INTERMETZO
Gud ved hvordan Louise Frevert, Dansk Folkepartis levende livsglæde, havde reageret på Dogville, hvis filmen var rendt af med guldpalmerne i Cannes? Heri ligger ingen antydning af at Louise Frevert ville have sagt det modsatte af hendes nu fremsatte krav om politisk censur i forbindelse med dansk filmstøtte. Naturligvis ikke. Ifald von Trier havde stået, badet i triumfens varme lys med spektakulære stjerner i drys omkring sig, samt det danske filmmiljøs koryfæer i baggrunden, må man forestille sig at Frevert havde benyttet anledningen til at foretage et par vridninger med underlivet og proklamere sin fordømmelse af filmen. På baggrund af adskillige års succes for dansk film takket være den gældende filmordning uafhængig af det til enhver tid siddende folketingsflertal havde dette været stedet til at foreslå uafhængigheden afskaffet: »We, the Danish Peoples Party betaler orkestret og bestemmer fremover musikken«. Mange tilstedeværende blandt de lande, vi helst ikke sammenligner os med, ville have nikket forstående. Det kender de godt fra deres helt egen verden. Utvivlsomt bevæger sig adskillige gamle stalinister rundt under palmerne, hvor gør de ikke det! Også de ville have følt sig hjemme. Louise Frevert fik til lejligheden, da hun forlangte censur, også luftet begrebet antiamerikanisme, et fænomen som må siges at være en trussel mod supermagten. Enhver kan se hvor hæmmet den amerikanske regering optræder, hvordan Georg W. kryber langs panelerne. Antiamerikanisme er et vidt begreb, så meget desto mere alvorligt, når det således hærger dansk film.
Men rent bortset fra Trier, der aldrig har været derovre er f.eks. en mand som Edward Kennedy antiamerikansk. Kennedy har i årevis kæmpet for bedre sociale vilkår i fattigdommens USA, har vendt sig imod præsident Bush krigspolitik samt mod republikanernes økonomiske dispositioner. Kennedy er som mange andre antiamerikanske amerikanere pissed over at besættelsesstyrkerne i Irak fortsat ikke har set skyggen af masseødelæggelsesvåben. Påstanden om disse, som også blev kreativt bogført af den danske statsminister, var jo den folkeretslige begrundelse for krigen. Kennedy er sammen med adskillige også i England skidesur over at FN-inspektørerne ikke fik lov at fortsætte, inden krigen på et åbenbart tvivlsomt grundlag blev erklæret uundgåelig.
Flertallet af de amerikanske vælgere kan i øvrigt rubriceres som antiamerikanske, eftersom de ikke stemte på præsidenten ved sidste valg. Mange af dem er offentligt ansatte eller lever af at udføre ting og sager for samfundsfællesskabet. Men det er selvfølgelig kun virkeligheden. Før i USAs historie har man oplevet at beskyldninger om antiamerikanisme mod anderledes tænkende end den kompakte aggressive minoritet fik konsekvenser også i filmens verden.
Freverts forslag eller krav om ændringer som, i betragtning af så meget andet der sker, sagtens kan komme til at sætte sig spor, er formentlig gennemtænkt. Således indebærer det fremtrædende Dansk Folkepartifolketingsmedlems idé om politisk kontrol med filmprojekterne, at et uvildigt advokatnævn skal tage stilling til om de støtteansøgende film er politiske på den forkerte politiske facon. Fordelen for statskassen er til at få øje på: det er svært at komme i tanke om film, der ikke er politiske, og på den baggrund kan oppebære støtte. I Dansk Folkepartis ånd kan man forstille sig at Far til Fire-filmene tages op igen og genindspilles med vore dages Søs, onkel Anders og Lille Per. Her ville advokatnævnet selvsagt sige fra over for manuskripternes klart samfundsbevarende tendens. På den anden side kan den filmatiserede tegneserie opfattes som antidansk med mange lumre antydninger af det incestuøse i far-Søs relationen. I Lille-Per anes kimen til en sodomit, således som den irriterende unge altid slæber rundt på en lysten tøjelefant på fire hjul.
Man skal høre meget, før den talendes tunge falder ud.
Dansk litteratur fik ny første-mand på det statsstøttede felt. Denne proklamerede i sin første udtalelse, der skal ses i sammenhæng med hans tidligere bifald ved bibliotekspengenes reduktion, at der udgives for mange bøger i Danmark. Kanhænde han har sine egne litterære tilløb i tankerne. Kristen Bjørnkjær har allerede udtrykt skepsis med hensyn til kulturministerens dømmekraft i denne sag. Ministeren, der elsker konkurrence, burde have udskrevet én med præmie til det fantasifulde menneske der kunne have fundet en dårligere egnet til jobbet, en mindre generøs person, en mere afblomstret sukkulent end Kastholm Hansen. Brian M. kunne roligt have stillet en betydelig præmie i udsigt. Måske en tur til Cannes med Louise Frevert.
Det gladeste ved at blive ældre med udsigten til at lyset i Dogville en dag sætter ud, er at man slipper for mere idioti. Hvis så man vågner op til det evige liv, får man et problem: hvad skal man så se frem til! Nu siger præsten i Tår-bæk at den side af sagen skal man ikke tage højtideligt. Jesus er ikke født af en jomfru, fór ikke til vejrs og vendte tilbage, og Lazarus blev hvor han var. Sagen fra Tårbæk er interessant derved at den jo i kirkemyndighedernes reaktion på disse ikke urimelige udtalelser om naturens væsen afslører en hvilken som helst religions fundamentale fundamentalisme. Langballe og Krarup er tit ude med riven og afviser at de er fundamentalister hvordan man dog kunne komme på dén tanke. Men såfremt troen på ét eller andet ikke er fundamental i kristendommen for eksempel på Jesus som søn af en gud og på menneskesønnens opstandelse fra de døde har kristendommen ifølge troens vogtere jo ikke megen mening. Det er altså et spørgsmål om graden af fundamentalisme, vi taler om. Og det ville jo være en ærlig sag, hvis man ellers kunne enes om så meget, hvilket tilsyneladende er utopisk.
Apropos alderdommen i sigte skønt der stadig er meget, meget, længe, længe, længe til den tid! fandt klummisten forleden et herligt bånd med et par afsnit af Christoffer Barnekows intet mindre end guddommelige tv-serie om netop alderdommen. Serien, Livshunger i seks afsnit af en halv time blev indspillet som samproduktion mellem Sveriges TV og DR-TV i efteråret 2001 og sendtes, så vidt det fremgår, for et års tid siden over Sverige.
Serien handler ganske enkelt om at blive gammel. Christoffer Barnekow, kendt i sin tid fra flere dansk producerede serier med Poul Nesgaard og Nulle. Også de to medvirker i et af afsnittene. En ubetalelig scene mellem Barnekow og Nulle, samt en mellem Barnekow og Hasse Alfredsson og én med Monica Zetterlund, hvor Barnekow i bil med dejligheden skamløst udfritter hende, om hun synes han er gammel, samtidig med at han interviewer hende helt ind til benet. Mesterligt! Også Ghita Nørby, Jan Guillou, Papa Bue, Gunnel Lindblom og afdøde Lotte Tarp medvirker blandt mange andre. Barnekow som kan den vanskelige genre mellem journalistik og skuespil fremstiller i alle scener alderens altid medfølgende vantro over egen fremadskridende tilstedeværelse. Ingen kan som han være fornærmet over at naturen således overlister ham og sætter den unge Christoffer indeni skakmat. Netop mat.
Og når man ser serien, bliver man mat ved tanken om hvor sjældent tv viser egenproduceret stor kunst. Det har man anledning til her. Det mærkeligste ved Livshunger er nemlig at den af en eller anden besynderlig årsag aldrig har været vist i dansk tv, altså hos medproducenten DR-TV. Er dét nu ikke underligt? Her kan man dog tale om et vist publikum, som oven i købet bliver større dag for dag. Måske DR venter på at det skal blive endnu større.
