Læsetid: 3 min.

Post-hippie sirenesang

En forrygende Frances McDormand stjæler fuldstændig billedet som syndig rock’n’roll-mama i det ellers nydelige drama ’Laurel Canyon’
20. juni 2003

(2. sektion)

Ny film
Frances McDormand har en kamæleonagtig evne til at blive et med de mest forskellige karakterer. Hun stråler i store roller som i Coen-brødrenes The Man Who Wasn’t There eller i Fargo, hvor man kun kunne elske hendes højgravide politikvindes jordbundne tackling af den stadig mere syrede historie indtil enden på den sorte komedie i grenkvaseren.
Mindre roller kan hun også gøre interessante på blot nogle scener, som når hun i Almost Famous på få øjeblikke fanger os med et følsomt portræt af en bekymret mor til en rock-elskende teenager.
Rollen i Almost Famous skaffede hende en Oscar-nominering for bedste birolle. I Lisa Cholodenkos Laurel Canyon lever hun nu sublimt den absolutte modpol ud som en midaldrende, pladeproducerende rock-mama, hvis ubekymrede post-hippie-hverdag fortrinsvis består af pot, champagne og sex med det britiske skår Ian (Alessandro Nivola), som for tiden indspiller en plade med sit band i hendes hjemmestudie.

L.A.’s lotusland
McDormands selvsikre Jane er det karismatiske centrum i filmens generationsdrama, der udspiller sig omkring hendes platinpladehus på den legendariske gade Laurel Canyon, hvor stenrige succeshistorier fra L.A.’s underholdningsbranche bor side om side. Af arbejdsårsager kommer Janes søn Sam (Christian Bale) meget mod sin vilje hjem for at bo en tid i hendes luksuriøse legeplads-hjem sammen med sin pæne kæreste, Alex (Kate Beckinsale).
Sam er ved at skabe sig en stabil og seriøs platform som snart gift læge og har ikke lyst til at blive inddraget i morens hedonistiske livsstil. Hans lægestuderende kæreste taber imidlertid hurtigt koncentrationen om sit speciale om frugtfluers parringsforhold til fordel for sessions i pladestudiet og afklædte svømmeture i poolen.
Samtidig bliver Sam på sit arbejde fristet af en israelsk kollega (Natasha McElhone), og spørgsmålet er så, om den unge generations svorne tosomhed holder stand mod de mange fristelser i L.A.’s lotusland.

Med på en kigger
Lisa Cholodenko har lavet en forførende lækker og velsmurt film med sensuelle billeder af smukke skuespillere og attraktive locations ledsaget af et iørefaldende soundtrack med bl.a. to sange, som Alessandro Nivola selv synger støttet af Lou Barlow og bandet Folk Implosion, der spiller hans musikere i filmen.
Filmen kommer sexet i gang, men efter at have etableret de mange erotiske farer kan historien – ligesom karaktererne – ikke rigtigt bestemme sig for, hvor den vil hen, og hvor langt den skal gå.
I sit forsøg på ikke at vælge side bliver den underligt vægelsindet indtil den temmelig åbne slutning, hvor alle er blevet klogere på sig selv, men ikke rigtigt ved, hvad de skal bruge den viden til. Lidt ligesom os i salen, der har hygget os fint med at være med på en kigger i et fascinerende miljø, men ikke har fået fortalt noget væsentligt trods tiltagene til generationsopgør og parforholdskriser.

De fornuftige unge
I en tid, hvor tv-serier som Absolutely Fabulous lader de voksne være uansvarlige hedonister og børnene snusfornuftige killjoy-dydsmønstre, kunne det især være interessant at komme mere bag mor/søn-konflikten.
Jane har tydeligvis ikke været en mønstermor, men den psykiatri-studerende og ellers gennemanalyserende Sam gør forfejlet oprør mod hende og sin kaotiske barndom ved at lægge låg på sine følelser og stræbe efter et ordentligt liv uden at mærke efter, hvad han har lyst til undervejs.
Christian Bale spiller Sam herligt hæmmet, men man havde gerne set ham eksplodere noget mere i konfrontationer med McDormand, efterhånden som hans ordnede forhold trues.
På skuespillersiden er Kate Beckinsale blevet noget farveløs i sit portræt af en overordentlig pæn pige på gyngende grund, men Frances McDormand giver med den smukke Alessandro Nivola som en farlig kombination af følsom musiker og skrupelløs charmør ved sin side filmen masser af fest og farver. Historien forsøger at være solidarisk med alle parter, men som publikum ved vi helt sikkert godt, hvem vi helst vil være i selskab med i salen.

*Laurel Canyon. Instruktion og manuskript: Lisa Cholodenko. Amerikansk (Dagmar og Grand i København, Palads i Århus og Café Biografen i Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu