Læsetid: 8 min.

De nye konservative er kommet ombord

Alle snakker om de nykonservative, der pludselig har fået magt i amerikansk politik. Ingen ved rigtigt, hvad de skal mene. Luften er tyk af mystik. En bevægelse drejer det sig ikke om. Snarere er der tale om en lille gruppe elitære politikmagere, som mestendels kedede sig i akademiet og higede efter at lave verden om. Efter at have tilbragt 1990’erne i anonymitet, har de nykonservative efter 11. september 2001 fået deres gennembrud og er i dag inde i varmen igen under den yngre Bush
16. juni 2003

Termerne fyger rundt og blandes godt sammen i amerikansk og udenlandsk presse. Alle snakker om de nykonservative, om krigshøgene eller om demokratiske imperialister. Ingen ved rigtigt, hvad de skal mene. Luften er tyk af mystik. Hvem er disse outsidere, der pludselig har fået magt, som de havde agt?
En jødisk kabale? Konservative intellektuelle med en imperialistisk dagsorden? Tilhængere af den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilsons demokratisering af verden for at opretholde USA’s overherredømme? Koldtidskrigere hungrende efter nye ydre fjender? Oliejægere?
Sandheden er, at nykonservatismen er et komplekst fænomen, som trækker på mange tænkere til højre, til venstre og i midten. En bevægelse drejer det sig ikke om. Snarere er der tale om en lille gruppe elitære politikmagere, som mestendels kedede sig i akademiet og higede efter handling eller rettere – efter at lave verden om.

Reagans intellektuelle patina
Begrebet nykonservativ blev første gang gængs under Ronald Reagan i 1980’erne. Den konservative præsident havde hårdt brug for en intellektuel patina til at berettige sin konfrontationssøgende politik over for Sovjetunionen, dets vasalstater og pro-cubanske revolutioner rundt omkring i Latinamerika og Afrika.
Her kom to tidligere demokratiske tænkere – Irving Kristol og Norman Podhoretz – til gavn.
Kristol udgav tidsskriftet Public Interest og Podhoretz månedsbladet Commentary. Begge havde sammen med andre venstreintellektuelle som Daniel Bell og Nathan Glazer fra City College i New York været ude på en ideologisk rejse med trotskyister og filokommunister i 1940’erne. Det var roden til deres antistalinisme.
I 1950'erne blev Kristol og Podhoretz antikommunister. Senere allierede de sig med ’Scoop’ Jackson-fløjen i det demokratiske parti, der kæmpede med næb og kløer mod præsident Richard Nixons våbenkontrolaftaler med Sovjetunionen.
Men det var ikke kun i international politik, at disse ’nykonservative’ adskilte sig fra et flertal af politikere og vælgere i det demokratiske parti. Ungdomsoprøret i 1968 og den moralske relativisme, som holdt indtog på amerikanske læreanstalter, gjorde dem til forsvarere af traditionelle familieværdier og modstandere af den amerikanske forbundsstats socialpolitik. Også på dette område kunne de tilbyde Reagan-republikanerne intellektuel legitimitet.

Internationalisme
Men hvorfor nykonservative? Der var jo ikke noget epokegørende nyt ved deres ideologi. Når man spurgte Podho-retz og Kristol i 1980'ere, fik man følgende svar: – Vi føler os stadig hjemme i det demokratiske parti, når det gælder individets rettigheder, racelighed og adskillelse af stat og kirke.
De var altså amerikanske konservative med nogle fundamentale forbehold i indenrigspolitikken. I udenrigspolitikken delte de heller ikke nogle konservative republikaneres isolationisme. Nykonservative betød for Kristol og Podhoretz internationalisme. De var også zionister, hvilket ikke kunne siges om kernen i det republikanske parti dengang. I dag er de kristne fundamenta-
lister blevet stærkt pro-israelske og deler denne holdning med de nykonservative i partiet.
Da Ronald Reagan trådte tilbage, og George H. W. Bushs country club-
republikanere fik magten i 1989, svandt Kristols og Podhoretz’ indflydelse ind. Men inden da var fanen blevet taget op af en ny generation nykonservative, hvis navne verden ofte har hørt nævnt i de seneste år. Folk som Richard Perle, Paul Wolfowitz, Kenneth Adelman og Elliott Abrams – alle forhenværende antikommunistiske demokrater – fik stillinger i Reagan-regeringen og fortsatte under Bush den ældre.

Frygtede en slap Bush
I Clinton-tiden fra 1993 til 2001 tog denne generation bopæl i konservative tænketanke i Washington, hvorfra de heftigt kritiserede Clintons udenrigspolitik i eksempelvis Irak, Nordkorea og Mellemøsten.
Det var også perioden, hvor mediemagnaten Rupert Murdoch finansierede det nye politiske ugeblad The
Weekly Standard, hvis chefredaktør blev Bill Kristol, søn af Irving.
Den unge Kristol blev senere en af hovedkræfterne i dannelsen af en nykonservativ tænketank med det afslørende navn »Project for the New American Century«.
Ellers tilbragte de unge nykonservative Clinton-årene i bemærkelsesværdig anonymitet. De brød sjældent gennem lydmuren i amerikanske medier, når man ser bort fra Lewinsky-affæren. De fleste politiske iagttagere havde helt glemt udtrykket ’nykonservativ’, da de pludselig kom ind i varmen igen under den yngre Bush.
Nutidshistorikeren Michael Lind har i magasinet The New Statesman fornylig kaldt deres tilbagevenden for »en bizar historie«.
»Få af dem bakkede op om Bush under primærvalgene. Deres foretrukne kandidat var John McCain. De frygtede, at den anden Bush ville blive som den første – en slapvans, som ikke turde besætte Bagdad under den første Golf-krig og som havde tvunget Israel ind i Oslo-aftalerne. George W.’s regering ville i deres øjne blive tætpakket med moderate republikanere som James Baker III, Brent Scowcroft og Colin Po-well,« skriver Lind.
At de nykonservative løver alligevel nåede at komme ombord, tilskrives Richard Cheneys rolle som håndplukker af kandidater til de vigtigste ministerposter i regeringen. Det er en plausibel forklaring, eftersom Cheney og hans nære ven Donald Rumsfeld – som han fik udnævnt til at lede Pentagon – havde stået i tæt forbindelse med den nykonservative elite i hovedstadens tænke-tanke i 1990’erne. Der var dog én stilling, som Cheney ikke kunne røre. Det var udenrigsministerposten, som var blevet reserveret til Colin Powell. Han fik stort set lov til at vælge sine egne viceministre og rådgivere – med en enkelt undtagelse. De nykonservative gjorde et kup ved at overtale Bush og Cheney til at indsætte deres mand – John Bolton – som viceudenrigsminister for våbenkontrol. Han anses ikke overraskende af diplomater i Udenrigsministeriet for at være de nykonservatives spion.

Inde i Pentagon
Med nogle få vigtige undtagelser fik de nykonservative kun foden indenfor i Pentagon. Under normale omstændigheder ville det ikke have skænket dem så stor indflydelse over USA’s udenrigspolitik, som det er blevet tilfældet.
Men to ting har hjulpet dem. Traditionen tro har en vicepræsident kun ringe indflydelse. Det er ikke tilfældet i Bushs Hvide Hus, hvor Cheney agerer som premierminister og hans stabschef, Lewis Libby, en fremtrædende nykonservativ, derfor kan trække i mange tråde.
Hertil kommer, at nykonservative som Stephen Hadley og Elliott Abrams har fået tildelt vigtige stillinger under sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice. Det Nationale Sikkerhedsråds opgave er at koordinere præsidentens udenrigs- og sikkerhedspolitik mellem de mange institutionelle interesser forankret i resortministerier, især i Udenrigs- og Forsvarsministeriet. Eftersom uenigheden mellem Powell og Rumsfeld – som ikke anses for at være en ægte nykonservativ – er så fundamental, bliver opgaven at samordne deres holdninger en betydningsfuld funktion.
Men den mest åbenlyse årsag til de nykonservatives gennembrud er 11. september 2001, der var som skræddersyet til deres weltanschauung. De kunne på stående fod forklare, hvorfor en krig mod terror og fjernelsen af ’terrorstater’ som Afghanistan, Irak, Nordkorea, Iran og Syrien er i overensstemmelse med USA’s velgørende mission i verden som udbreder af frihed og demokrati. De kunne med en vis sandsynlighed hævde, at en krig mod Irak ville udgøre det første store skridt i retning af en demokratisering af de ’tilbagestående’ arabiske lande – og derfor det mest effektive middel til bekæmpelse af isla-mistisk terror.
Det pudsige er, at forsvarsintellektuelle som Wolfowitz, Perle og hans protegéer Douglas Feith og Steven Cambone i Pentagon i årevis havde fremført, at ’slyngelstater’ udgør en trussel mod USA’s sikkerhed og derfor bør væltes. De havde endvidere peget på, at Israels sikkerhed aldrig kunne blive permanent, med mindre det palæstinensiske samfund og arabiske nabostater udviklede demokratiske institutioner.
På globalt plan følte de nykonservative sig overbevist om, at USA om nødvendigt burde anvende militærmagt til at forsvare sit overherredømme. For dem var imperialisme ikke et fyord. Tværtimod kunne en godartet form for amerikansk imperialisme være et instrument til at sprede demokrati og derved konsolidere amerikansk dominans i det 21. århundrede.
Alt dette kom mere eller mindre direkte til udtryk i den berømte nationale sikkerhedsdoktrin offentliggjort i september 2002.

Små atomvåben
Idéerne var ikke grebet ud af luften, ej heller eksklusivt udviklet af den første generation nykonservative. På det militær-strategiske plan bygger Paul Wolfowitz’ og Richard Perles politik på matematikeren og forsvarsstrategen Albert Wohlstetters arbejde. Wohlstetter, der døde i 1997, forfægtede så tidligt som i 1970'erne, at fremtidens krige ville blive vundet med højteknologiske præcisionsvåben og letfodede små og højst mobile hærenheder.
Wohlstetter tog desuden afstand fra MAD-doktrinen om massiv gensidig udslettelse. I stedet fremførte han, at færre og mere præcise atomvåben ville tjene som en langt mere effektiv afskrækkelse over for Sovjetunionen og andre fjendtlige atommagter. Men denne strategi forudsætter selvfølgelig, at en amerikansk præsident er villig til at »go nuclear« – at trykke på knappen.
I dag er det ikke så verdensfjern en mulighed som for 30 år siden, takket være Wohlstetter og hans disciple i Bush-regeringen, der arbejder ihærdigt på Kongressens finansiering af små og yderst præcise atomvåben til brug mod underjordiske bunkers i ’terrorstater’.

Inspiratoren
Men den tyskfødte jøde og filosof Leo Strauss, der emigrerede til New York i 1930’erne og underviste i 25 år på University of Chicago, har utvivlsomt udøvet den største indflydelse på de nykonservative medlemmer af Bush-
regeringen. Strauss blev først kendt i den brede offentlighed, da én af hans
disciple fra University of Chicago, Allan Bloom, publicerede sit værk The Closing of the American Mind i 1987. Heri anerkendte Bloom sin gæld til Strauss, der døde i 1973.
Leo Strauss arbejdede egentlig ikke med moderne politisk teori. Han fordybede sig i de antikke græske filosofer, med hvem han delte opfattelsen, at »ulighed er et uudsletteligt aspekt af den menneskelige eksistens«, som den canadiske journalist Jeet Heer udtrykte det fornylig i Boston Globe.
»For Strauss var den moderne liberalismes bestræbelser på at anvende statsinstitutioner og videnskabelig forskning til at gøre alle mennesker lykkelige nyttesløst, selvødelæggende og tilbøjelig til at ende i tyranni og terror,« skriver Heer.
Men hans bøger giver ikke altid anledning til entydig fortolkning. Der hersker uenighed om, hvorvidt Strauss i bund og grund var tilhænger af det liberale demokrati, eller om han foretrak en elitær styringsmodel, hvor en lille gruppe intellektuelle lader religion være folkets opium, mens de selv tager sig af statens anliggender.Det er selvfølgelig en slående iagttagelse, al den stund kritikere af de nykonservative ville hævde, at deres idéer og politik hverken repræsenterer en konsensus i USA’s udenrigspolitiske elite og ej heller i den amerikanske befolkning. Tværtimod.
Og blot for en ordens skyld. Det er Leo Strauss, som står for disse ord: »Hvis verden skal gøres sikker for vestlige demokratier, må man gøre hele kloden demokratisk, hvilket betyder, hvert eneste land såvel som nationernes fællesskab må være demokratisk.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu