Læsetid: 3 min.

Stjernen som arbejdsmand

Gregory Peck, der havde sin storhedstid for over 50 år siden, var en af Hollywoods mest respekterede personligheder. Men ikke for sit talent
14. juni 2003

Nekrolog
Med Gregory Pecks bortgang – 87 år gammel – forsvandt den sidste af de markante stjerner fra Hollywoods storhedstid helt tilbage fra 1940’erne.
Peck var en høj flot fyr og stjerne på linje med Gary Cooper og Cary Grant, men langt mere begrænset som skuespiller. Han lagde ud som den solide leading man, der med sin aura af tænksom alvor, sin dybe, velmodulerede stemme og måske en pibe i munden kunne vække en gennemsnitsamerikaners ubetingede tillid. Senere udviklede han sit register, uden at det nogensinde blev imponerende stort. Noget hæmmet og lidenskabløst, ja rent ud sagt træet ved hans spillemåde stillede sig i vejen. En iagttager kaldte ham »Hollywoods rareste mand – og den kedeligste.« Men heldigvis for Peck var det store publikum ikke altid enig.

Usædvanlig status
Gregory Pecks status som ung Hollywood-stjerne var på flere måder usædvanlig. Han blev hurtigt så efterspurgt, at han ikke – som de fleste filmdebutanter dengang – behøvede at underskrive en langtidskontrakt med et filmstudie, men selv kunne vælge, hvilke film han ville medvirke i.
Det skyldtes delvis, at Hollywood under Anden Verdenskrig manglede unge helteskuespillere (mange af stjernene var indkaldte, mens Peck undgik militærtjeneste på grund af en rygskade). Oprindelig læste Peck til læge, men efter en Broadway-succes i 1942 sprang han i 1944 lige ind i en Hollywood-hovedrolle som russisk guerilla-soldat i Days of Glory.
Det var dog som blid og ædel missionær i Cronin-filmen Himmeriges nøgler (1945), han fik sit gennembrud.
»Aldrig før har filmlærredet så dristigt åbenbaret et menneskehjertes hemmelige asyl,« lød filmens reklameslogan, men hemmeligheder havde Peck nu ikke mange af. Heller ikke farlighed. Alfred Hitchcock gav ham ganske vist hukommelsestab i Troldbunden (1945), hans næste store succes med Ingrid Bergman, men det hjalp ikke stort.

God westernskuespiller
I mere end 10 år frem blev Peck et uneurotisk, maskulint anker- og identifikationspunkt for det store, brede middelklasse-publikum. Han gav pænheden en vis glamour, og der var noget respektabelt og pålideligt over hans figurer, der opvejede den manglende humor og erotiske gnist.
Han udgav sig for jøde for at afsløre antisemitisme i Elia Kazans Mand og mand imellem (Gentleman’s Agreement 1948), igen et tilløbsstykke, og spillede britisk advokat i Hitchcocks Sandheden om Mrs. Paradine (1947) – til instruktørens ærgrelse, han ville have haft Laurence Olivier til rollen.
Men den meget amerikanske Peck fandt en ny troværdighed i westerngenren. Han yder i 1950 en af karrierens bedste præstationer som The Gunfighter i Henry Kings næsten-klassiske western. Her er han en gunman, der har trukket sig tilbage, men tvinges i aktion igen – lidt af en Clint Eastwood-rolle.
Efter samme år at have været en dekorativ Kaptajn Hornblower drog Peck til England af skattegrunde og medvirkede dér i nogle mindre interessante produktioner. Men den flerårige europæiske udflugt resulterede i en af hans populæreste film, Prinsessen holder fridag (1953), hvor han er en passende nobel og nydelig journalist-eskorte for Audrey Hepburns prinsesse på dydige afveje.

Peck som liberal
Herefter gik det op og (oftere) ned, men det kan ikke nægtes, at Peck var godt castet i bestseller-filmatiseringen Manden i gråt (1956). Det samme kan ikke siges om Moby Dick (1956), hvor han spillede kaptajn Ahab for at få John Hustons film finansieret.
I starten af 1960’erne fik han en genopblomstring med det store krigsfilms-hit Navarones kanoner (1961) og især Dræb ikke en sangfugl (1962), hvor han efter fire Oscar-nomineringer endelig vandt statuetten for sit sympatiske portræt af den etisk ubøjelige sagfører Atticus Finch. Robert Mulligan instrurede sydstatsdramaet efter en bestseller af Harper Lee om en retssag, hvor en sort mand anklages for voldtægt.
Filmen satte fokus på Peck som liberal – en frisindet, venstreorienteret rolle, han også spillede med succes i virkelighedens verden. Han var velgørenheds-organisationernes mand og havde mange tillidshverv, blandt anden som leder af det det amerikanske filmakademi. Og han producerede i 1972 anti-Vietnamkrigsfilmen The Trial of the Catonsville.

Vældig pæn
Dræb ikke en sangfugl blev højdepunktet i Pecks karriere, der siden hen prægedes af mange flops.
Han var dog ikke ueffen som moralsk opløst, forelsket sherif i John Frankenheimers I Walk the Line (1970) med Tuesday Weld, og han forsøgte sig med et vist (kommercielt) held i skurkefaget i Drengene fra Brasilien og prøvede gysergenren med den populære Tegnet (1976).
Privat hørte Peck så afgjort til Hollywoods pæne drenge. Han var kun gift to gange, først med en finsk kvinde, siden med en fransk journalist. Og den tiltalende mand kendte talentets begrænsninger, som denne udtalelse viser: »Når jeg har fået den forkerte rolle, eller manuskriptet er dårligt, synker jeg med skibet.«
Peck var stjernen som arbejdsmand – og lidt til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu