Læsetid: 3 min.

Nederlag gør stærk

Den italienske oppositions lokale valgsejre er gået ud over statsminister Berlusconis allierede, men styrker ham selv
11. juni 2003

Silvio Berlusconis regeringskoalition er gået stærkt svækket ud af de sidste to ugers lokalvalg i Italien. Højborge som provinsen Rom og regionen Friuli har skiftet ledelse fra højre til venstre, men det er ikke højborge for Berlusconis parti Forza Italia, men for hans to største støttepartier Alleanza Nazionale og Lega Nord – post-nyfascisterne, eller hvad man nu skal kalde dem, og de norditalienske seperatister. Og valgnederlaget har fremprovokeret rivegilde eller anledning til eftertanke i Berlusconis støttepartier.

Bossis støtte hjalp ikke
I Friuli – med hovedstaden Udine og de danske fodboldspillere Martin Jørgensen og Per Krøldrup – vandt Triests tidligere borgmester Riccardo Illy – ja, af kaffedynastiet – en komfortabel sejr over Lega Nords Allesandra Guerra, på trods af at hun i sin valg-kampagne blev bakket personligt stærkt op af Legaens altdominerende leder Umberto Bossi. Og Bossis reak-tion på nederlaget var klar:
Det er i den lokale højborg et udtryk for protest mod, at regeringens selvstyrereformer trækker i langdrag trods Bossis egen rolle som re-
formminister på dette område, og på trods af at hans partis regeringsdeltagelse er begrundet i øget decentralisering og autonomi for Norditalien.
Lega Nords nederlag i Friuli svarer til, at det radikale venstre skulle blive udraderet i Skive, og Bossi er parat til at drage de landspolitiske konsekvenser af nederlaget.
Det samme i Rom, som er højborg for Berlusconis anden store regeringspartner, Alleanza Nazionale. Det var her, at post-fascisternes leder, Gianfranco Fini, i 1993 fik sit politiske gennembrud ved meget knebent at tabe valget til Rutelli, som derefter blev Roms borgmester i otte år, inden han så blev Berlusconis modkandidat ved seneste valg og nu leder af oppositionen. Ved seneste lokalvalg erobrede post-fascisterne flertallet og præsidentposten i den vigtige region Lazio, hvor Rom er hovedstad, men ved borgmestervalget i selve den evige stad vandt for to år siden den socialdemokratiske tidlige kommunist, pragmatiske skønånd og filmkritiker Walter Veltroni knebent over Berlusconis væbner Tajani.
I Italien er der regioner, provinser og kommuner som administrative enheder. I Lazio er regionspræsidenten stadig fascisten Storace – fascist doc, som man siger om vin – og Storace var rasende over, at den ret betydningsløse post som præsident for provinsen Rom nu er blevet besat af en venstrefløjsmand. Det er signalværdien, der er betydelig.

En rede af tyveknægte
Borgmesteren i Rom var ikke på valg. Heller ikke regionspræsidenten Storace. Men iagttagere mener, at to forhold har været afgørende: Veltroni har vist sig som en god borgmester for en af verdens mest konfliktfyldte hovedstæder, og Lega Nords leder Umberto Bossi har blandet sig mere end sundt er i det romerske valg – for en mand, der konsekvent har kaldt hovedstaden og centraladministrationen en rede af tyve-knægte.
Gianfranco Fini og Umberto Bossi kan i første omgang skælde ud på den mindre kristeligt-demokratiske regeringspartner Udc for at have lavet uhensigtsmæssige valg-alliancer, eller mangel på samme, men det handler først og fremmest om de to store – indbyrdes ufordragelige – støttepartiers mangel på synlighed i forhold til Berlusconi. Bossi har tabt i Friuli, i Norditalien, fordi han ikke har kunnet sætte sit decentraliseringsprogram igennem, og Gianfranci Fini har tabt i Rom, fordi han trods sin stilling som vice-statsminister og medlem af EU’s forfatningskonvent har logret så meget for Berlusconi, at han har tabt tabt synlighed og forbindelse i forhold til sine post-nyfascistiske rødder og vælgere.
Lokalvalgene var ikke et nederlag for Berlusconi. Det var et nederlag for hans allierede. Med mindre Bossi og Fini drager den yderste konsekvens af det ved at trække sig ud af regeringssamarbejdet – og det er næppe tænkeligt – er lokalvalgsnederlaget absurd nok en konfirmering af Silvio Berlusconis status som uanfægtelig leder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her