Læsetid: 6 min.

Sværmeriet for politisk vold

Den globaliseringsfjendtlige bevægelse har fået en teoretiker – Antonio Negri. Hvem er han? I en nyligt udkommet ABC om hans liv og politiske filosofi svarer italieneren på brandaktuelle spørgsmål
18. juni 2003

Den globaliseringsfjendtlige bevægelse har fået en teoretiker – Antonio Negri.
Hvem er han? I en nyligt udkommet ABC om hans liv og politiske filosofi svarer italieneren på brandaktuelle spørgsmål

Italiensk terror
Kun to korte epoker i nyere vesteuropæisk historie kan kaldes
quasi-revolutionære. Den første fandt sted under studenter- og arbejderoprøret mod Charles De Gaulles’ styre i Frankrig i 1968. Den anden i Italien i 1977-78.
Filosoffen og ’kommunisten’ Toni Negri var én af nøglefigurerne i de to år, hvor forskellige italienske grupperinger på den yderste venstrefløj forsøgte at vælte det katolsk-kommunistiske regime med mere eller mindre voldelige midler.
For dem, der som undertegnede, oplevede denne dramatiske tid på førstehånd fremstår tre skikkelser som teoretisk inspirationskilde til den militante opstand mod den italienske statsmagt. Der var dels Professore Negri – ’il cattivo maestro’ – (den ondsindede lærer) – dels Renato Curcio, chefideolog for terroristgruppen De Røde Brigader, og dels Adriano Soffri, leder af venstrebevægelsen Lotta Continua.
Curcio blev arresteret på et tidligt tidspunkt og fik den straf han fortjente: 30 års fængsel. Soffri kunne være blevet den italienske udgave af Joschka Fischer, havde det ikke været for drabet på en milanesisk politiofficer i 1978, som han blev dømt for i slutningen af 1990’erne og nu afsoner en lang fængselsstraf for – en dom, som hans sympatisører anser for at være politisk motiveret.

Mordet på Aldo Moro
Toni Negri – et fornavn han selv foretrækker – tog en noget anden vej. Han og snesevis af andre i den autonome bevægelse, hvis grundlæggelse hans bøger og taler inspirerede, blev anholdt den 7. april 1979. Negri blev sigtet for at stå bag mordet på den tidligere kristelige demokratiske ministerpræsident Aldo Moro, som var blevet kidnappet af De Røde Brigader i efteråret 1977 og myrdet i maj 1978.
I De Røde Brigaders øjne bar Moro hovedansvaret for det historiske kompromis mellem det katolske og kommunistiske parti – en slags uformel deling af magten, hvor kommunisterne fik stor indflydelse uden at sidde formelt i kristelige demokratiske regeringer. Andre venstregrupper – som Negris Autonomia Operaia – vendte deres vrede mod kommunistpartiet, som de beskyldte for at have forrådt Lenins proletariske revolution.
Men sigtelsen mod Negri holdt ikke vand. Han var ikke direkte impliceret i mordet på Moro. Det var Curcio-banden ansvarlig for. I stedet påstod statsanklagerne, at Negri var De Røde Brigaders hjerne. Han skulle være den anonyme skikkelse – il grande vecchio – som havde trukket i alle trådene. For regimet var sociologiprofessoren indbegrebet af det ekstreme venstres voldelige oprør mod staten.
Negri ventede fire år i fængslet på at blive stillet for en domstol. Selv for kritikere var det en tand for meget. I 1983 tilbød Marco Panella at lade Negri vælge til parlamentet på det radikale partis valgliste, hvor han ville nyde immunitet mod retsforfølgelse. Planen lykkedes. Men næppe havde Negri indtaget sin plads, førend deputeretkammeret planlagde en afstemning om ophævelse af hans immunitet.

Landflygtighed
Inden det skete, flygtede Toni Negri til Paris, hvor Mitterrand modvilligt accepterede ham som politisk flygtning – en status italieneren dog aldrig rekvirerede formelt. I Paris-årene 1983-97 fik han aldrig franske identitetspapirer. Negri, som jeg lærte at kende i Paris i 1987-89, var ganske enkelt
papirløs og vovede sig kun sjældent ud af Paris til den franske provins af frygt for problemer med politiet. Rejser til udlandet var helt udelukket i eksilperioden.
Negris renommé i Italien har med meget få variationer næsten altid været elendigt. Den politiske klasse, inklusive kommunistpartiet, anså ham for en statstrussel. Resten af venstrefløjen, herunder il Manifesto-gruppen, Lotta Continua-folkene og mange af hans venner fra de autonome tilgav ham aldrig den krysteragtige flugt til Paris. Hans uvilje til at tage ansvar for sine teoretiske udgydelser om »masseillegalitet« og »permanent borgerkrig« eller sætninger i hans pamfletter som »modstanderne skal tilintetgøres« og »hav ingen nåde for vores fjender« fremstod for venstrekritikere som hykleriske.
På den yderste venstrefløj i europæiske lande klarede Negri sig bedre. Herfra modtog han sympatierklæringer i fængslet og intellektuelle som Felix Guattari og Gilles Deleuze – for at nævne nogle få – modtog ham med åbne arme i Paris. I den engelsktalende verden slog Toni Negri først igennem med sin bog Empire i 2000, som han skrev sammen med sin elev amerikaneren Michael Hardt.
Empire er blevet en bestseller i USA, Europa og andre verdensdele og anses med rette for at være et solidt teoretisk underlag og politisk manifest for den antiamerikanske globaliseringsfjendlige bevægelse, som fik sit udspring under WTO-topmødet i Seattle i 1999. Men kun få ved, hvem denne Toni Negri er – andet end, at han har været i eksil og fængsel i mange år, angiveligt kun for sin politiske overbevisning.

Politisk ABC
Nu har den franske filosof Anne Dufourmantelle gennemført en lang samtale med ham om filosofi, politik og personlige erindringer i Rom, hvor han har afsonet resten af sin straf – han blev dømt in absentia – siden 1997. Negri forventes løsladt i 2004, når han fylder 70.
Du Retour, Abécédaire biopolitique er lidt af en tour de force.
Intervieweren stikker et bogstav ud og Negri bruger det til at reflektere over alverdens emner. A står f.eks. for våben (arme), attentat, aktion, venten (attente) og fremtid (avenir). B handler om Brigate Rosse (De Røde Brigader), H om Heidegger, K om Kant, L om Lombardiet, P om panik og passion, S om sensualitet, T om Twin Towers i New York og V naturligvis om Venedig.
En af formålene med denne ABC er åbenlyst at rehabilitere Toni Negri. Han benægter ikke sin fortid som ’kommunist’ og revolutionær. Men han vil videre. Bogens titel Du Retour betyder ’Ved tilbagekomsten’ og kan oversættes som ’Min tilbagevenden’. Heri ligger et ønske om at »starte på ny, at søge ud af blindgyderne og fremfor alt at lade lidenskaben, som blev knust af alle nederlagene, vende tilbage.«
I betragtning af hans nyerhvervede status som bevægelsens teoretiske guru forstår man ærindet. Der er bare et problem. Dele af Negris generalieblad er uudslettelig. Når han begrunder terrorismen i 1970’erne og den autonome bevægelses udenomsparlamentariske og ulovlige midler med en fascistisk organiseret ’statsterrorisme’ mod den italienske venstrefløj, sidder professoren stadig fast i en blindgyde.
»De Røde Brigader blev terrorister, fordi de var tvunget til det,« forklarer Negri. »Jeg kan forstå dem, der røver en bank. Selv har jeg aldrig deltaget i et mordattentat, men jeg kan til nød forstå metoden,« siger han og glemmer at nævne, at han faktisk blev dømt for væbnet røveri af en italiensk bank.

bin Laden er nihilist
Negri sværmer stadig med volden som politisk udtryksform. I vores tider er det en farlig sag. I sin ABC – hvor han ofte brillerer med sin lærdom og et imponerende talent til at filosofere – indrømmer han aldrig, hvad han selv engang hviskede mig i ørene efter en middag i Paris. At han og andre i den autonome bevægelse gav medlemmer af De Røde Brigader ly. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig det. Sådan var det også med Rote Armé Fraktion, der svømmede som en fisk i et hav af sympatisanten.
Og lighederne til vore dages internationale terrorisme? Der er ingen. Osama bin Laden er en nihilist, siger Negri. En terrorisme knyttet til arbejderklassens kamp kan pr. definition ikke være nihilistisk. Han hader terrorismen, der ødelagde symbolet på et multietnisk samfund, Twin Towers. »Men jeg hader ligeså meget den terroristiske stat, som skriger på hævn og nærer ny terror ved at anvende terroristiske midler.«
Et spørgsmål forbliver ubesvaret: Bærer Toni Negri et ansvar for voldshandlinger, som han opfordrede til i sine skrifter? Selv ville han benægte det. Gør islamistiske mullah’er? Osama bin Laden?

*Antonio Negri: Du Retour, Abécédaire biopolitique. 244 s. Calmann-Lev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu