Læsetid: 4 min.

Et nyttigt slag i bolledejen

Hvad binder Claes Kastholm, Tove Fergo, Bjørn Lomborg og Allis Helleland sammen? Alle er de uønskede på eget parnas, og deres udnævnelser gav en helvedes ballade. Er de udtryk for regeringens politik, eller er de slet og ret Foghs nyttige idioter?
6. juni 2003

(2. sektion)

Provoerne
Tove Fergo er en skandale. Regnskabsrod og kirkerod og det, der er værre. Der er der ikke så få, der mener. Kirkeministeren har fået en stor del af folkekirken til at melde ud: Lad os skille kirke og stat.
Til landets første kirkeminister sagde Stauning i 1924, at han skulle passe på med de hellige. For ellers, lød advarslen, var »fanden løs.« Men nu er de hellige i form af præsten Tove Fergo sluppet ind i selve statsapparatet, og det har givet ubalance i systemet. Mener altså nogen:
»Politikere er slemme, men kirkefolk er værre,« sagde Roskilde- biskoppen, Jan Lindhardt, da han skulle forklare, hvorfor han ikke ønskede stat og kirke adskilt. Udsagnet var nok lidt tvetydigt.
»Det er en udbredt opfattelse, at Tove Fergo har været en elefant i en glasbutik,« sagde han i en anden sammenhæng, og det skulle ikke undre om den opfattelse også var udbredt i bispegården i Roskilde.
Også Århus-biskoppen, Kjeld Holm skyndte sig: »Jeg ønsker ikke en adskillelse.« Men tilføjede:
»Noget andet er, at båndet mellem stat og kirke næppe bærer evighedens stempel.«
Det er ikke bare de hellige, der er sluppet ind i staten. Man kunne også sige, at staten er sluppet ud i kirken. I de folkekirkelige kroge, hvor man ønsker stat og kirke adskilt, var man først forargede over Tove Fergos udnævnelse. Men en god portion galgenhumor har sat ind. Nu laves der vittigheder om, at Fogh for guds skyld ikke må fyre kirkeministeren. Des længere hun bliver siddende, lyder den vittige analyse, des hurtigere kommer bruddet.
Udadtil siger man det ikke direkte. Man siger, at det er på tide, og så er der det med grundloven – og noget med det multikulturelle samfund. Men formentligt handler det om, at Fergo egenhændigt har demonstreret over for skeptikerne, at kirke og stat ikke er et velsignet ægteskab.
Det bringes os til spørgsmålet: Er det regeringens politiske mål at skille kirke og stat? Er det statsministerens hemmelige ambition? Næppe. Hvordan kan det så forklares, at ministeren ikke får en fyreseddel, når lejligheden nu byder sig i form af regnskabsrod med mere?
Svaret kunne være: Det handler ikke direkte om kirkepolitikken, men om hvor meget ballade hun kan lave, hvor højt hun kan få de hellige til klage deres nød, hvor stort et slag hun kan slå i bolledejen. Kort efter folketingsvalget blev Fergo i Politiken betegnet som et ’permanent politisk hovsamissil’. På sit detailområde har Tove Fergo været katalysator for en pendant til statsministerens kulturkamp: Kirkekampen. Ministeren har kridtet banen og foreslået nye spilleregler. Fortidens kejsere – biskopper og andre fra godhedsindustrien – får strammet tøjlerne. Alt imens folket i form af læserbrevsskribenter jubler.
Tove Fergo er på mange måder mere end et hovsamissil. Statsministerens udnævnelser tegner et klart billede af velovervejede tryk på affyringsknappen. Fergo er snarere en af de fra Irak-krigen kendte præcisionsbomber. Ligesom en Bjørn Lomborg, der tit og så ofte, som folk gider lytter, fortæller: Jeg er venstreorienteret. Hvoraf man skal aflede, at han ikke er regeringens nikkedukke. Han har sit eget projekt, og det lægger Statsministeren ikke skjul på. Da kritikken var på sit højeste i slutningen af sidste år, gik Anders Fogh endnu engang i brechen for Lomborg på sit ugentlige pressemøde:
»Jeg sætter meget pris på Lomborgs indlæg i debatten. Det har været forfriskende at få nye synspunkter. Dermed har jeg ikke sagt, at jeg nødvendigvis er enig i alt, hvad Lomborg har sagt.«
Formuleringen er værd at bide i mærke i. Miljø er ikke – som nogle tilsyneladende tror – en eksakt videnskab, men et spørgsmål om synspunkter. Det er et politisk område, og at man i Aukens ti-år mente noget andet, skal synliggøres som en konstruktion.
Derfor betyder det mindre, om statsministeren er enig med Lomborg eller ej. I og med at han er så forhadt på sit eget område, som han er, tvinger Anders Fogh miljøfolkene til at melde ud med politiske holdninger. De tvinges til at afsløre sig selv som små politikere, og det i sig selv er en lille sejr i kulturkampen.

Det såkaldte kulturparnas’ holdning til direktøren for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, kan kort opsummeres med billedhugger Bjørn Nørgaards ord: »Konen er en katastrofe.« Da Helleland søgte sin egen stilling, mente de fleste, at det var udtryk for jubeloptimisme. Ingen, mente man, ville genansætte den kvinde.
Men igen demonstrerede statsministeren logikken om fjenders fjender, og ifølge vedholdende rygter fik Brian Mikkelsen et vink med en vognstang om, hvem statsministeren gerne så på posten. Vel vidende, må man formode, hvilket postyr det ville medføre. Skyldtes det at han har en særlig veneration for den berømmeligs blomsterudstilling på museet? Anders Fogh svarede beredvilligt på kritikken: »Allis Helleland har i løbet af den tid, hun allerede har været direktør for Statens Museum for Kunst, sat mange nye ting i gang og trukket mange spændende spor for museet. Regeringen ønsker, at hun får mulighed for at videreføre dette.«
Lomborg har mange synspunkter og Helleland har sat mangt ting i gang. Det er ikke så vigtigt, hvad de synes eller hvad de sætter i gang. Lidt ligesom med Tove Fergo og litteraturudvalgets nyudnævnte formand, Claes Kastholm, hvis primære kvalifikation ifølge den borgerlige presse er en titel: polemiker.
»Kort fortalt er udnævnelsen af Kastholm blevet modtaget som et granatnedslag i kulturkredse, der tydeligvis ikke tåler udfordring, endsige vil udsættes for kræfter udefra, der ikke på forhånd regnes som en godkendt del af ’miljøet’ eller en af ’vennerne’,« skrev Berlingske Tidende i en leder. Hvad de ikke skrev var, at det var beregnet granatchok. Kastholm blev hverken udpeget for sine polemiske eller andre evner, men netop fordi det var et polemisk valg, der tvinger forfattere og litterater til at afsløre sig selv som intolerante. Endnu en lille sejr i kulturkampen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her