Læsetid: 5 min.

Stilhed før stormen

Der er ingen som helst grund til at tro, at Norge vil ændre succeskonceptet og ’opfinde’ en ny spillestil i aftenens kamp mod Danmark. Hvorfor skulle de?
7. juni 2003

ANALYSE
Normalt indleder Morten Olsen det sidste pressemøde før en fodboldlandskamp med en lille tale om sine indtryk af forberedelserne og overvejelser om den kommende kamp.
Det er en snart 25 år lang tradition, der begyndte, mens Sepp Piontek var chef og Morten Olsen anfører for landsholdet. Richard Møller Nielsen gav ’indgangsbønnen’ nye dimensioner, da han under EM i Sverige i 1992 farvede oplægget med mere personlige detaljer og sammenligninger. Farven på den røgede laks på morgenbordet havde for eksempel mindet ham om hans bedstemors lyserøde korset med bambusstivere – og det var egentlig sådan – som afstivere, der holdt det hele oppe, at Kim Vilfort, Kim Christofte og John Faxe skulle fungere i den forestående kamp.
Det var faktisk meget morsomt, men umuligt at oversætte for udenlandske kollegaer. Det var også et velment forsøg på at sige noget i en situation, hvor ingen landstræner vil sige noget om det, pressen gerne vil vide og godt ved, at den af strategiske årsager ikke får at vide, nemlig:
Hvordan er holdopstillingen og hvad er taktikken?
Ti år efter siger landstræner Morten Olsen før pinselørdags-slaget mod Norge, at holdopstillingen og resultatet er det eneste, der ikke er givet svar på.
Holdet ville han i går ikke sige noget om, og resultatet kunne han ikke forudsige.
Så bortset fra, at landstræneren lancerede en optrækkende forårsforkølelse og lidt bekymring for at en nysen ville blive udlagt som, at han var allergisk over for norsk fodbold, så var indgangsbønnen droppet.
Han ville heller ikke svare på Informations spørgsmål, om han faktisk er allergisk over for den norske spillestil. Dén som han før sidste års 2-2 kamp i Oslo kritiserede med en skarphed, der er uhørt i landstræner-branchen. Morten Olsen havde heller »ikke mere at tilføje«, da Information ville vide, om den kompromisløse træner ville gå på kompromis med sin grundholdning og tilsidesætte spilles æstetiske dimension for at vinde dén sejr, der er helt afgørende for, at Danmark kommer til EM-slutrunden for sjette gang i træk siden 1984.
»Man har altid visse mål før en kamp,« lød Olsens tilknappede svar.
Herefter var kampen fri for fortolkninger.

Langpasningen
I centrum står den lange, forkætrede aflevering – på norsk langpasningen.
Den brugte Danmark de facto lige så meget som Norge i 2-2-kampen i Oslo i september sidste år. Det har den tidligere norske ’landslags-sjef’ Egil Drillo Olsen påvist med matematisk præcision.
Forskellen er, at Norge sparker bolden mere direkte, dybt fremad over midtbanen, hvor Danmark mere bruger den diagonale pasning, som skal svinge modstander-forsvaret og skabe uro til at bryde gennem fire-backkæden.
Netop dén øvelse har Olsen trænet med sit hold i Vedbæk i denne uge. Så det ville være mærkeligt, om vi ikke skulle komme til at sige nogle hurtige lange skift fra Helveg i højre forsvarsside til Martin Jørgensen på venstre fløj – og fra Niclas Jensen til Jesper Grønkjær – nu på højre fløj. Tolkningen af opstillinger under træning kombineret med, at Dennis Rommedahl både i de sidste landskampe og hos PSV har været skidt kørende er, at ’ekspres-fløjen’ for første gang i 32 landskampe under Morten Olsen starter på bænken.
Mod en kompakt defensiv som den norske med fire zonemarkører i backlinjen og fem pressende folk på en bred midtbane, er der mere brug for driblere som Grønkjær og Martin Jørgensen end hurtigløberen Rommedahl. Han vil mangle plads til sine ryk i dybden mellem de to norske kæder, hvor Grønkjær og en Martin Jørgensen i storform kan ’krølle’ sig igennem de tætstående norske forsvarspalisader.
Selv om ethvert fodboldholds formåen er summen af den individuelle kunnen, så tæller de danske fløj-mænd mere end for to i det danske angrebsspil i aften. Også fordi ’sjakalen’ Jon Dahl Tomasson – der opsnuser chancer, ingen andre har lugtet, og scorer på dem – sidder uden for med en skulderskade.
Det er mod alle odds, at Ebbe Sand skal afslutte sit dårligste år som landsholdsspiller og lejesvend med at blive matchwinner i en match, hvor han kommer til at ligge alene på toppen. Men det kan ske, for alt kan jo ske i fodbold, som man siger!
Bliver situationen desperat uden mål kan Morten Skouboe, der sluttede sin første Bundesliga-sæson med at score tre vigtige mål for Borussia Mönchengladbach, kommer ind som substitut for en udbrændt Sand.

Kendt stil

I en afvejning af gevinst og risiko vil der være mening i, at Danmark lægger højt pres på nordmændene – fra centerforsvarere Henning Berg og Ronny Johnsen til Eirik Bakke og Trond Andersen på den centrale midtbane, hvor Norge mangler en markant spiller. De skal stresses, før de skal sparke de lange bolde frem til fyrtårnet i front: Tore Andre Flo, som i venskabskampen mod Finland i april scorede sit første mål for Norge siden 1999, eller Valencias John Carew.
Der må være bevogtning af Norges bedste boldspiller og farligste snigskytte Ole Gunnar Solskjær, som skulle blive hængende forward i en 4-4-1-1 opstilling. Ikke mindst fordi slaget på den danske banehalvdel kommer til at stå om de bolde, der falder af efter de lange afleveringer frem til den forward, der typisk placerer sig ved hjørnet af straffesparksfeltet.
Claus Jensen er manden til det høje pres i midten som støtte for Sand, mens Morten Wieghorst med sin højde og Thomas Gravesen med sin nærkampstyrke er de andre naturlige valg til den danske midtkæde.
I luften er nordmændene bedst, så det er i kombination af et højt og angrebshidsigt pres på Norges centrale forsvarere – og evnen til at komme først på de bolde, der falder af efter ’langpasningen’, at det danske landshold skal erobre spillet. Sejren skal vindes på hurtig omstilling fra forsvar til angreb, som er blevet trænet i Vedbæk – og en dræbende udnyttelse af de få chancer, som en intens, men sandsynligvis uskøn fodboldkamp vil byde
på. Norge med 10 point for fire kampe er tilfreds med uafgjort, Danmark med syv point for Rumænien og Bosnien med seks point skal kampen mellem to stilarter og traditioner.
Forventede holdopstillinger:
Danmark: Thomas Sørensen – Thomas Helveg, Rene Henriksen, Martin Lauersen, Niclas Jensen – Thomas Gravesen, Morten Wieghorst, Claus Jensen – Jesper Grønkjær, Ebbe Sand og Martin Jørgensen.
Norge: Frode Johnsen – Christer Basma, Henning Berg, Ronny Johnsen, André Bergdølmo – Steffen Iversen, Eirik Bakke, Trond Andersen, John Arne Riise – Ole G. Solskjær – Tore andre Flo.

*DRTV i dag kl. 19.15

*Læs om kampen fra kl. 22.00 på www.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu