Læsetid: 6 min.

Slavernes børnebørn kræver erstatning

Efterkommere af de afrikanske slaver kræver kontant afregning for en af menneskehedens sorteste kapitler. Fra Brasilien og Botswana til Christiansted og Kingston vokser kravet om en erstatning lig den, Israel modtager for det jødiske holocaust
2. juni 2003

Israel får det i beløb på syv milliarder dollars om året. Flere tusinde amerikanere af japansk afstamning og adskillige hundreder koreanske kvinder får det. Maorierne på New Zealand får det, og et par indianerstammer i Nordamerika får det. Efterkommerne af den afrikanske slavehandel, som FN’s Verdenskonference mod Racisme i Durban september 2001 kaldte »barbarisk, uciviliseret og et af menneskehedens værste eksempler på umenneskelighed«, får det ikke.
Vi taler om erstatning. Erstatning for overgreb – ofte statssystematiseret – på udvalgte folkegrupper i både krig og fred. Før holocaust fik evigt jødisk fortegn, blev den hvide mands udforskning af verden udmøntet i udplyndring med diverse indianske, australske og andre holocauster til følge. Denne artikel handler om erstatningskravet for overgrebet på alle de »Buffalo Soldiers, der blev stjålet fra Afrika og fragtet til Amerika,« som Bob Marley sang.
Ifølge skøn drejer det sig om 11-12 millioner afrikanere fra begyndelsen af 1500-tallet og fire århundreder frem, hvor lande som Portugal, Storbritanien, Spanien, Frankrig, USA, Belgien, Tyskland, Holland, Sverige og Danmark var de største aktører i handlen med afrikanske slaver – den såkaldte trekantshandel, hvor skibene i linjefart stod ud fra de europæiske havne for i Vestafrika at udskifte deres last med slaver. Derefter blev slaverne på den anden side af Atlanten byttet med de råvarer og rigdomme, som den forrige skibs-ladning slaver havde fremdyrket, og som blev sejlet tilbage til Europa for at fylde de europæiske maver og pengeskabe.
Siden kom slaveriets ophør og den frihed, som generalguvenør Peter von Scholten den 3. juli 1848 mundtligt gav en ophidset slavemængde på jomfruøen St. Croix i det daværende Dansk Vestindien.

Appel til moralen
Men hvilken frihed, spørger utallige afrikanske og afroamerikanske bevægelser, der kræver retfærdighed i form af klækkelige erstatninger. Som den, Israel modtager for det jødiske holocaust, og den, mange koreanske kvinder modtager for at have været japanske soldaters tvungne glædespiger under Anden Verdenskrig. Eller den, amerikanere af japansk afstamning modtager for i samme periode i USA at være blevet fængslet og brændemærket for livet.
Durbankonferencens slutdokument siger i paragraf 13: »Vi anerkender slaveri og slavehandel, inklusiv den transatlantiske, som tragedier i menneskehedens historie. Vi anerkender også, at slaveri er folkemord og en stadig del af den eksisterende racisme, diskrimination, xenofobi og intolerance, som afrikanere og deres efterkommere fortsat er ofre for.«
Formuleringen er som håndskrevet til bevægelser som African Reparations Movement (ARM), National Coalition of Blacks for Reparation in America (NCOBRA), Pan African Movement og Reparations, der alle kæmper for en i første omgang moralsk erkendelse i de tidligere søfarende nationer.
Derefter, håber bevægelserne, vil den moralske erkendelse føre til juridisk anerkendelse og dermed økonomisk kompensation.

Europæerne skal betale
Pan African Movement er den nyeste grundlagt i oktober på Bahamas og sværger at ville føre erstatningskravet over for bl.a. Danmark til tops i retsvæsenet.
Den første internationale konference om erstatningsspørgsmålet blev afholdt i Lagos, Nigeria i 1990, men først med FN-konferencen har de såkaldte »reparations movements« vundet lydhørhed.
Bevægelserne hævder, at de brudte jernlænker blev afløst af stavnsbinding, individuel og statslig racisme og kolonisering af deres afrikanske fædrelande, der først for 30-40 år blev uafhængige.
De mener, at slaveriet og koloniseringen er hovedårsagen til, at Afrika i dag er verdens mindst udviklede kontinent, og at slavernes efterkommere i hele Amerika og Europa gennemsnitligt har den ringeste levestandard og de ringeste muligheder. Bevægelserne er stærkest i USA, Storbritannien og Karibien.
Sat på spidsen spørger en bevægelse som den jamaicanske Reparations med rastafari-forfatteren Barbara Blake Hannah i front, om de europæiske lande overhovedet kan betale for 100 millioner døde slaver og ubetalte lønsedler til 50 millioner gennem 400 år. Hun erkender, at kan virke som utopi overhovedet at forsøge opgøret.
»Men Geneve-konventionen og FN’s menneskerettighedscharter forbyder alle former for undertrykkelse,« siger hun til Information.
Hannah har lige skrevet protestbogen Rastafari – the new generation, der opildner alverdens afrikanere og afroamerikanere med slaverødder til at slutte op bag bevægelserne. Reparations afholder inden april en international konference på University of the West Indies på Jamaica, hvor flere hundrede bevægelser samles for at enes om et skriftligt krav til FN.
Jamaicas bevægelse, Rastafari Brethren of Jamaica, sendte sidste år via den offentlige anklager på øen et brev til den britiske dronning Elisabeth den II med kravet om store erstatninger for Storbritanniens slavehandel. Svaret kom via British High Commission, der afviste kravene som anakronistiske, fordi Storbritannien dengang ikke forgreb sig på national eller international lovgivning.
Alligevel erkendte dronningen slaveriet og slavehandlen som dybt beklagetligt, men afviste det som værende både folkemord og ulovligt dengang. I 1998 svarede samme instans Jamaica-bevægelsen Ethiopia Africa Black International Congress, at »vi alle kan blive enige om, at slaveri var et forfærdeligt kapitel i verdenshistorien og en enorm menneskelig tragedie. Spørgsmålet om ansvar og erstatning er komplekst, fordi en masse var indblandet, inklusive arabere og lokale stammehøvdinge.«
Argumentet er ifølge Hannah en dårlig undskyldning og et forsøg på at flygte fra ansvaret. Mottoet for Rastafari-bevægelserne har de sidste 70 år været »Repatriation with Reparations«, hvilket frit oversat betyder genbosættelse i Afrika sammen med erstatninger.
Hannahs Reparations har ikke mange tusinde medlemmer, men holder månedligt debatoplæg overalt på øen og tager til tider rundt i Karibien for at samle støtte.

Børnebørnenes erstatning
– Hvor er I lige nu i jeres kamp for erstatning?
»Vi er i begyndelsen af en ny fase takket være Durban-konferencen i 2001, hvor vi før blev betragtet som særlinge, der bare ville tilbage til Afrika. FN hjalp med at sætte erstatningskravet på dagsordenen og viste, at det er et globalt krav fra alle i den afrikanske diaspora,« siger Barbara Blake Hannah.
– Hvad vejer tungest; det moralske eller økonomiske i jeres krav?
»Det moralske i vores krav er der aldrig sat spørgsmålstegn ved andet end ud fra racistiske standpunkter. Israels fortsatte modtagelse af milliarderstatning har givet os troen på at arbejde hen i mod de økonomiske og juridiske kompensationer, som vi er på nippet til at kræve. Vores forfædre led i større antal og flere år end de europæiske jøder under Anden Verdenskrig,« siger hun.
Bevægelser som den amerikanske »We won’t pay« modarbejder Rastafari- og Reparations-bevægelserne ved at nægte at betale. De er i USA allieret med den yderligtgående højrefløj og ikke overraskende særligt fra sydstaterne.
Det skal Reparations-konferencen i dette forår bl.a. udarbejde en strategi i mod. Det skriftlige dokument stilet til FN vil ifølge Hannah læne sig op ad Durban-konferencens vendinger og specielt henvise til passagen, der opfordrer de tidligere slavelande til »at finde måder at undskylde og kompensere ofrene.«
»Den komplette erstatnings-formulering vil tage måneder måske år at lave. Den vil indeholde fakta og tal for afrikanske slaver på Jamaica som baldnt andet den skønnede værdi af deres ubetalte arbejde med renters rente.«
»Desuden en oversigt over de firmaer, der profiterede på slaveriet samt forslag til nutidig gældssanering, fattigdomsbekæmpelse, socialt byggeri og et bedre samfund for den menige jamaicaner. Den skal også foreslå, hvordan vi sender de efterkommere, der ønsker det, tilbage til Afrika,« siger Hannah.

Tilbagebetaling for velstand
– Skal Europa betale for fortidens overgreb?
»I lever i dag materielt godt på grund af slaveriet. Alle de fine bygninger, gode skoler, store motorveje og flotte museer i verdens materielt bedste samfund er resultatet af Europas og USA’s kolonier, hvor slaverne var brændstoffet. Via sine kolonier kunne Storbritannien gennemføre den industrielle revolution og føre Første Verdenskrig. USAs rigdomme blev til dels grundlagt i bomuldsplantagerne.«
»Mens du sidder i dit moderne opvarmede kontor med fri adgang til sygesikring, uddannelse og bolig, så tænk på, hvordan den menige sorte borger på Jomfruøerne lever i dag. Under dansk kongedømme blev slaverne tvunget til at arbejde nøgne. Det vil også spille ind, når efterkommere kræver erstatning i Danmark,« siger Hannah tydeligt ophidset over telefonen.
Hun har i 30 år arbejdet for Rastafari-bevægelsen, hvilket ifølge hende selv har givet hende den sande og fulde historie om Afrika og hendes forfædre.
»Historien er så bitter, trist og en opskrift for hævn, at jeg besluttede at arbejde for en fredelig politisk løsning i stedet for de grupper, der ønsker en voldelig revolution for at smide det hvide europæiske åg af. Bevidstheden blandt folk på Jamaica og i Karibien har altid været bærende for Rastafari-bevægelsens budskab.«
»Men siden Durban-konferencen har bevægelsen fået en ny energi, der spreder sig til alle dele af samfundet. Vores bevægelse består også af hvide europæere og amerikanere, der forstår, at verden ikke bliver afbalanceret, førend uretfærdighederne under slaveriet er blevet kompenseret. Der vil ikke komme fred, indtil sorte kan se på hvide uden afvisning, had, vrede og desillusion,« siger Barbara Blake Hannah.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu