Læsetid: 5 min.

Sandhedens time for oliemassakren i Irak

Og for den hidtil ynkelige ’opposition’ mod Danmarks – og allieredes – krig, besættelse og forbrydelser mod menneskerettighederne – Er USA’s viceforsvarsminister for øvrigt blevet ’anti-amerikansk’?
6. juni 2003

FRIE ORD
Da socialdemokraten og EU’s kommissær for udviklingsbistand Poul Nielson for en lille måned siden efter et tre dages besøg i Bagdad bedømte, at »USA sætter sig på olien. Det er meget svært at få det til at hænge sammen på anden vis«, svarede Venstres forsvarspolitiske ordfører Ulrik Kragh, at »det må være noget der ligger dybt i Poul Nielsons verdensbillede, at han har et mindre positivt indtryk af USA.« Nu har USA’s egen viceforsvarsminister Paul Wolfowitz imidlertid selv forklaret, at »USA gik i krig med Irak for oliens skyld«, for at citere overskriften på gårsdagens bedste nyhedstelegram. Betyder det så, at det må være noget, der også ligger dybt i Paul Wolfowitz’ verdensbillede, at han har et mindre positivt indtryk af USA?
Skønt begge d’herrer er opkaldt efter apostelen Paulus, er det næppe tilfældet.
Tværtimod tilhører den amerikanske viceforsvarsminister den kreds af magthavere omkring verdens mægtigste mand, præsident George W. Bush, som mener, at USA ligefrem er udset af Gud – uanset om fritstillet sognepræst Grosbøll nu tror på ham eller ej – til at globalisere fredens tusindårsrige med evig økonomisk vækst, kapitalistiske markedskræfter, ubegrænset frie forbrugsvalg, altså demokrati og menneskerettigheder i the American Way of Life-
design, til alle folkeslag på hele kloden. Til den ende skal Guds eget land og folk udrustes med en magt, der svarer til idealismen, og som verden er indrettet for tiden, er olien en afgørende forudsætning for denne magt. Hvem kan dog have noget at indvende mod det? Andre end de vantro, der ikke dyrker Amerikas Forenede Staters håndtering af sociale, økologiske, politiske, retslige og uddannelsesmæssige forhold hjemme og ude som et guddommeligt forbillede. Sidst af alle ville man regne Danmarks statsminister blandt de vantro. Alligevel erklærede Anders Fogh Rasmussen for mindre end en måned siden, at »jeg tager kraftigt afstand fra Poul Nielsons udtalelser. De savner fuldstændig dækning.« Nu har Nielson fået Wolfowitz’ dækning.
Ud over at statsministeren skylder den danske EU-kommissær en undskyldning, skylder han i skæbnesvanger forstand Folketinget og hele det danske folk en forklaring på, hvorfor Danmark i det Herrens år 2003 gik i krig mod et andet land og nu holder det nede med vold – og velvillig bistand fra et par allierede.

Olien blev ikke alene ikke nævnt med et eneste ord, da statsministeren og hans udenrigsminister Per Stig Møller indhentede et folketingsflertals godkendelse af krigsførelsen og besættelsen, den blev direkte benægtet som blot en medvirkende grund til, at Irak absolut skulle angribes og okkuperes. Til gengæld blev landets operationsklare og langtrækkende masseødelæggelsesvåben angivet som grund. Som eneste grund.
Men hvor bliver de masseødelæggelsesvåben af i dag? Hvor og hvordan havde Iraks Saddam Hussein så skjult dem? Hvad og hvor mange var de i virkeligheden? Hvorfor blev de overhovedet ikke brugt, da angrebet satte ind, og de ellers skulle være så farlige? De spørgsmål har Information som bekendt beskæftiget sig intenst med i denne uge.
Det er jo trods alt ikke hvert år, Danmark går i krig mod et fremmed land og folk og holder det undertvunget med militær magt. Det er, for at sige det, som det er, mere danmarkshistorisk end selv kreativ bogføring i et ministerium. Det kunne godt, da de angivne masseødelæggelsesvåben bliver ved at glimre med deres fravær, fortjene en hel parlamentarisk kommissions undersøgelse – eller den samlede Højesterets behandling.
For mere end Danmarks Historie, selvforståelse og identitet er jo her på spil. Menneskers helt elementære liv og førlighed er ikke alene i fare, men er allerede blevet ødelagt ved den krig og besættelse. Var det ikke en forsvarskrig, fordi Irak slet ikke havde de masseødelæggelsesvåben, som truede os, forbrød og forbryder Danmark sig så ikke mod menneskerettighederne?

Den 24. maj bragt Information en artikel under overskriften »Irak-krigen kostede langt flere civile døde – Op mod 10.000 civile irakere menes dræbt under krigen mod Saddam-regimet«. I artiklen blev Reuben Brigety fra Human Rights Watch citeret for den helt afgørende bemærkning: »På en måde er det omsonst at tale om mange eller få civile dræbte. Det er vigtigere at spørge, om drabene kunne være undgået.« Det er menneskerettigheden i en nøddeskal. Hvad der ellers kan siges mod kristendommen – og den der skriver disse linjer har i flere år ikke holdt sig tilbage – er det dog dens fortjeneste, at den opfattelse har bredt sig, at hvert enkelt menneske er Guds barn og dets liv kan ikke relativeres. Blot ét barn lemlæstes for ikke at sige dræbes, er det Gud selv, der øves overgreb på. I en regulær forsvarskrig kan det være – og er det i reglen – ulykkeligvis uundgåeligt. Ved en ren og oplagt humanitær intervention, hvor stridende parter som i Congo adskilles i en akut situation og for en begrænset tid, kan det samme forsvares.
Men som omkostning ved en krig, der begrundes med behovet for olie?
Endnu frygteligere bliver det, når statsministeren er på vej til at begrunde overgrebet mod menneskerettigheden med – menneskerettigheden selv: »Under alle omstændigheder er verden blevet et bedre sted at leve, når et diktatorisk regime er fjernet. Det er berettiget i sig selv,« siger Anders Fogh Rasmussen højt og flot og skamløst. Som om forældrene til det irakiske barn, der blev lemlæstet eller dræbt, var indforstået med, at det offer skulle ydes. Og helt surrealistisk bliver det, når udenrigsminister Per Stig Møller erklærer, »at han i dag er i tvivl om, hvorvidt Irak havde eller har de masseødelæggelsesvåben, som militærinterventionen skulle fjerne. Men Saddam kunne true og øve afpresning via usikkerheden om våbnene, og det var en risiko.« Som det pågældende barn skulle undgælde for?!
Dette kan Socialdemokratiet og Det radikale Venstre ikke affinde sig med, ved en afspisning i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, når stats- og/eller udenrigsministeren under et lukket møde på et eller andet tidspunkt måtte give en måske kun mundtlig ’forklaring’ på Danmarks krig mod og besættelse af Irak. Som den amerikanske litterat Richard Rorty skrev forleden: »Såvel i Europa som i USA er der mange millioner mennesker som erkender, at USA’s krav på permanent hegemoni (herredømme) på trods af alt, den har betydet for menneskers frihed, er en frygtelig fejl. Amerikanere der ved dette, behøver al den hjælp de kan få til at overbevise deres medborgere om at George W. Bush fører deres land i den forkerte retning. Konsolideringen af en stærk og uafhængig europæisk union bliver i denne del af den amerikanske offentlighed ikke betragtet som udtryk for anti-amerikanisme, men derimod som en fuldstændigt passende reaktion på den fare, som den aktuelle amerikanske udenrigspolitik udsætter verden for.« Nu må Socialdemokratiet og Det radikale Venstre vise, hvilket USA de mener sig allieret med. Ellers tager Anders Fogh Rasmussens USA også de to partier til indtægt for sin oliemassakre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her