Læsetid 5 min.

Socialdemokrater på kattepoter

Den danske regering er indtil videre sluppet nådigt i Irak-krigens efterspil
28. juni 2003

ANALYSE
Mens de amerikanske og britiske regeringer er under stigende pres fra opposition og offentlighed, er der – bortset fra i enkelte medier – påfaldende stille i den danske debat om Irak-krigens motiver. I betragtning af, at den danske regering med det snævrest mulige flertal gik med i en krig, der af eksperter blev kaldt illegitim, og som skabte splid i FN, NATO, EU og forholdet mellem USA og Europa, har de manglende våbenfund skabt overraskende lidt ballade.
I lyset af det ramaskrig, der har rejst sig i en række af de andre krigsdeltagende lande, kunne man forvente, at de danske ministre dagligt og som topprioritet i de landsdækkende aviser og elektroniske medier ville blive hudflettet og stillet til regnskab. Det er ikke sket, og det er der flere forklaringer på: Den ene er en formentlig stadig mere udbredt opfattelse i befolkningen af, at det var godt at få fjernet Saddam Hussein – uanset de folkeretlige aspekter omkring krigens mangel på legitimitet. Den anden forklaring er, at den politiske opposition kan hoppe og springe, så meget den vil – VK-regeringen har sit flertal med Dansk Folkeparti, som ikke ligefrem ynder at blive belært af eksperter om retlige grundlag for vidtgående politiske beslutninger.
Den tredje forklaring drejer sig mere om de interne forhold i oppositionen, og her er det især Socialdemokraternes ageren, der påkalder sig opmærksomhed.
Allerede forud for Folketingets afslutningsdebat forsøgte Enhedslisten at gøre Irak-krigen til den samlede oppositions hovedangrebspunkt i forhold til regeringen. Men det ville Socialdemokraterne ikke være med til. Partiet vil hellere koncentrere sig om at blive dagsordensættende, når det drejer sig om indenrigspolitiske temaer som ledighed og VK-regeringens vanskeligheder ved at få den økonomiske politik, 2010-planen, til at hænge sammen.
I lighed med Det Radikale Venstre har Socialdemokraterne ganske vist foreslået, at der i uafhængigt regi bliver lavet en redegørelse om de folkeretlige aspekter af den danske krigsdeltagelse. SF og Enhedslisten har krævet en mere tilbundsgående kommissionsundersøgelse, som af udenrigsminister Per Stig Møller (K) er blevet afvist som »spild af tid«.

S ønsker anden dagsorden
Enhedslisten vil bruge sommeren til at »komme til bunds i sagen«, som Kjeld Albrechtsen udtrykker det:
»Når en udenrigsminister kan gå i Folketingssalen og med stor sikkerhed tale om Saddam Hussein og hans masseødelæggelsesvåben, og det så viser sig, at intet af det materiale, han læner sig op ad, holder stik, så har regeringen et problem. Vi vil give regeringen lejlighed for at forklare sig ned i detaljen. Blair skal ikke være ene om den tvivlsomme ære for misinformation. Vores egen regering bærer samme ansvar.«
Mens SF og Enhedslisten er meget fokuserede på de manglende våbenfund, er Socialdemokraterne mere forsigtige. Det vil ikke være særlig smart, hvis Mogens Lykketoft dukker op på tv som sur partiformand, der i indædte vendinger angriber manglen på beviser, hvis de berygtede våben så pludselig dukker op. En mulighed, ingen vel helt kan udelukke, selv om det med chefen for FN’s våbeninspektører Hans Blix’ ord forekommer besynderligt, at de krigsførende regeringer kunne være »100 procent sikre på tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben og samtidig have nul sikkerhed for, hvor de befinder sig.«
Ud over at Socialdemokraterne ifølge en række kilder hellere vil bruge indenrigspolitiske temaer som hovedangrebsflanke i forhold til regeringen, er der også indholdsmæssige grunde til, at partiets profil i Irak-spørgsmålet er mere afdæmpet i forhold til, hvad man kunne forvente: Dels finder Socialdemokraterne det risikabelt at køre for hårdt frem med de manglende våbenfund, og dels føler partiet sig ikke – som dele af oppositionen i USA og Storbritannien – ført bag lyset eller manipuleret rundt med i forhold til de efterretninger, der lå til grund for Danmarks beslutning om at deltage i krigen.

Vestens frygt
Det hænger sammen med, at Socialdemokraterne faktisk kørte tæt parløb med regeringen et langt stykke hen ad vejen i optakten til krigen imod Irak. Den udbredte fornemmelse hos Socialdemokraterne var, at der var enighed med regeringen om, at FN-sporet skulle følges, og indtil vejene skiltes på netop det punkt, satte Socialdemokraterne såvel som regeringspartierne deres lid til FN og andre landes efterretninger om de mulige masseødelæggelsesvåben.
Efter krigen har regeringen slået problematikken hen som uvæsentlig. Dels har statsminister Anders Fogh Rasmussen forklaret, at elementer til kemisk krigsførelse i sagens natur ikke fylder særlig meget, og at det derfor var som at lede »efter en nål i en høstak«. Dels har regeringen forsvaret sig med, at antagelserne om våbnene byggede på »åbne kilder« – altså hvad hver mand blot ved at følge med i pressen havde viden om. Og dels har især Per Stig Møller viklet sig ind i forklaringer om, at alene mistanken om, at Saddam Hussein ikke havde skilt sig af med sine våben, og at den irakiske diktator spekulerede i at opretholde Vestens og USA’s frygt og mistanke, var lige så afgørende som den faktiske eksistens af mulige masseødelæggelsesvåben.
Den samlede forklaringsstrategi fra regeringens side kan nok kritiseres politisk – for at man entydigt følger USA’s dagsorden og blindt labber meldinger fra andre lande i sig – men ansvarspådragende i forhold til at vildlede Folketinget bevidst? Det mangler kritikerne endnu at føre bevis for.

Amerikansk propaganda
Det ved Socialdemokraterne, og partiets udenrigspolitiske ordfører Jeppe Kofod mener da også, at den danske situation adskiller sig fra den amerikanske og britiske:
»Der er ikke noget med, at danske efterretninger er blevet fordrejet, for regeringen har selv sagt, at den har baseret sig på åbne kilder. Derfor tager sagen sig anderledes ud her. Men vi siger, at forløbet skal gennemgås – især for at belyse, hvordan argumenterne for krigen holder rent folkeretligt, hvis man ikke finder de her masseødelæggelsesvåben,« siger Jeppe Kofod:
»Det er dybt kritisabelt og udtryk for magtfuldkommenhed og arrogance, at regeringen affejer ethvert tilløb til, at forudsætningerne for krigen bliver undersøgt. I USA og Storbritannien er der dog presset høringer igennem i senat og parlament. I Danmark misbruger regeringen sit snævre flertal,« siger Jeppe Kofod.
Om end der ikke i dag er grundlag for at anklage regeringen for at have manipuleret med efterretninger og bevidst vildledt Folketinget, mener Kofod dog, at VK-regeringen »blindt« har stolet på alt, hvad der kom fra USA:
»Der er ingen tvivl om, at vi har været vidne til en masse propaganda fra USA’s side. Derfor skylder regeringen offentligheden og Folketinget, at man iværksætter et sagligt arbejde. Det drejer sig jo ikke om et hvilket som helst tilfældigt spørgsmål. Men om hvorvidt Danmark skulle gå i krig eller ej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu