Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

20. juni 2003


Georg Henrik von Wright, 87
*Georg Henrik von Wright var så gammel, at han ikke blot havde mødt Wittgen-
stein, men tilmed blev hans efterfølger i et professorat i Cambridge i 1948, hvor han holdt en forelæsningsrække om Descartes. Han var finlands-svensk og samtidig professor i Helsinki, hvor han arbejdede 1946-61. Om Wittgenstein sagde han, at han var det menneske, der havde gjort størst indtryk på ham. Denne på sin side sagde, at von Wright var den eneste elev, det ikke var lykkedes ham at fordærve med sin undervisning. Wright stod for udgivelsen af en række af Wittgensteins værker.
Induktionslogik og deontisk logik er blandt de begreber, som fagfilosoffer kan forbinde med Georg Henrik von Wright, der tidligt blev regnet for en af sin generations største filosoffer. Moralfilosofi og civilisationskritik er de etiketter, der gjorde ham kendt i en større offentlighed, idet det lykkedes ham at komme ud over den akademiske rampe. Han interesserede sig for hverdagssproget, også på et filosofisk plan. Forklaring og Forståelse hedder hans hovedværk fra 1971.
Olof Lagercrantz, Dagens Nyheters kulturelt interesserede redaktør, fik ham til at smide sin berøringsangst og skrive en debatartikel i avisen om Vietnamkrigen i 1967. Den blev begyndelsen til en række skrifter, hvor filosoffen gik ind i sin tid med politisk stillingtagen og engagement som en videreførelse eller konkretisering af moralfilosofien. Han, der havde interesseret sig for Machiavelli, kritiserede nu den vestlige kultur i spørgsmål som miljø og teknologi og fik derved tilhængere både hos miljøfolket og de stokkonservative. Bogen Myten om fremskridtet fra 1994 udløste en heftig debat.
Georg Henrik von Wright kritiserede også den herskende verdensorden med dens indbyggede uretfærdigheder. Dog var han ikke venstreorienteret, men snarere en, der talte på de gamle værdiers vegne. Eller også kan man sige, at han hverken lå til venstre eller til højre. Han var en kulturpessimist, der ikke så mange lyspunkter, heller ikke når han behandlede størrelser som demokrati og humanisme.
Under krigen var han blandt dem, der så truslen fra Sovjetunionen og et håb i Tyskland og i det paneuropæiske, men ikke i de vestlige demokratier. Det har han redegjort i sin erindringsbog så sent som i 2001.
Russiske forfattere som Tolstoj og Dostojevski lå inden for hans interessesfære. Det samme gjorde filosoffer som Spengler, Karl Popper og Bertrand Russell. I sin private fritid, når han havde en, dyrkede han sejlsport, hvilket har fået flere nekrologskriver e til at tale om, at han også nogle gange navigerede forkert i sin tænkning. Hvilket dog ikke rokker ved hans status for andre af sine tanker – eller ved, at han på sine ældste dage fortsat var genstand for entusiastisk interesse. Bjørk

Bernard Williams, 73
*Allerede under studietiden på Oxford University, imponerede Bernard Williams tidens store britiske filosoffer som S. Hampshire, G. Ryle og især AJ. Ayer med sin sjældne intelligens. Og hans afsluttende eksamen blev belønnet med den meget usædvanlige karakter ’congratulatory first-honor degree’, hvor censorerne ikke stiller spørgsmål, men blot rejser sig og klapper.
»Han forstår, hvad du vil sige bedre end du selv forstår det, og ser alle de mulige indvendinger og alle de mulige svar på alle de mulige indvendinger inden du selv har nået enden af din sætning,« sagde Ryle senere om ham. Efter kandidatgraden aftjente han værnepligten i Royal Airforce i Canada, hvor han brillerede som jagerpilot. Året i Spitfire omtalte han ofte som et af sit livs lykkeligste, det var også her han flirtede med sin kommende kone Shirley Brittain.
Som 22-årig vendte han tilbage England og en lang karriere, der gik gennem alle de store universiteter. Williams afviste de udbredte positivistiske og utilitaristiske holdninger om, at moral ligger i at søge det størst mulige gode for flest mulige mennesker og viste hvordan utilitarisme er upersonlig og ikke levner plads til det, der er centralt i vores liv som loyalitet overfor venner og familie. Han var således en pionér på de nutidige debatter om personlig identitet, selv’et og opfattelsen af lighed.
Williams undgik massive teoretiske konstruktioner, som han anså for at være alt for fæstnede i deres egen tid og kultur, og i hans mest roste bog Ethics and the Limits of Philosphy (1985) viser han hvordan disse vanskeligt kan deles af andre kulturer. Derimod stod han stod fast på at simple dyder som sandhed, oprigtighed og akkuratesse vil værdsættes i enhver kultur.
Williams var altid i centrum ved festlige lejligheder, og hans venner omtalte ham som en smittende livskraft, der fik en til at gå væk med nyt livsmod. Alligevel havde hans lynssnare hjerne en bagside. Som hans kone forklarede, befandt han sig på et andet niveau end de fleste og til trods for al sin smittende livsglæde og selskabelighed var han ensom i sit vid.rkj

Maurice Guy, 83
*Han blev kendt under kunstnernavnet Guy Lux, og kan vel bedst beskrives som Frankrigs svar på Otto Leisner. Alle kendte ham, mange elskede at hade ham, men de fleste så hans udsendelser alligevel.
I sin mindetale forleden kaldte kulturminister Jean-Jacques Aillagon tv-værten for alle franskmænds følgesvend. Præsident Chirac omtalte Guy Lux som én, der slog et slag for kvalitetsunderholdningen i tv.
Og sådan kan tingene ændre sig, for Guy Lux’ udsendelser blev i den grad betragtet som underlødige, da han i 60’erne for alvor brød igennem på skærmen efter i nogle år at have været radiovært.
Intervilles hed hans udsendelse, hvor to franske byer kæmpede mod hinanden. Senere blev det udviklet til Spil Uden Grænser, hvor slag stod mellem europæiske byer, og senere kom Intercontinents.
Men princippet var det samme. Det var altid noget med vand, flødeskum, elastikker og falden på halen.
Konkurrenceelementet spillede nok en rolle, men det handlede først og fremmest om at se de to konkurrerende hold i så grinagtige positurer som muligt. Og altid foregik en række af højdepunkterne i en tyrefægterarena, hvor en ungtyr blev sluppet løs.
»Slip tyren løs,« råbte Guy Lux, og man frydede sig på forhånd over, at der nu ikke ville gå ret længe, før en eller flere af deltagerne blev tromlet ned. Konceptet var enkelt og forudsigeligt, men appellerede til en bred vifte af befolkningen. Rygtet vil vide at selveste General de Gaulle kun nødigt gik glip af en udsendelse.
Guy Lux var oprindeligt sanger og sangskriver. Men han var først og fremmest entertainer. Han store force var evnen til at gå på live foran en hel nation, dengang teknikken langt fra altid var stabil. Næsten lige så sikkert som tyrens ankomst var et eller flere lydudfald i aftenens løb. Og så måtte Guy Lux gøre gode miner til slet spil, solbrændt med sit kridhvide smil og velfriserede sideskilning. Han smalltalkede sig igennem det, og publikum labbede det i sig.
Det blev senere til en række andre udsendelser, og med spil og konkurrence som omdrejningspunkter. For han var bidt af en spilledjævel og fast gæst på travbanen i Vincennes. Til sidst kunne han ikke styre det, og blev flere gange dømt for svindel og skattesvig.re

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her