Læsetid: 4 min.

Ramt af Amors pil.dk

Nettets datingsider befolkes af håbefulde singler, der jagter sex og kærlighed blandt bits og bytes. Men hvad er chancen for at finde en kæreste via nettet?
24. juni 2003

K@rlighed
På ganske få år har de danske datingportaler skabt et nyt mødested for flirts, stævnemøder og ikke mindst kærlighed. Det er en arena, som dagligt udbygges, for stadig flere danskere søger en kæreste på nettet.
Siden 1998 har den største danske datingportal, Dating.dk, ageret postbud for cirka 65 millioner kærestebreve, der er endt i postkasserne hos de 1,5 millioner profiler, som er blevet oprettet i portalens levetid. I dag huser den over 500.000 profiler.
Tallene virker enorme, men antallet af profiler er noget misvisende, idet en enkelt netdater kan stå bag flere profiler. Ifølge Morten Wagner fra Dating.dk er der dog op mod 200.000 personer inde på portalen om ugen.
Håbet er rosenrødt, og forventningerne høje, men hvad er sandsynligheden for at finde den eneste ene via nettet? Og hvordan føles den egentlig, den mystiske virtuelle kærlighed, hvis man er så heldig at møde den?

Ved første klik
Ifølge flere netdatere, som Information har været i kontakt med gennem profilen Nysgerrige Rita på Dating.dk, er der langt mellem forelskelserne og pardannelserne. Alligevel lever drømmen om kærlighed ved første klik i bedste velgående, især hvis man er ny. Som en 43-årig kvinde fra Fyn skriver til Informations profil:
»For cirka to år siden var jeg inde på Dating.dk for første gang, rimelig naiv tror jeg, for når man lige begynder sin ’færden’ herinde, er man helt sikker på, at hver gang man har fået post, så er det ridderen på den hvide hest, der kommer forbi … men … ak … ak … Det viser sig jo ofte, at hesten har brækket benet, når den først rider forbi.«
Hænder det alligevel, at amors pil rammer plet blandt bits og bytes, er det ifølge en 33-årig kvinde fra København en ganske forunderlig følelse, der kan minde om det stof, drømme er gjort af:
»Det er fantastisk, når det sker – man oplever den mest forrygende forelskelse, fordi man netop bliver præsenteret for et beskåret og idealiseret billede af den anden, og man fylder lynhurtigt hullerne i billedet ud med sine drømme, fordomme, længsler ... Vi åbner os og kommunikerer langt mere fortroligt med hinanden, end vi normalt ville gøre IRL (In Real Life, red.), fordi vi ikke skal se hinanden i øjnene imens, og fordi vi så hurtigt føler, at vi kender hinanden.«

Projekt kærestesøgning
Nogle heftige brevforelskelser og en kæreste i kød og blod gennem to år har skriveriet på Dating.dk skaffet den københavnske kvinde.
I dag har hun indstillet, hvad hun kalder »projekt kærestesøgning på nettet«, ikke fordi hun har fået et fast forhold, men fordi hun oplever, at netkærlighed bygger på fiktive forestillinger. For billedet af den anden »vil altid være et ønskebillede og aldrig stemme overens med den virkelighed, vi senere møder. Men vi prøver alligevel gang på gang, for håbet er der jo: Det kunne være, at drømmebilledet denne gang passede til virkeligheden...«
Den netbårne forelskelse mærkede en 25-årig mand fra København, da han på et backgammonsite mødte en tyrkisk pige, som han chattede med i nogle uger:
»Jeg oplevede den samme rus, som man oplever, når man lige er blevet forelsket i en pige IRL. Efter et par uger holdt det dog op; dels af den åbenlyse årsag, at hun boede for langt væk til, at der var en realistisk mulighed for at mødes, og dels fordi vi begyndte at skrive breve til hinanden og udveksle fotos... hvorved jeg oplevede, at den pige, jeg var blevet forelsket i på nettet, absolut ikke var en, jeg tændte på (for at sige det mildt), da jeg så et billede af hende...«

Happy ending
Selv om illusionerne stortrives i datinguniverset, hører man dog også om solstrålehistorier, især når medierne rapporterer om netdating. For aviser og blade er det da også en god historie, at noget så uromantisk som en computer kan føre to mennesker sammen, som måske lever i lykkelig tosomhed til deres dages ende. Det er også væsentlig nemmere for netdaterne at stå frem for den nysgerrige offentlighed som en lykkelig familie i stedet for som en såret single, en hanrej eller en utro mand.
En happy ending er nu heller ikke at kimse ad, så sluttelig følger historien om Linda og John: Den 10. juni oprettede John en profil på nettet og fandt samme dag den 44-årige Linda, som han sendte et brev. Herefter sagde det klik: »Kemien var der bare«. Efter nogle dage mødtes de.
»Selvfølgelig var vi begge rivende nervøse, vi havde forelsket os i en person, vi aldrig havde mødt, på baggrund af stakkevis af breve, sms’er, telefonsamtaler og et par billeder ... Ville forelskelsen holde, eller ville ballonen revne med et brag? ... Den ikke bare holdt, den voksede, og nu er vi dybt, dybt forelskede i hianden ... Vi er helt oppe i de højere luftlag, hvor vi er overbevist om, at vi er bestemt for hinanden, vi er hinandens ’MANDEN og KVINDEN i mit liv’.«

*Information er gået på nettet for at tage kærlighedens puls. Dette er den anden artikel i serien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her