Læsetid: 5 min.

Fra socialstat til totalstat

Hvad betyder det for statsministeren, at klassekampen er slut? Det betyder, at staten skal skabe værdier og ændre danskernes bevidsthed. Anders Fogh Rasmussen har indledt en kulturkamp i tiden efter de store ideologier
6. juni 2003

(2. sektion)

Kulturkampen
De troede staten ville blive mindre. De fleste troede de vidste hvad der ville ske når liberalisten Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Han havde skrevet en bog: Fra socialstat til minimalstat. Titlen lignede et løfte: Nu skulle den store velfærdsstat blive til den lille velfærdsstat. Som der stod i bogen fra 1993:
»Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. Danskerens liv er er blevet statsliggjort. Der er er skabt et herre-slave-forhold, hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd. «
De fleste forestillede sig, at staten under Anders Fogh Rasmussen ville koncentrere sig om sikkerhed og grænser for udlændinge og voldsmænd, og staten ville satse på at skabe rammer for vækst. De fleste troede, staten ville lade borgerne være i fred, når vi nu fik en liberalistisk ledet regering. En fiks formulering huserede i dagspressen: Velfærdsstaten ville blive til velfærdssamfund.
Poul Nyrup Rasmussen vidste godt, staten var blevet for stor og dominerende. Det havde været for meget med politisk kontrol, og at staten skulle bestemme, om man måtte kalde sin søn for christophpher med phph.
Sociologen Henrik Dahl vidste godt, hvem der havde vundet valget i november 2001, og hvem der havde tabt:
»Der var ingen ende på, hvad staten blandede sig i – og der var ingen ende på småligheden og nidkærheden i den måde, hvorpå man administrerede reglerne. Ofrer du en søndag på at hjælpe til i hallens cafeteria? Så er du automatisk under mistanke for at være et svin og skal ubetinget på hygiejnekursus. Har du kopieret en festsang på arbejde? Så skal du beskattes af dit personalegode.«
Der var under den socialdemokratiske regering ingen steder uden for staten. Regler og regulering og aktiv håndhævelse herskede over det hele. Det var ifølge Henrik Dahl denne fornemmelse af totalstat, som fik vælgerne på vandring mod Venstre og Dansk Folkeparti. Den amerikanske tendens skulle være ankommet: Big Government is over.

Det viste sig, at Anders Fogh Rasmussen ikke tænkte som Henrik Dahl. Anders Fogh Rasmussen er mere progressiv. I sin første nytårstale som statsminister erklærede Fogh Rasmussen, at det valg, der havde bragt ham til magten, var et opgør med klassekampen. Politik var ikke længere organiseret omkring en ideologisk modsætning mellem venstre og højre. Henrik Dahl abonnerer også på den udlægning, men Anders Fogh Rasmussen har draget en radikal konsekvens.
Som han forklarer i den netop udkomne interviewbog I godtvejr og storm: Han er ikke længere så liberalistisk, at han kun tror på frihed for den enkelte. Borgernes behov for tryghed er ikke længere bare luset slavebevidsthed. Det ligger mellem linierne, så enhver kan se det: Han tror ikke længere på minimalstaten. Den var et produkt af liberalistisk ideologi. I 2003 siger statsministeren:
»Det er hele pointen i min analyse, at udviklingen også fører til nye politiske arbejdsmetoder. Den klassiske politiske arbejdsmetode er at genemføre ændringer af samfundet ved at ændre nogle love og dreje på nogle knapper. Men i et samfund, hvor mennesker identificerer sig mere med værdier end med tilhørsforhold til bestemte grupper, klasser og snævre økonomiske interesser, er det afgørende for politisk ledelse, at man er klar og kontant i formuleringen af de grundværdier, ens politik bygger på. I dag skal reformer i højere grad fremmes ved at sætte en dagsorden og bevidstgøre mennesker om bestemte værdier end ved at vedtage og ændre tilfældige love i Folketinget.«
Politik skal ifølge statsministeren ikke begrænses til lovgivning. Statsministeren vil præge befolkningen med værdier. Han vil skabe mentalitetsændringer. Anders Fogh Rasmussen bruger folkeskolen som eksempel:
»I det omfang, man ændrer systemer, er det lige så meget for at fremme en ny tankegang. Tag folkeskolen som eksempel. Et vigtigt element i den nye folkeskolereform er at indføre en ny målestok for, hvad børnene skal lære. Der sker ved, at vi fastsætter mål for mål for, hvad børnene skal kunne på forskellige klassetrin. Målet er dels at give forældrene et redskab til at følge med i, om børnene lærer, det de skal, dels at give børnene et redskab til at køre efter.«
Anders Fogh Rasmussen vil socialisere børnene efter nye og klare standarder. Han er ikke modstander af statslig pædagogisk prægning af børnene. Han er modstander af den frie kulturradikale pædagogiske tilbøjelighed i det etablerede skolesystem.

Anders Fogh Rasmussen udtalte for nogle år siden, at Venstre som regeringsparti altid er både i regering og opposition. De er i regering for så vidt, som de regerer. De er i opposition, idet de distancerer sig fra den dominerende ideologi i det bestående statsapparat.
I det perspektiv træder statsministerens kamp mod smagsdommere i karakter: Han vil ikke acceptere, at der bliver politiseret under videnskabeligt alibi. Statsministeren vil ikke afskaffe det politiserende moment i civilsamfundet, men det skal erkendes som politik.
Anders Fogh Rasmussen betragter videnskab som en kamp om viden, og den kamp er altid allerede politisk. Han kan ikke trække staten tilbage, for embedsapparatet og samfundsforskningen er i den optik allerede politiseret. Derfor må han være i opposition og i regering på samme tid. Regeringen turnerer med sine egne smagsdommere: Claes Kastholm og Bjørn Lomborg.
Staten er ikke blevet mindre under Anders Fogh Rasmussen. Den er ikke holdt op med at blande sig langt ind i borgernes hverdagslige tilværelse. Nu skal det bestemmes politisk, hvornår flygtninge må gifte sig. Der er tale om, at flygtninge og indvandrerbørn skal følges i skole, så man sikrer sig, at de ikke bare pjækker. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen betragter fedme som et politisk problem. Der er tilsyneladende ingen grænser for den værdibaserede politiske ledelse.
Anders Fogh Rasmussen kalder det en kulturkamp: en kamp mod pladderhumanismen og rundkredspædagogikken. Lovgivningen er ikke det væsentligste: Det kører bare, mens statsministeren bearbejder befolkningens bevidsthed. Men lovgivningen kører bestemt ikke hinsides højre og venstre: Regeringens skattepolitik og økonomiske politik følger en klassisk borgerlig model. Der er ikke noget nyt der: Det nye er, at han fører den ideologiske kamp et andet sted. Han fører den ideologiske kamp i det intellektuelle rum, hvor kulturradikale og ventresorienterede har domineret og sat dagsorden i snart hundrede år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her