Læsetid: 3 min.

Pædofiliskandale fældede guvernør

Den australske generalguvernør holdt hånden over pædofile præster, da han selv var biskop
19. juni 2003

Portræt
Et langtrukkent, pinagtigt drama er forbi, og lettelsen er stor i Australien. Den britiske dronnings mand down under, generalguvernøren, har endelig indset, at spillet er ude og er gået af i vanære.
I 18 måneder har han forsvaret det uforsvarlige: Hvordan han som ærkebiskop i Brisbane i begyndelsen af 1990’erne holdt hånden over pædofile præster og derved gav dem mulighed for at fortsætte deres seksuelle udnyttelse af børn.
»Et forbigående svigt i dømmekraft« blev accepteret som undskyldning af ministerpræsident John Howard, men ikke af den australske folkeopinion.
Knapt fire år efter at Australien stemte nej til at blive en republik, blusser debatten igen op, og navlestrengen til Buckingham Palace og London løsnes yderligere.
Generalguvernørens embede er blevet ’republikaniseret’ igennem offentlighedens krav om indflydelse på den kommende udnævnelse.

Fældet af sine egne
Skandalen har flere dimensioner. Den 67-årige Peter Hollingworth, fhv. ærkebiskop i Brisbane, misforstod allerede fra starten sit hverv som dronningens repræsentant og Australiens nominelle statsoverhovede. Blind loyalitet over for John Howard (som udnævnte ham), politisering af et upolitisk embede og imødegåelse af anklager for at mørkelægge pædofiliskandalen i kirken med påstande om, at 14-årige piger selv havde »indledt forholdet« med ældre præster, førte til indædt folkelig modvilje.
I sidste ende blev han dog fældet af sine egne: Den anglikanske kirkes efterforskning af affæren dokumenterede, at den daværende biskop ikke havde rørt en finger for at beskytte børnene mod sexovergrebene og fastslog, at »der findes ingen som helst formildende omstændigheder, der kan retfærdiggøre hans beslutning om at tie«.
To debatter raser nu: Hvordan generalguvernørens embede kan reformeres, og hvilket omfang det seksuelle misbrug af børn har i kirken og i samfundet.
Den konservative John Howard, der har været Australiens ministerpræsident siden 1996, er afvisende. Han mener, at systemet fungerer udmærket, og at »vi godt i forvejen vidste, at der er en risiko for, at vores børn kan komme galt afsted«.
Det er anden gang på 30 år, at dronningens mand, generalguvernøren, som kort og godt kaldes GG, har vakt skandale. I 1975 afskedigede den daværende GG den folkevalgte Labour-regering under ledelse af Gough Whitlam og udløste dermed en forfatningskrise. Ligesom dengang er der i dag voldsom strid om, hvem der skal være ny GG.
I Brisbane var Hollingworth kendt som en middelmådig biskop. Alligevel var det ham, der blev tilbudt jobbet i marts 2000 af sin gode ven John Howard, der fandt ham egnet til »at give landet moralsk vejledning«.
Godt et halvt år senere afløredes pædofiliskandalen, og Hollingworths totale mangel på forståelse for, hvor alvorligt samfundet ser på seksuelle overgreb mod børn, gjorde hurtigt hans situation uholdbar.

Ultraminimalt monarki
Følgen blev, at offentligheden begyndte at interessere sig for generalguvernørembedet, hvordan vedkommende udnævnes, og hvori hans pligter består. Stadig flere stiller nu krav om »folkeligt ejerskab af embedet«. Ikke mindst har republikanere opdaget muligheden for via af en genvej til at forvandle GG til en folkevalgt præsident.
Hollingworths lange kamp for at blive siddende har styrket den republikanske sag i Australien, uden at monarkiet i Storbritannien har måttet stå direkte for skud.
»Vi har nu et ultraminimalt monarki,« skriver klummisten Paul Kelly i avisen The Australian.
Oppositionen kræver, at Howard lytter til et medborgerråd, før han udnævner den næste GG. I læserbrevsspalterne bringes talrige kandidater i forslag, og mange mener, at nationen nu må bryde den uskrevne tradition, som tidligere har begrænset kandidatfeltet til hvide mænd af lutheransk tro. En kvinde – Lowitja O’Donoghue, 7o år og respekteret aboriginer, er manges favorit.

Peter Hollingworth
67 år. Indtil for nylig den britiske dronnings mand i Australien, nemlig generalguvernøren. Måtte gå af, fordi det blev afsløret, at han som ærkebiskop i Brisbane holdt hånden over pædofile præster

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu