Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

6. juni 2003


Jørgen Kiil, 72 år
*Jørgen Kiil havde fortjent at vinde en Bodil, da han i marts – stolt og glad – deltog i Bodil-festen som pris-nomineret for sin præstation i hverdagsdramaet Små ulykker (2002).
Her fik han – efter 26 filmroller – et opsigtsvækkende come-back som den jævne, muntre portør, der mister sin kone og får et (for?) nært forhold til sin yngste voksne datter. Vi var vant til at se Kiil spille skurk – var han det også her bag sin tilsyneladende så varme, vennesæle overflade? Nej, Kiil leverede et fint forsvar for den ensomme, rådvilde mand, der – uden at tabe humøret – klynger sig til sine nærmeste.
Far-figuren i Små ulykker blev i høj grad skabt af Kiil selv under de utraditionelle, langvarige forberedelser til filmen. Endelig fik han chancen for at sætte sig i gennem med en nuanceret menneskeskikkelse. Hvilket ellers havde været svært, for hans type – og hans manuskripter – reducerede ham ofte til at spille charmerende flot-fyre uden megen dybde bag det bestikkende ydre.
Længst vil han nok blive husket for sine skurkeroller. Han blev landskendt som den psykopatiske Luffe i tv-serien Smuglerne (1970-71), skrevet af Leif Panduro med Bent Christensen. I virkeligheden kun en birolle, men spillet med et veloplagt overskud af charmeflosset skurkagtighed.
En hovedrolle har han derimod som udspekuleret morder i krimien Det parallelle lig (1982), hvor han viser sin farlighed som en iskold forretningsmand, der tager kampen op mod Buster Larsens pengeafpresser. Han var en noget tvetydig skolepige-dyrker i Jeg elsker blåt (1968), og skurkerollerne kulminerede i tv-serien Strisser på Samsø (1997-98), hvor han i samme skikkelse både er narkosmugler og pædofil.
Hans udseende kunne dog også give uproblematiske elskerroller, som f. eks. i filmvaudevillen Tre små piger (1966). Men det romantiske var ikke hans toneart – dertil lå der for megen ironi gemt i hans gavtyve-smil.
Han blev oprindeligt uddannet som smed, men kom i 1957 ind på Det kgl. Teaters elevskole. På dette teater var han til 1963 og optrådte siden free-lance på bl. a. Gladsaxe Teater og Det Ny Scala. I 1969 kunne han ses i Arkitekten og kejseren af Assyrien på Boldhus Teatret og samme år som tjeneren Clov i tv-udgaven af Becketts Slutspil. Han ramtes i starten af 1980’erne af en alvorlig stofskiftesygdom, der i en årrække holdt ham borte fra scenen.Pim.

Lene Gram, 62
*Det var en anderledes, ja, næsten fremmedartet stemme, der lød i Lene Grams debutbog Barneartisten fra 1983. Hvor firserlyrikken i øvrigt tog udgangspunkt i storbyen og helst kredsede om individet, lod Lene Gram sin visionære digtning søge ud i den store verden, efterhånden også tilbage i tiden, til myten og de ritualer, der føjer mennesker sammen.
I sine unge år boede hun i Madrid, London, Paris, hvorfra hun tog skiftende journalistiske jobs. Siden førte rejselysten hende også til USA og Asien, men længst opholdt hun sig i Afrika, og det var især oplevelser herfra, hun brugte løs af i sin debutbog. Som en involveret iagttager, en kritisk følelsesregistrator, fører hun sin læser ud til og ind i ellers ukendte kulturer. En mere ’oprindelig’ livsform end vor stilles med effekt over for vestlig imperialisme og kapitalisme. Men hvad der til at begynde med ofte var poetisk rejsereportage, viste sig i de to følgende bøger Nattens dronning (1986) og Billedbærerne (1988) at danne dør til en præhistorisk hukommelse, et ældgammelt ursprog om krig og forening. Fra at være gæst i en eksotisk verden blev digteren selv en seerske og præstinde, en nattens dronning, en månens datter, der selv stod inde for mytens viden:

Husk, sagde de til hende fra de
purpurskinnende sadler, med
øjne der strålede vildt,
fra dette sted er du
En Huskerinde,
og som Datter af Månen
vil vi kalde dig Sé

Lene eller SeLene Grams tre bøger: store i formatet, store i det digteriske anslag, omfattende i deres almenmenneskelige vision, står nu som porte, enhver kan gå ind ad, og som et minde om en rastløst rejsende.es-n

Jürgen Möllemann, 57
*Den tidligere toppolitiker hos Tysklands Frie Demokrater, Jürgen Möllemann, døde torsdag ved et faldskærmsstyrt.
Statsadvokaten i Münster oplyste, at der muligvis var tale om selvmord.
Möllemann var sammen med fem andre mistænkt for overtrædelse af den tyske partilovgivning, skattesnyd, bedrageri og mandatsvig.
Og umiddelbart inden faldskærmstyrtet, der skete nær en flyveplads i Marl i delstaten Nordrhein-Westfalen, var den tidligere liberale politikers lejlighed og kontor i Münster blevet ransaget ved en international razzia. Omkring 100 politifolk deltog i ransagningen af 25 huse i fire lande.
Få timer inden ransagningen vedtog forbundsdagen i Berlin enstemmigt at ophæve Möllemanns parlamentariske immunitet.
Möllemann, der var tidligere undervisnings- og økonomiminister og formand for FDP i Nordrhein-Westfalen, kom i marts en ekskludering i forkøbet, da han meldte sig ud af FDP. Han beholdt dog sin plads i Forbundsdagen, som han var medlem af i over 30 år.
De Frie Demokrater var forud for forbundsdagsvalget sidste efterår kommet ud i et politisk stormvejr, efter at den omstridte Möllemann havde uddelt løbesedler, der kraftigt kritiserede den israelske regerings politik over for palæstinenserne. Fordi den åbenmundede Möllemann samtidig langede ud efter næstformanden i de tyske jøders centralråd, fremstod han som antisemit, og det kunne FDP ikke leve med i længden.
I den tyske presse har der længe været gisninger om, at Möllemann ville danne sit eget parti.
Den uddannede lærers foretrukne hobby var faldskærmsudspringning.ritzau

Tibor Csato, 96
*I midten af forrige århundrede var Den ungarskfødte videnskabsmand og humanist Tibor Csato en af Englands mest kendte medicinere og fysikere.
Det blev sagt om ham, at han havde en hjerne som en videnskabsmand og et hjerte som en kunstner. Ukonventionel i sine metoder og interesser favnede han bredt med en kombination af umættelig nysgerrighed og dybfølt humanitært engagement.
Efter ophold i Schweiz og Rom kom han til London i 1935, hvor han begyndte med en ufrugtbar kræftforskning. Da krigen brød ud i 1939 meldte han sig til Royal Army of Medical Corps og vendte først tilbage til London efter krigen.
Efter Csatos krigsindsats genoptog han sine undersøgelser. Denne gang var et af hovedområderne kemisk krigsførelse. Daværende premierminister Winston Churchill viste på det tidspunkt stor interesse for Csatos mange teorier om faren og egnetheden af kemiskrelaterede våben. Senere røbede han i en uudgivet selvbiografi, at mange af de opdagelser han gjorde, var for stærke til at han ønskede at afsløre dem.LL

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her