Læsetid: 5 min.

En radikal skeptiker

Den britiske sociolog Paul Hirst var i over 30 år en central figur i det sociologiske miljø i Storbritannien, og fik som årene gik stigende international indflydelse
26. juni 2003

Portræt
Hirst var til sin død 16 juni i år professor ved Birkbeck College i London, men havde også en række tillidsposter i forskellige organisationer. Mange danske London-farere vil kende Tate Gallery, som han samarbejdede med om eksperimenterende undervisningsformer.
Mange vil også kende ham fra hans besøg i Danmark. Paul Hirst var et af de få mennesker, der i vores specialiserede tid kunne opnå en ekspertstatus inden for forskellige områder som makrosociologi, demokratiteori, byarkitektur og militærteknologi. Hirst har forelæst i Danmark, og i mange andre lande, om sådanne emner. I de senere år var det især hans indsats i globaliseringsforskningen, der satte hans navn på dagsordenen.

Globaliseringsmyter
Der er vist allerede ved at brede sig en myte om, at Paul Hirst anså globalisering som en myte. Det gjorde han i den grad ikke. Men han satte spørgsmålstegn ved nogle udbredte opfattelser af globalisering. For det første ved tanken om, at verden allerede er blevet fuldstændig globaliseret. Han frygtede, at denne myte ville få politikere til at undervurdere mulighederne for at føre national demokratisk politik. Han satte for det andet spørgsmålstegn ved tanken om, at der slet ikke er noget, der kan kaldes globalisering. Det ville få politikere til at glemme, at den internationale økonomi trænger til at blive reguleret.
Når det er sagt, er det rigtigt, at Hirst skrev og talte om globaliseringsmyter. Han så sin rolle som forsker i at være med til at sprede lys i globaliseringsdebattens tåger. Det vil sige, at han søgte at analysere den aktuelle globalisering så nøjagtigt som muligt. For at få en idé om globaliseringens omfang sammenlignede han den med tidligere tiders globalisering. Han fremsatte sammen med økonomen Grahame Thompson den påstand, at globaliseringen først i dag er nået op på samme niveau, som i tiden før Første Verdenskrigs udbrud. Påstanden om dette globaliseringsniveau har virket provokerende på den internationale økonomiske og sociologiske debat om globalisering. Man kan selvfølgelig fortolke tal på mange måder, men ingen har endnu med held kunnet udfordre Hirsts og Thompsons empiriske grundlag.
Havde påstanden blot været baseret på et overfladisk billedsprog, havde den ikke fået det gennemslag, den har. På den måde er Paul Hirst bidrag til globaliseringsdebatten en illustration af nogle af hans tilgange til sit fag: skepsis, grundighed og respekt for kendsgerninger.
I forhold til globalisering viste Hirsts grundighed sig i, at han både undersøgte globaliseringen og myterne om globaliseringen. Respekten for kendsgerninger viste sig i, at han søgte en målestok for dem. Hans målestok var ikke blot ’mere globalisering end sidste år’, men ’globalisering i forhold til den forrige globaliserings fase’. Ved at bruge sådan en målestok havde han noget at sammenligne med, og kunne derfor sætte de isolerede kendsgerninger i perspektiv.
Globaliseringsdebatten viste Paul
Hirst som en radikal skeptiker. Fra at være løsrevne data, som enhver kunne bruge efter forgodtbefindende, blev kendsgerningerne hos Hirst data i et
seriøst forskningsprojekt. Fra at være dele af aktuelle myter, blev de redskaber til at afsløre myter.

Bordet fanger
Den ovenstående beskrivelse af Hirsts globaliseringsforskning kunne måske antyde, at han var en ignorant empiriker – eller en ’positivist’ af den gamle skole. Intet kunne være mere forkert. Hirst var en af de mest velbevandrede sociologer i moderne (og postmoderne!) videnskabsteori. Han var allerede midt i 1970’erne med til at sætte kritisere både empiricismens overdrevne tro på løsrevne data såvel som den overdrevne rationalistiske tro på, at man kan tænke sig til ny viden.
Hirsts kritik af disse forestillinger drev ham i retning af et nutidigt akademisk fænomen som diskursanalyse. For Hirst var diskurser tankerammer, der forpligtede. Han accepterede vistnok folks ret til at tænke hvad som helst – men hvis de ville vurderes inden for givne videnskabelige rammer, skulle de leve op til de forskellige videnskabers krav. Man kan ikke forlange moderne logik af en troende præst. Det ville efter Hirsts mening være at blande to legitime diskurser. En præst kan tro på evigt liv, mirakler, jomfrufødsler, og det, der er værre. En religionssociolog skal derimod arbejde inden for en sociologisk diskurs, der respekterer almindelig logik, entydighed i udsagn, kildekritik og lignende. En hvilken som helst politiker kan påstå at befinde sig i ’midten af det politiske spektrum’, men en samfundsforsker skal vide hvor højre og venstre er.
I den forstand hævede Hirst sig som forsker over en banal sondring mellem diskurs og virkelighed. For ham eksisterede der virkelige diskurser. Og virkeligheder, der kan beskrives i forskellige diskurser. Hvad han ikke kunne have, var folk, der påstod at være ’videnskabelige’ samtidig med, at de overskred logikken i deres særlige videnskabelige diskurs.
I den forstand havde Paul Hirst udviklet en tankegang, der både respekterede en slags postmoderne diskursanalyse og undgik at falde ud i en nihilisme, hvor alt er lige godt. Bordet fanger: kalder du dig fornuftig og videnskabelig, må du argumentere på din fagligheds præmisser. Det gælder, hvad angår globalisering, demokrati eller andre aktuelle emner.

Solidaritet
Hvis Hirst udviklede noget, der ligner en ’isme’, var den politisk. Han havde en vision om, at de europæiske velfærdsstater på langt sig kunne udvikles således, at borgere i stigende grad sluttede sig sammen i civile samfund, der kan yde velfærdsservice. Tanken var nærmest, at man som borger skal have mulighed for at deltage i et fællesskab, der er en blanding af et forsikringsselskab og en andelsforening. Man skulle yde et vist fortløbende indskud samtidig med, at man blev forsikret mod tilværelsens knubs. En slags skattesystem uden stat.
Pointen i denne ’associonalisme’ er, at hvis man på den ene side gerne vil sikres, må man yde en forebyggende indsats. Man skal melde sig ind i en forening, der fordeler risici. Tanken ligger snublende nær på fagforeningsideen. Den store forskel er, at man ikke kun forholder sig til arbejdsrelaterede emner, men til sin velfærd i det hele taget i Hirsts vision.
De foreninger som Hirst forestillede sig, kunne yde velfærd på mange forskellige måder. Man ville kunne kombinere valgfrihed med velfærd og personligt ansvar. I et udviklet system af velfærdsforeninger kunne man vælge mellem forskellige foreningsprofiler, hvor nogle kunne satse på sygdomsområdet, mens andre gjorde mere ud af uddannelse. Nogle dækkede bredt, andre snævert. Nogle generøst, andre mere påholdende.

Har jeg ret?
Ingen, der hørte Paul Hirst tale i mere en fem minutter, kunne være i tvivl om, hvad der var hans foretrukne retoriske trick. Mange af hans sætninger blev afsluttet med et »Right?«. Det blev som regel udtalt, mens øjnene kiggede udfordrende og/eller truende ud over brilleglassene. På dansk ville man sige, ’har jeg ret?’ For Hirst var denne lille vending en opfordring til modsigelse og diskussion. Under en konference om Olie og globalisering i Bergen forskrækkede han en samling oliekapitalister og -forskere ved at hævde, at i nogle lande (der underforstået var mindre heldige end skandinaviske velfærdsnorge) kunne børnearbejde under ordnede forhold være en løsning. Det var i hvert fald bedre end familieopløsning og prostitution af pigerne...
right? Ved en bestemt offentlig lejlighed i London slog Hirst en trotskistisk anti-semit i gulvet. Han forklarede mig bagefter: »Man diskuterer ikke med racister, man slås med dem.« Kort pause. Blik over brille. »Right?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu