Læsetid: 3 min.

Sjæleligt brusebad

Tindersticks skaber et unikt, for-finet og atmosfæremættet udtryk på sit sjette album, som uden at bringe nyt til torvs ikke desto mindre hører til blandt gruppens bedste
16. juni 2003

Ny cd
Inderlighed. Det er vel kodeordet, når det gælder Tindersticks, en britisk sekstet, der de seneste 10 år stille og roligt har levet en kulttilværelse fjernt fra alfarvej og trends, ombejlet af en håndfuld kritikere og en lille men yderst hengiven fanskare.
Tindersticks har stort set holdt samme kurs, siden gruppens selvbetitlede debut udkom i 1993 med et svært placerbart udtryk (rock er det ikke), der udelukkende benytter tyst afspillede, fortrinsvis akustiske instrumenter, hvis hovedformål syntes at være at skabe den perfekt atmosfæremættede kulisse bag forsanger Stuart Staples sjælfyldte stemme, der for åbent tæppe udlever diverse kærligheds- og eksistenskonflikter, der ind i mellem kan virke som værende af fuldstændig privat karakter.
Dette mørk og fløjlsbløde, men også klaustrofobiske rum antager dog almen karakter via de medvirkendes evne til at transformere en række relativt enslydende sange – Staples vokale spændvidde er til at overse, og han kan på den led minde om f.eks Leonard Cohen, Lee Hazlewood og Johnny Cash, uden decideret at lyde som nogen af dem – til små, intense og kunstfærdigt udførte dramaer. Den sigende detalje, pausen, det intrikate arrangement, sansen for det underspillede drama, den rigelige luft instrumenterne imellem, de pludselige temperamentsfulde instrumentale udbrud i samspil med de på overfladen enkle, men til gengæld voldsomt ladede tekster, fulde af hentydninger til det fatale og det skønne, til smertens permanens og lykkens flygtighed, til det tabte, det glemte og det begærede, skaber smukke, men også næsten statiske tilstande, hvor lytteren kan tage en art sjæleligt brusebad og måske – måske ikke forløse sin egen bundløse angst. Vi er ikke i underholdningsbranchen her.

Atmosfære er vigtigst
Waiting For The Moon er Tindersticks’ sjette reelle studiealbum og det første siden Can Our Love for præcis to år siden. Gruppen sprøjter dog løbende plader ud i form af eksklusive live-optagelser, der kan erhverves via gruppens web-site samt ikke mindst filmmusik, et felt der i øvrigt virker oplagt for en gruppe, for hvem atmosfære er alfa og omega. Men Waiting For The Moon er lige det nøk bedre end gruppens sidste par plader og helt på niveau med dens to første, der slog gruppens navn seriøst fast – også selv om der absolut intet nyt er under solen.
Uden sammenligning i øvrigt kan gruppen på dén led minde om en Van Morrison, der år ud og år ind udsender stort set enslydende plader, nogle gange sjælerystende god og andre gange, nå ja, så blot endnu en Van Morrison-plade, der til forveksling ligner alle de andre Van Morrison-plader, hvor han prøver at forvandle det der ’celtic heartbeat’ til gudesnak.
Centralt på Waiting For The Moon står monologen »4:48 Psychosis«, hvor teksten er af den alt for tidligt afdøde dramatiker Sarah Kane.

Hjerteskærende
Hvor gruppens tekster generelt benytter samme formsprog som den klassiske soulmusik – enkelhed, enkelhed, nul billedsprog, en skovl kaldes en skovl, et knust hjerte, et knust hjerte osv. – og opnår deres effektivitet via Staples fortolkning, er dette her en benhård og ond sag, der ikke efterlader meget håb, hvilket accentueres af orkesterets Velvet Underground-dronende backing. Hårrejsende, simpelthen.
Men ellers hører de resterende ni sange til nogle af de mest forfinede i Tindersticks-sangbogen, smagfuldt akkompagneret af udsøgte stryger- og blæserarrangementer, som aldrig påkalder sig unødig opmærksomhed, men stille og roligt smyger sig om såvel sangene som lytteren, udvider klangbilledet og – i strygernes tilfælde – åbner for nye hvirvelstrømme og faldgruber i de dystre kompositioner. Er man i det hjørne, er det ganske enkelt hjerteskærende og man lader sig – mere eller mindre modvilligt, thi hvor meget føleri kan man egentlig tage? – endnu engang gribe allerinderst inde af den intenst lysende melankoli, der står ud af ens dertil indrettede højtalere.

*Tindersticks: Waiting For The Moon (Beggars Banquet/Playground) Produceret af Stuart Staples & Ian Caple.

*Tindersticks gæster Store Vega, Kbh., den 4.– og Voxhall, Århus, den 5. september.

nwww.tindersticks.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her