Bosætterne
GUSH ETZION Orly Schechter sover roligt om natten. Hun er bosætter på Vestbredden, mor til seks og føler ingen angst for at køreplan, topmøde i Akaba og fornyet israelsk-palæstinensisk dialog kommer til at gribe forstyrrende ind i en dagligdag, hun opfatter som den eneste rigtige.
»Vi har boet her i 17 år,« siger hun med fasthed i stemmen og børster et par usynlige fnug af et armlæn i den nette dagligstue. »Min mand klarer sig godt som selvstændig anlægsgartner. Vi hører til her, har ikke lyst til at bryde op, og det tror jeg heller ikke, vi kommer til.«
Vi er i bosættelsen Tekoa, som ligger syd for Bethlehem og Jerusalem. Mod øst breder ørkenen sig ned mod Det Døde Hav, og umiddelbart vestpå ligger den palæstinensiske landsby Tuqua, som vejen til og fra bosættelsen fører tværs igennem. I Tekoa er man fast forankret i den israelske højrefløj, og disse dages store samtaleemne på stedet er Ariel Sharon og hans pludseligt opståede lyst til dialog med Abu Mazen. Man undrer sig, og rundt omkring kryber uroen frem.
»Der har været lidt uroligt på vejene de sidste par dage. Et par molotovcocktails og sådan noget, hvis du forstår, hvad jeg mener, men der skal mere til at ryste os,« forklarer Orly Schechter videre.
Det virker som om, hun ikke rigtig har lyst til at nærme sig sagens kerne, til at erkende at problemet ikke bare er ude på Vestbreddens veje.
Vi er moderate
Hun bor i en af Vestbreddens relativt isolerede bosættelser, som er blandt dem, der først vil komme i betragtning, hvis noget skal rømmes i forbindelse med en ny mellemøstlig fredsproces. Men om dette overhovedet kommer til at ske er stadig et meget stort hvis, som ikke kan rykke meget ved Orly
Schecters overbevisning, selv om hun er bekymret over den nye uvished.
»Sharon er ingen forræder, men jeg forstår ikke, hvad han er ude på. Hvordan kunne han gøre dette imod os?« siger hun og lader stemmen klatre op mod diskanten. »Jeg stemte på én Sharon, og nu har jeg på uforklarlig vis fået en anden. Måske er det amerikanske pres på ham blevet for voldsomt, så han har måttet bøje sig, men sådan kender vi ham ikke, så inderst inde tror jeg, det er et taktisk træk fra hans side. Hvad skulle han ellers tage til Akaba efter?,« siger Orly Schechter, der kender turen, for i flere fredsplaner end hun umiddelbart kan komme i tanke om, har Tekoa stået til rømning. Hun nævner hovedrystende arbejderpartiets Ehud Barak, der »ville forære alt bort til terroristerne« og mener, at man belært af de mange eksempler godt kan slå koldt vand i blodet: »Folk køber stadig hus i Tekoa,« underbygger hun sin argumentation. »Israel rykker til højre, det viste valget i januar, og det viser folkestemningen hver dag, og derfor vil Sharon aldrig kunne få folket bag sig, hvis han vil vende os ryggen. Og tro ikke, at vi er som de små grupper i Hebron (de meget militante bosættere, red.). Vi er mange, og vores synspunkter er meget moderate.«
Israelsk konsensus
Tekoa er en af 19 bosættelser, der tilsammen går under navnet Gush Etzion, eller Etzion-blokken. Den breder sig i landskabet fra Bethlehem og Jerusalem i nord til Hebron i syd og er på mange måder særdeles repræsentativ for bosætterbefolkningen.
»Der er bred konsensus om Gush Etzion i den israelske befolkning,« siger blokkens borgmester, Shaul Goldstein, i bosættelsen Alon Shvut.
Han indrømmer, at dette nok også skyldes stedets særlige historie. Før 1948 lå her et par små kibbutzer, som under krigen blev løbet over ende af jordanerne, så med Israels erobring af Vestbredden i 1967 kom, hvad mange stadig opfatter som befrielsen af Gush Etzion. Borgmester Goldstein er selv efterkommer af de oprindelige kibbutznikker.
»Alt er normalt. Jeg kan ikke forestille mig, at vi nogensinde skal opgive Gush Et-zion, men vi er bekymrede for visse af de isolerede bosættelser som Tekoa,« siger han og viger elegant uden om alt for politisk bastante formuleringer.
Hos organisationen Fred Nu i Jerusalem er man ikke overbevist om Shaul Goldsteins tilsyneladende ro.
»Når han taler, som han gør, er det netop fordi for-holdene er alt andet end normale,« siger Dror Etkes fra organisationens settlement watch, der holder et vågent øje med udviklinger i bosættelserne. Han henviser til en undersøgelse, han stadig finder aktuel, selv om den er et år gammel. Heraf fremgår, at 68 procent af bosætterbefolkningen vil efterkomme et krav om rømning, mens 26 procent vil modsætte sig af rettens vej. Kun to procent vil modsætte sig med magt. De modtræk, som bosætterbevægelsen hvor vi også finder Shaul Goldstein som næstformand kommer på, virker i lyset af dette lidt som panik før lukketid. For eksempel har man optrappet indsatsen for at grundlægge nye mini-bosættelser, de såkaldte udposter, som Sha-ron forventes at indstille til rømning ved dagens topmøde i Akaba.
Hellig jord
»Jeg er stolt af de unge og ville ønske, jeg selv var i den alder,« er Shaul Goldsteins kommentar.
Virkeligheden i bosættelserne virker på overfladen også fjern fra Fred Nu-undersøgelsens resultater, og i Tekoa er rømning nærmest et fy-ord. Orly Schechter kommer behændigt uden om ved at føre talen over på sin ældste søn, der studerer på en yeshiva i Susia, en politisk radikal bosættelse, der er dybt indvolveret i de nye udposter.
»Judæa og Samaria er det jødiske kerneland,« kommer det fra Amit Biran, som bor i en del af Tekoa, hvor skurvognshjemmene giver stedet noget af udposternes uplejede look.
»Vi har en bibelsk ret til dette land. Det er hellig jord, og derfor er jeg stolt af de unge, som grundlægger nye samfund. De tager det jødiske folks arv i besiddelse,« smiler han og kradser lidt i et vildtvoksende fuldskæg. »Jeg kom hertil for snart 10 år siden og kan ikke se, hvorfor jeg skulle opgive min ret. Men bare rolig, Sharon har serveret araberne alt på et sølvfad, og jeg tror heller ikke, de tager imod tilbuddet denne gang.«
På vej tilbage mod Jerusalem vinker et par palæstinensiske drenge på gaden i Tuqua. På overfladen ånder alt fred og ro, ligesom trafikken glider hverdagsagtigt på den dyrt anlagte vej, der gennem et par tunneller under Bethlehem og Beit Jalla sørger for, at bosætterne kan komme frem uden at blive ubehageligt konfronteret med en sandhed, der ligger og ulmer lige under overfladen.
