Læsetid: 3 min.

Smil – du er en kopi

Det vrimler med lår og skulderblade i den nye dans. Og skindøde edderkopper og gnavende fransk humor
2. juni 2003

Dans
De smiler, og de stamper, og de synger gospel i den blødeste mol. Alligevel har de verdensturnerende, sydafrikanske dansere og forestillingen Umoja på Folketeatret svært ved at nå tilskuerhjerterne. Alt fungerer upåklageligt – showet er velsmurt som en Hollywood-film, og musikerne har rytmer i kroppen, som vi blege nordboere ikke engang kan have i hovedet.
Men to en halv time om det fattige liv i Sydafrika uden ét eneste ord om apartheid – det er for mystisk. For hvem er det, disse sorte kunstnere ikke må støde i dag? Hvilket selvbillede skal de kopiere? Og for hvis skyld skal vi tilskuere have præsenteret en løgnagtig historieskrivning?
Som performere er de dog befriende hævet over tidens kropstvang: Her danser selv de tykkeste kvindeben også i lårkort.

Hotpants
Den Kgl. Ballets dansere har ingen problemer med lårlinjerne i det nye, funklende triple-program af koreograferne Maillot, Godani og Forsythe. Koreografierne har fået samme adrenalinpumpende energi frem hos dem, som ’Etudes’-programmet gjorde i november.
Danserne lyser om kap med industrilyssætningen på scenen: Bl.a. solodanserne Gudrun Bojesen, Silja Schandorff, Caroline Cavallo, Mads Blangstrup, Marie Pierre Greve og Kenneth Greve, der sparker nye linjer frem i stjernekroppene.
Men også korpset imponerer med sit drive, heriblandt den unge, polske Dawid Kupinski med gazellespring, den høje, amerikanske Haley Henderson med smidighed, den milde, danske Julie Strandberg med aggressivitet, den beskedne, amerikanske Amy Watson med autoritet.
Sjovt nok står værkerne Vers un Pays Sage af Maillot fra 1995 og Digital Secrets af Godani fra 1999 skarpest – som om den ultranye neoklassiske dans med sine ekstreme linjer og den udbredte brug af frem-og-tilbage-forskydninger af kroppen passer bedst til kompagniet.
Forsythes klassiker In the Middle, Somewhat Elevated fra 1987, der er blevet berygtet for sine næsten umenneskelige vrede og sit mekaniske drive i højeste gear, virker hos de kongelige dansere næsten poetisk og håndledsblødt i trinsproget i sammenligning med værkerne af de to yngre og delvist Forsythe-kopierende efterfølgere.
Men kompagniet klarer altså det hele. Både med velsiddende hotpants over totaltrimmede lår – og muskelskarpe skuldre.

Edderkoppegys
En skulder er nu ikke bare en skulder – den har sit eget fravristede liv, og den kan bevæge sig i mindst fire dimensioner. Det har performeren Kitt Johnson forlængst vist i sine sære rygforestillinger. Nu har Kitt Johnson imidlertid skabt koreografi til fem andre kroppe – fem kvindelige dansere i forestillingen Aortas Partitur.
Det underlige er, at Johnsons bevægelser reduceres til en ydre form, når de udføres af andre, uanset hvor perfektionistisk præcise disse dansere er. Koreografen Kitt har ikke formået at videregive transformationsevnene fra performeren Kitt. Danserne illuderer ganske vist fascinerende, insektkravlende skabninger, men mere som skarabæ-smykker end som levende biller.
Men jo, hendes benkrummende, skindøde edderkoppevæsner er morsomme. Lige til en kældergyser.

Hydraulikdans
Skulderbladene trak også godt op om halshvirvlerne hos den franske koreograf og performer Xavier Le Roy, der tilbragte det meste af sin halvnøgne solo ’siddende’ på skuldrene – med hovedet knækket ned i en uhyrlig usynlighedsvinkel mod brystet, så skulderbladene kom til at ligne balder.
Som indleder af ’Disturbances’ – ugens symposium og festival for nysgerrige kunstnere, der er fremme i sandalerne – slog Le Roy avantgarde-tonen an, og den virkede: Allerede efter 12 minutters non-dans forlod en vred tilskuer Charlottenborg og Le Roys selvforherligende robotbevægelser og hans hydrauliske maskin-vrumm-lyde fra en selvforglemmende drengeverden.
Denne tilskuer-exit gjorde det faktisk muntrere for os tilbageblevne at stå igennem de efterfølgende kombinationsøvelser af ’hænder-brugt-som-fødder’. For der var dømt teoretisk overload over denne dekonstruktionssolo – og en del set-før-isme. Også selv om den franske humor til sidst gnavede sig frem fra skulderbladene og forstyrrede fortænktheden.

*’Umoja’. Sydafrikansk musical, sunget på engelsk med (håbløse) danske diastekster. Gæstespil på Folketeatret til 8. juni.
http://Umoja.Ticket.com

*’Ny europæisk koreografi’. ’Vers un Pays Sage’ af Jean-Christophe Maillot. ’Digital secrets’ af Jacopo Godani. ÅIn the Middle, Somewhat Elevated’ af William Forsythe. Den Kgl. Ballet, maj. Danses igen 28. aug.-30. sep. www.kgl-teater.dk

*’Aortas Partitur’. Koreografi: Kitt Johnson. Lys: Mogens Kjempff. Musik: Sture Ericson. X-act på Dansescenen til 7. juni.
www.dansescenen.dk

*’Self-Unfinished‘. Koreografi og performance: Xavier Le Roy. Charlottenborg, lørdag. Ågning af symposiet ’Disturbances’, 31.maj-6. juni. www.disturbances.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her