Læsetid: 2 min.

Snak dem i seng!

’Roger Dodger’ er et barberblads-skarpt og vittigt skørtejæger-portræt fra New Yorks single-scene
27. juni 2003

Ny film
Roger har ordet i sin magt. Det beviser han allerede i første scene, hvor han slående begavet argumenterer sig gennem en diskussion med arbejdskammerater om forskelle mellem mænd og kvinder.
Han vinder gruppens bifald, men som Don Juan er den succesrige reklamemand og super-newyorker en mere tvivlsom succes. Hans egen påstand om, at han får en pige på krogen hver aften, dementeres i hvert fald af de nøgne kendsgerninger, der kun kan fremvise nederlag og afvisninger.
Måske er det – trods den begavede mundraphed – hele fremgangsmåden, der er forkert. Roger tiltrækker sig kvindernes opmærksomhed ved at være fræk og aggressiv, men når deres interesse er vakt, kommer der ikke ømhed og intimitet ud af samværets indledende faser, men kun gennemskuende sortsyn.

Skønne babes
Dette amerikanske komediedrama er instruktøren Dylan Kidds sikre og målbevidste debut. Dristigt lader han replikkerne tælle mindst lige så meget som billederne, i en grad, så filmen faktisk kan minde om franskmanden Eric Rohmers ironiske dramaer om ekstremt velformulerede, selvbedrageriske hovedpersoner.
På det verbale plan ser Roger sig nemlig som uovervindelig og bliver derfor en bestikkende rollemodel for sin 16-årige nevø Nick, der er på et kort New York-besøg og gerne tager ved lære at Rogers scoreteknik. Nick har sit første kys og sit første knald til gode, og den jomfruelighed vil Roger skaffe ham af med.
På en singles-bar møder Roger og Nick de to kønne og kvikke kvinder, der finder Nicks uberørthed tiltrækkende. Og som tilsvarende ender med at blive frastødt af Rogers kyniske kyndighed. Denne kvartets møde bliver filmens højdepunkt, fordi Rogers erfarne scoretaktik spilles vittigt ud mod de to singler (pragtfuldt spillet som sensitive, begavede babes af Jennifer Beals og Elizabeth Berkley). Og fordi Jesse Eisenberg har en så ligefrem og ukrukket appeal som Nick, at hans betagelse bliver både komisk, poetisk og rørende.

Nærbillede-film
Men filmen står og falder med sit portræt af det glatte snakketøj Roger, og Graham Scott er da også superb i rollen som manden, der mener at kunne gennemskue en hvilken som helst situation, men har sværere ved at handle ud fra selverkendelse. Egentlig et ubehageligt bekendtskab, men kedelig er han ikke, og frem for alt efterhånden helt menneskelig i sine mere og mere mislykkede forsøg på at holde masken. Instruktør-forfatteren Dylan Kidd præsterer ikke blot af en begavet og nuanceret dialog, men også en personinstruktion, som er af helt dogmeagtig spontanitet og livfuldhed. På tværs af al god smag dominerer nærbillederne fuldstændig i den håndholdte fotografering.
Så her kan man opleve, hvordan en film, som mest består af lutter talende hoveder, kan virke yderst æstetisk tilfredsstillende. Hvilket skyldes at formen går op i en højere enhed med et indhold præget af vid, menneskekundskab og generøs humor.

*Roger Dodger. Instruktion og manuskript: Dylan Kidd. Amerikansk (Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu