Læsetid: 3 min.

Ny splittelse om straffedomstol

Bush-regeringen kritiserer i kraftige vendinger EU for at lægge hindringer i vejen for USA’s indgåelse af særaftaler med de 10 ansøgerlande om immunitet for retsforfølgelse
11. juni 2003

BOSTON – De transatlantiske forbindelser er endnu engang blevet sat på en hård prøve. Denne gang vedrører uoverensstemmelsen en gammel kending – Den Internationale Straffedomstol, som USA har forsøgt at undergrave, siden den begyndte at virke 1. juli sidste år.
I går kunne dagbladet The Washington Post fortælle, at Bush-regeringen i sidste uge sendte en démarche til EU-landene, hvori de bliver beskyldt for »aktivt at undergrave« USA’s bestræbelser på at indgå særaftaler med medlemmer af den Internationale Straffedomstol, som giver amerikanske statsborgere immunitet mod retsforfølgelse.
I Det Hvide Hus er man dybt fortørnet over, at EU i april anmodede de 10 ansøgerlande om at overholde retningslinjer vedtaget af EU’s udenrigsministre i september sidste år om indgåelse af bilaterale aftaler med USA om retslig beskyttelse af amerikanske statsborgere. Disse retningslinjer har tilhængere af domstolen kaldt for »udvandede« og en »indrømmelse til USA«.

Bush trådt over tæerne
Ikke desto mindre føler Bush-regeringen sig trådt over tæerne. Indtil videre er det kun lykkedes USA at overbevise 37 lande – langt de fleste i Afrika, Latinamerika og Asien – om at underskrive særaftaler, som unddrager amerikanske statsborgere for straffedomstolens lange arme, såfremt en relevant forbrydelse er begået på det pågældende lands territorium.
Det er EU’s og mange græsrodsgruppers faste overbevisning, at lande som har underskrevet Rom-traktaten – der oprettede Den Internationale Straffedomstol – overtræder statutten, hvis de underskriver en særaftale med USA.
»Straffedomstolens jurisdiktion i de pågældende lande bliver beskåret,« mener Birgitte Suhr fra Human Rights Watch i New York.
Følelserne løber højt på begge sider af Atlanten.
»Amerikanerne beskylder os for at føre en kampagne mod deres interesser. Men de gør jo samtidig alt for at undergrave straffedomstolen med deres særaftaler. I EU forbeholder vi os ret til at forsvare vores holdning,« siger en diplomatisk kilde.
I démarchen skriver Bush-regeringen, at de transatlantiske forbindelser vil lide »stor skade«, hvis ikke EU straks indstiller sine bestræbelser på at overtale ansøgerlande og stater på Balkan til at afvise amerikanske forslag om særaftaler.
»Denne sag vil underminere alle vores bestræbelser på at udbedre og genopbygge de transatlantiske forbindelser, netop som vi var ved at runde hjørnet efter flere vanskelige måneder. Vi er chokeret over, at EU aktivt forsøger at modarbejde USA,« hedder det i skrivelsen.
Den amerikanske kritik falder sammen med en snarlig debat i Sikkerhedsrådet om en teknisk forlængelse af amerikanske FN-soldaters immunitet mod retsforfølgelse af straffedomstolen. Ordningen blev vedtaget i juli sidste år og varer kun i et år. Tilhængere af straffedomstolen i Sikkerhedsrådet gik kun med til at gøre en undtagelse for amerikanske soldater udsendt på FN’s fredsmissioner, fordi Bush-regeringen ellers ville have nedlagt veto mod fornyelse af missionerne.
Skiftet i Sikkerhedsrådets holdning indtrådte, da USA-ambassadør John Negroponte nedlagde veto mod at fornye FN’s fredsmandat i Bosnien-Herzegovenien.
»Meget tyder på, at noten fra Bush-regeringen til EU-landene skal ses som et forsøg på at kridte banen op i forbindelse med den kommende debat i Sikkerhedsrådet om en teknisk forlængelse af amerikanske FN-soldaters immunitet,« siger en EU-kilde.
Rom-traktaten tillader indgåelse af bilaterale aftaler mellem medlemsstater om immunitet. Det er f.eks. sket i forbindelse med udsendelsen af europæiske NATO-soldater til Afghanistan. Hvis en europæisk soldat i Afghanistan begår en krigsforbrydelse, har vedkommende krav på at blive retsforfulgt i sit hjemland. Dersom sagen ikke bliver kørt, kan straffedomstolen dog gribe ind. I USA’s særaftaler undgår ikke alene amerikanske soldater retsforfølgelse for en forbrydelse begået på en medlemsstats territorium. Alle amerikanske statsborgere slipper. Det er, hvad EU finder uacceptabelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu