbyrdes, plus en serie på 10 genindspilninger af gamle hits med nye sangere – deriblandt Joan Osborne, Meshell Ndegeocello, Gerald Levert og Chaka Khan. Der er også nogle lidt pinlige forsøg på dramatisk genskabelse og visualisering af brødrenes anekdoter.
Hvad man kan savne er flere historiske optagelser fra Motowns storhedstid, for det er selvfølgelig ikke rigtigt – som det lidt overmodigt hævdes – at det er underordnet, hvem der synger, når bare The Funk Brothers sidder ved instrumenterne.

Gamle legender
Brødrene, hvoraf et par stykker minsandten er hvide, spiller stadig med gnist og styrke, men de unge og yngre indkaldte sangere kan selvfølgelig ikke leve op til de gamle legender, selv om jeg har en svaghed for den Janis Joplin-lignende Joan Osborne, når hun lægger hele stemmekraften bag klimaks i »What Becomes of the Brokenhearted«.
Filmen har gode vibrationer i massevis, men noget egentlig sidestykke til Wim Wenders’ Buena Vista Social Club om de gamle cubanske musikere, er den ikke. Dertil rækker billedmusikaliteten slet ikke, og der er for mange upræcise generaliseringer og stilbrud i de dramatiserede små-episoder.
To scener skiller sig: Den store, tilsyneladende robuste bassist Bob Babbitt, der er ved af bryde sammen af bevægelse, da han fortæller den unge sorte sanger Meshell Ndegeocello, hvordan han som hvid blev accepteret i Funk Brothers-gruppen af sorte musikere.
Og fortællingen om den nu afdøde guitarist Robert White, der ukrediteret komponerede de perfekte indledende ørehængertoner til »My Girl«. Da den blev spillet i en restaurant kort før hans død, ville han sige til tjeneren, at det var ham, der spillede. Men holdt sig alligevel tilbage.
Ingen ville have troet det. Men nu ved vi det – på høje tid.

*Standing in the Shadows of Motown. Instruktion: Paul Justman. Amerikansk (Empire og Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu