(2. sektion)
Premiere
I 1991 tævede fire hvide L.A.-politibetjente den sorte Rodney King. En forbipasserende optog hændelsen på video, men alligevel blev de fire frikendt ved retssagen et år senere. Resultatet var nogle af de mest voldsomme optøjer i L.A.s historie, hvor byens South Central blev hærget og plyndret af den sorte befolkning. 54 mennesker døde, og 2.000 blev såret.
De anspændte dage op til domsafsigelsen og selve optøjerne danner rammen om Ron Sheltons barske politithriller Dark Blue, der er baseret på en historie af krimiforfatteren James Ellroy.
Ellroy, der også skrev romanen bag Curtis Hansons fremragende L.A. Confidential, er en nådesløs skildrer af det gennemkorrupte og depraverede amerikanske samfund som han ser det hvor det er umuligt at skelne mellem helte og skurke. Og selv om Dark Blue, der har manuskript af den talentfulde, streetwise replikmager David Ayer, ikke er på højde med L.A. Confidential og heller ikke rummer den samme humor så er det en temmelig god og velspillet variation over et gammelt tema: Veteranstrømer må erkende, at han er på vej til Helvede og prøver derfor at gøre det rigtige.
Alle tænkelige midler
Kurt Russell spiller op til sit bedste i rollen som den anløbne, alkoholiserede og racistiske kriminalassistent Eldon Perry, der løber sin korrupte boss, Jack Van Meters (Brendan Gleeson), ærinder og ikke er bleg for at myrde med koldt blod, hvis det er nødvendigt for at beskytte sig selv eller lukke en problematisk sag.
Perry har fået en ny, ung makker, Bobby Keough (Scott Speedman), og er i færd med at lære ham alle de beskidte tricks, som er nødvendige for at kunne begå sig. Men under opklaringen af en tilsyneladende oplagt sag opdager Perry og Keough, at Van Meter kører sit eget løb og nu er ude efter dem.
Russell, der begyndte sin karriere i uskyldige Disney-film som dreng og siden har vist, at han kan spille både blid og rå, har sjældent været bedre end i Dark Blue. Det er fascinerende at se, hvordan Perrys selvsikre fremtoning og hårde facade langsomt falder og afslører et ulykkeligt, forvirret menneske, der har givet køb på alle sine idealer og stuvede sin samvittighed af vejen, da han aflagde politieden.
Det kunne være blevet skingert og utroværdigt, men Russell og Shelton får med små midler gjort det såre meneskeligt.
Byens klagesang
Dark Blue begynder sort og hvidt som en kamp mellem sorte og hvide, på gaden blandt politifolk og forbrydere og internt i politiet, hvor den sorte politiofficer Arthur Holland (Ving Rhames) prøver at få skovlen under Van Meter og hans folk. Men det bliver hurtigt gråt i gråt, som vi kender det fra James Ellroy, for alle har et eller andet at svare for, og ingen af dem slipper for tiltale.
Ellroys historie foregik oprindeligt under urolighederne i L.A.-bydelen Watts i 1965, men ideen med at rykke handlingen frem til tiden omkring Rodney King-sagen har givet den aktualitet og en klangbund, hvor mange ting ikke behøver at blive sagt.
Som Ground Zero i Spike Lees 25th Hour blev et sindbillede på både personlige konflikter og en by i sorg, bruger Shelton og Ayer på samme måde et L.A. på randen af kaos til at fortælle os om mennesker på vej ned og et samfund i opløsning. Begivenhederne spejler hinanden i løbet af filmen, hvor tv-reportager fra Rodney King-retssagen af og til kan høres i baggrunden, og griber til sidst ind i hinanden.
Slægtskabet mellem de to film understreges også af Terence Blanchards stemningsfulde musik, der lægger sig som et effektivt lydtæppe ned over billederne og synger menneskene og byernes klagesang.
Det er hjerteskærende og med til at gøre Dark Blue til en thriller ud over det sædvanlige. Og Shelton, der tidligere har instrueret et par glimrende sportsdramaer med Kevin Costner, fremstår som en instruktør, som tør og vil mere end bare underholde.
*Dark Blue. Instruktion: Ron Shelton. Manuskript: David Ayer. Amerikansk (Palads, CinemaxX og Empire i København og en lille håndfuld biografer i provinsen)
