Læsetid: 4 min.

Radikale bosættere truer freden

Hvis ikke våbenhvilen med Hamas bryder sammen af sig selv, vil ekstreme højrekræfter selv sørge for at ændre historiens gang
28. juni 2003

TEL AVIV – Den israelske efterretningstjeneste anser risikoen for at højreekstremistiske kræfter vil forsøge attentat mod Ariel Sharon som stærkt forøget.
Denne oplysning, som Gideon Ezra, der er minister uden portefølje i Sharons regering, forelagde Knesset i den forløbne uge, har straks afstedkommet en debat om hvor vidt de meget omtalte rydninger af bosætterudposter på Vestbredden, kan udløse en voldelig
reaktion fra ekstreme højregrupper.
Visse steder, som blandt de mest yderligtgående boættere i Hebron, har man allerede stemplet Sharon som landsforræder for hans villighed til at tale fredsproces med George Bush, og nu går spekulationerne på, om nogen kan finde på at ’straffe’ ham, som man gjorde med Yitzhak Rabin i november 1995.

Fascistisk tankegods
»Den jødiske undergrund på Vestbredden findes, og den er langt bedre organiseret, end vi tør tænke på,« siger et fremtrædende medlem af den israelske venstrefløj, der på grund af aktuelle dødstrusler foretrækker anonymitet i denne sammenhæng.
»Jeg tror, vi kommer til at se en meget voldelig tid på Vestbredden.«
Han peger på en stor og voksende forskel på bosætternes udtalelser og virkeligheden, som han mener flere og flere af dem begynder at forstå.
»Uanset hvad man tænker om Sharons manglende fredsvilje, er tiden imod bosættelserne, og denne proces er der radikale grupper, som vil være villige til at gå meget vidt for at bremse. I hele bosætterideologien er der tydeligt fascistisk tankegods – ideen om landet, sammenholdet og forherligelsen af krigene – og dette kan let udmønte sig i meget negativ retning.«
Adam Keller fra fredsgruppen Gush Shalom deler fuldt ud dette synspunkt, men mener, at udviklingen kommer til at afhænge af, hvor langt Sharon vil gå for at imødekomme amerikanernes ønske om en ny fredsproces.
»Hvis han virkelig er interesseret i at gennemføre køreplanens første del, som vil medføre fjernelse af visse bosættelser, kan der blive ballede,« vurderer han.
»Det, vi ser nu, er et kontrolleret magtspil. Udposter bliver fjernet og sat op igen umiddelbart efter, hvilket både bosættere og regering accepterer som en del af spillet, og så længe det forbliver ved det, tror jeg ikke, volden vil eskalere i nogen videre grad,« siger Adam Keller.
»Men hvis det kommer på tale at fjerne mere etablerede bosættelser eksploderer situationen.«
Han identificerer de potentielle konfliktområder til Hebron og landet syd herfor samt højlandet mellem Ramallah og Nablus. På begge dele af Vestbredden ligger en stribe bosættelser og udposter, der betragtes som ideologisk meget radikale.
»Der er visse, afgørende ideologiske forskelle,« siger Shaul Goldstein, der er næstformand for bosætternes paraplyorganisation Moetzet Yesha og definerer sig selv som pragmatiker.
»Han forklarer, at bosætterideologien er bygget op over tre prioriterede elementer. Øverst står Israels Folk, herefter Israels Tora (De fem Mosebøger) og endelig Israels Land.
»For mig betyder dette, at folket og dets enhed er vigtigst, hvilket betyder, at jeg teoretisk set godt kan acceptere at afgive land for at bevare folket samlet. Men der er visse, som har vendt prioriteringen om, så de er villige til at bryde enigheden i folket for at bevare landet på jødiske hænder, og her er det, kortslutningen kan ske, hvis Sharon bliver presset til yderligere indrømmelser,« forklarer han.

De er så få!
For Adam Keller står Yigael Amir, der dræbte den daværende israelske ministerpræsident Rabin i 1995, ikke alene som urovækkende eksempel på en virkelighed, som kan dukke op igen. Han tænker også på den jødiske undergrundsbevægelse, der i første halvdel af 1980’erne rettede bombeattentater mod en håndfuld palæstinensiske borgmestre på Vestbredden og blev afsløret umiddelbart inden udførelsen af en storstilet bombesprængning af de muslimske helligdomme på Tempelbjerget i Jerusalem.
Og for godt et år siden blev en højreekstremistisk jødisk terrorcelle afsløret i bosættelsen Bat Ayin. De havde en række palæstinensiske bombemål på tegnebordet, og selv om det aldrig blev tilstrækkeligt bevist, har man dem stadig mistænkt for at have forbindelse til den racistiske Kach-bevægelse, der trods forbud stadig er aktiv.
»De findes og er klar, hvis det kommer dertil,« fortsætter Adam Keller. »Men lige nu tror jeg, de ser tiden an, for de ser indtil videre et interessefællesskab med Sharon. De venter på, at våbenhvilen med Hamas og fredsprocessen bryder sammen af sig selv, hvilket jeg også tror, er Sharons håb og hensigt, men hvis dette ikke sker, vil de selv sørge for det og tage æren for at få standset processen, mens den endnu befandt sig ved småting som rømninger af udposter. Og hvis det bliver nødvendigt, griber de til mere radikale midler!«
Disse tanker preller helt af på
Boaz Heineman, der nu lever i Beit El udenfor Ramallah efter at have afsonet en tre-årig fængselsdom for at have været sprængstofekspert i 1980’ernes jødiske undergrund.
»Vi var børn dengang og troede på, hvad vi gjorde. Vi mente, det var nødvendigt,« siger han til Information. »Men i dag er vi mange flere jøder i Judæa og Samaria (Vestbredden, red.). Vi er en magtfaktor, som man ikke kommer uden om, og derfor tror jeg ikke, noget lignende bliver aktuelt. Vi har lært vores lektie, og nu stoler vi på Sharon, selv om journalisterne skriver noget andet, for der er en kæmpe forskel på, hvad han siger, og hvad han gør. Han vil aldrig gå med til at fjerne bosættelserne!«
Ikke desto mindre bliver Boaz Heineman stille, da Bat Ayin bliver bragt på bane.
»De er jo så få, og Sharon er meget bedre beskyttet end Rabin,« siger han, men har ikke lyst til at forklare, hvordan en enegænger som Yigael Amir kunne ændre radikalt på Mellemøstens historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her