Det er Nordeuropas bedste udsigt fra et pissoir. Intet mindre. For oven over selve kummen er der en åben udsigt over Øresund, der kan tage pusten fra enhver.
»Det er ikke løgn vel,« siger 54-årige Ole Kyhn, som for lidt tid siden har fortalt om pissoirets fortræffeligheder.
Og som vi står der, må jeg give ham ret. Hvis der er noget, der kan få en mand ned i gear, er det kombinationen af at få forrettet sin nødtørft og samtidig lade tankerne flyve. Hvilket tankerne uvægerligt gør ved synet af det lave blå vand, som blinker i solen.
»Når man står her, så glemmer man alt andet,« siger Ole Kyhn. Jeg nikker og tænker på, hvor henholdsvis krydstogtskibet og olietankeren, som passerer hinanden ude i sejlrenden er på vej hen. I baggrunden aner jeg Barsebäck og noterer mig flyene på vej hen over Øresundsbroen og ind mod Københavns Lufthavn.
Her er både alt og intet at tænke på.
»Hver gang jeg kommer her, så føler jeg det som om, jeg træder ind i en helt anden verden fri for hverdagens små problemer,« siger Ole Kyhn og supplerer en nyåbnet grøn tuborg med en nytændt filterløs cigaret.
Ole Kyhn er blandt de 44 aktive medlemmer af fiskeriforeningen Prøvestenen, som ligger hengemt bag den store gasbeholder tæt ved Dokøen på Amager. Ole Kyhn har kun gået gennem træhegnet til foreningen i tre år, mens de ældste, såsom 79-årige Ejvind Petersen har været med i 30 år, næsten siden foreningen startede.
»Det er jo en flok gamle idioter, som kommer her,« griner Ole Kyhn og kigger på Ejvind Petersen, som ikke fortrækker en mine. Han ved, at det er for sjov. Og at »man ikke skal være sart«, hvis man skal går rundt her på kajen eller ude på de lange træbroer, som peger ud i Øresund.
I dag er der ryddet pænt op på fliserne mellem skurene, men før den 20. maj lignede stedet en mindre byggeplads eller snarere en bådkirkegård, hvis ikke lige det var fordi, bådene var ved at blive gjort klar. Den dato er nemlig foreningens deadline for, at bådene skal være i vandet.
»I ugerne op til har vi alle meget travlt. Men det er meget smart, at vi er her på samme tid, for så kan vi hjælpe hinanden. Nogle er jo malere, tømrere eller snedkere af fag, og så hjælper vi hinanden,« siger Henning Svendsen, som i år har arbejdet med et lille styrhus på sin båd, døbt Noah.
Men selv efter at bådene er kommet i vandet, er der godt liv mellem skure, spande, net og garn.
»Der er ikke noget, der kan holde mig hjemme,« siger Henning Svendsen, der er gået på efterløn og derfor har tid til at være her hele dagen.
Mange af foreningens medlemmer er pensionerede eller på efterløn. Men dem, der stadig arbejder, kommer her i weekenderne eller direkte efter arbejdstid.
»Jeg arbejder i Lyngby, og når jeg stiger ud af metroen på vej tilbage, så er det som om min cykel bare styrer herned selv,« siger Ole Kyhn.
For ham har det kun været sådan i tre år, siden en bekendt tog ham ned forbi Prøvestenen.
»Jeg har boet på Amager i 30 år, men jeg anede ikke, at stedet eksisterede. Men da jeg så det, vidste jeg, at det her er noget for mig,« siger Ole Kyhn.
Alle medlemmerne omtaler kammeratskabet som hoveddrivkraften til at komme her hver dag. Et kammeratskab, som gerne udøves over en god flok kolde håndbajere fra kassen eller køleskabet, subsidiært en spand med koldt vand.
»Og vi kan godt klare at knappe en bajer op, selv om det er tidligt på dagen,« siger 73-årige Vagn Larsen, som engang arbejdede ovre på B&W på Dokøen. I 25 år. Indtil det blev vanskelige tider for skibsværftet.
»Jeg er en af de røde,« siger han om sig selv. Det vil sige i virkeligheden en af de blegrøde, dem der blev SFere i begyndelsen af 70erne.
Nok er den politiske overbevisning forskellig blandt medlemmerne af Prøvestenen, men fælles for dem er, at de har rod i arbejderklassen. De opretholder den arbejderkultur, som det er blevet svært at finde i rendyrket form i dagens Danmark.
Mens vi sidder og nyder en kold øl på bænkene i skyggen, tager Glenn Miller os tilbage i tiden, idet han toner ud gennem det åbne vindue i et af skurene. Men så bliver Aage Pedersen pludselig ringet op på sin mobil.
»Nej, det kan du da glemme alt om,« siger han i telefonen. »Det finder I selv ud af.«
Efterfølgende griner han. Det viser sig, at Prøvestenens yngste medlem, 25-årige Carsten Hansen, har ringet og bedt om hjælp.
Han vil gerne hentes, når han og kæresten har fortøjret deres båd ude på en af pælene langt ude i vandet. Der er ikke plads nok på broerne til, at alle både kan fortøjres dér. Et par stykker er derfor afhængige af at blive hentet af de andre, når de kommer ind.
Der er heller ikke nok skure til alle. 24 medlemmer har ét. 20 er uden. Normalt er der en fem-seks års ventetid på at få et skur, men udviklingen gør, at ventetiden er på vej nedad.
»Folk dør så hurtigt lige i øjeblikket,« konstaterer Bjarke Buus, Prøvestenens formand, tørt.
Den høje gennemsnitsalder og den lange erfaring på stedet har dog mange fordele. For eksempel at anekdoterne fra tidligere tider vedbliver at blive fortalt. Således dukker det op gentagne gange, hvordan blandt andre Ove Sprogøe og Preben Kaas har tilbragt flere dage på Prøvestenen engang under optagelserne til en Olsen Banden film.
»Men det allervigtigste for os er nu at komme ud på havet så ofte som overhovedet muligt,« siger Ole Kyhn, mens der bliver samtykket rundt omkring.
Selv er han blevet skadet i den ene hånd efter et fald under standerhejsningsfesten den 20. maj, så han har holdt en pause fra at være på havet. Men inden da var han en af de første, som fik båden i vandet, og han præsterede at fange 18 hornfisk den første gang.
»Det var rimeligt godt. Vi siger, at svalen møder hornfisken over Køge Bugt den 2. maj. Umiddelbart derefter er der masser af hornfisk her,« siger Ole Kyhn.
Men ellers er det nu her efter Sankt Hans mest ål, som fiskerne fanger i de ruser, som de lægger ud.
Tidligere på året er der kommet mange skrubber i nettene, og der er også pigvaren og torsken at gå efter. Plus silden i november.
»Der er intet som at smutte ud i nærheden af Midtfarvandsbøjen ved Kongedybet og Hollænderdybet og så slukke motoren og så bare lade sig drive med, mens man pirker torsk. Når man sidder der, så er det, at man er fuldstændigt tømt for problemer,« siger Ole Kyhn.
For mange af fiskerne er Prøvestenen en flugt fra den virkelige verden.
»I den rigtige verden bruger jeg det meste af tiden på at tænke på denne her verden,« siger Ole Kyhn.
Mange af medlemmernes bedre halvdele, kvinderne, befinder sig ude i den rigtige verden. Men de er velkomne til at komme i foreningen, omend de ikke kan blive medlem.
»Sådan er det bare, men konerne og kæresterne kommer jo ofte herud. Ikke mindst, når vi har arrangementer som standerhejsning eller Sankt Hans. Dér kan de med fordel blive inddraget,« klukker Ole Kyhn.
Aage Pedersen har dog taget sin kone og svigermor med ud på prøvestenen i dag. De drikker også et par kølige øl, mens den unge Carsten Hansen og kæresten nu kan skimtes ude på vandet.
Han ringer igen på Aage Pedersens mobil og bedyrer, at han har fanget fire fisk, og at de gerne vil hentes. Aage Pedersen siger ok, og en båd gøres klar til at sejle ud på vandet.
»Før mobiltelefonerne, var det altid noget med lige at sige til nogen, at man drog ud på havet, og hvornår man ville være tilbage. Ellers var der ikke nogen, som ville opdage det, hvis man kom i problemer,« siger Aage Pedersen.
Det viser sig, at Carsten Hansen kun har fanget tre fisk »den fjerde røg af«. Om det er seniormedlemmernes mobning, der i dag får ham til at undlade at rense fiskene under halvtaget, er ikke til at sige.
I hvert fald benytter han sig ikke af det store bord, som en eller anden engang har anbragt på kajen engang før nogen kan huske det.
»Jamen, der er vel en eller anden, som har skaffet det fra en gammel institution eller sådan noget,« siger Ole Kyhn.
Han forklarer, at det funger miljørigtigt, hvor havvandet pumpes op i vandhanen.
»Det ville jo være noget svineri at bruge kommunevand til det her,« siger Ole Kyhn.
Det er vigtigt for Prøvestenens medlemmer at holde fast i, at de ikke er en lystbådeforening, men en fiskeriforening hvilket er temmelig unikt.
Ved siden af Prøvestenen ligger et par andre fiskeriforeninger, men ellers findes der intet lignende inden for Københavns-området. Slet ikke noget, hvor »almindelige arbejdere kan komme for 900-1.000 kroner om året,« som Aage Pedersen udtrykker det.
Han og de øvrige medlemmer er lidt bange for de nye planer for området her ved Amager Strand. Nye tjekkede boliger. Boardwalk og fancy-gørelse af stranden.
»Vil de (politikerne, red.) se på Prøvestenen med milde øjne midt i alt det fine nye? Det er ikke helt sikkert,« siger Aage Pedersen.
Vagn Larsen er mindre i tvivl.
»En skønne dag vil det blive nedlagt. Overborgmesteren har jo været i Paris og London. Sådan noget som det her kan man ikke have i en stor by,« siger han.
Foreningen har en meget kort opsigelsesfrist på lejemålet, men faktum er, at de ikke har hørt noget.
»Hvis det sker, så må vi glæde os over den tid, vi har haft her,« siger Aage Pedersen.
Under alle omstændigheder vil mændene så længe, de kan få lov at blive kunne bryste sig af, at de er storbyens sidste fiskere.
