Læsetid: 4 min.

’Jeg ville ikke svigte mine kolleger’

Skoleleder Louis Hansen kæmper med åben pande i en principsag om offentligt ansattes ytringsfrihed. Han får gode odds af jurister, der mener, Roskilde Kommune er gået for vidt
11. juni 2003

Roskildesyge
»Jeg kunne være gået på pension 1. august og ladet den nedsættende bemærkning om skolen passere. Men så skulle jeg resten af livet leve med bevidstheden om at have svigtet mine kolleger.«
Ordene kommer fra Louis Hansen, mens han sidder yderst på havestolen og retter ryggen. Den høje, store mand har en sag, og knap har Informations udsendte sat sig ned, før han får et plastikchartek stukket i hånden. Heri ligger mange af akterne i Louis Hansen-sagen, der kort fortalt drejer sig om, at Louis Hansen som skoleleder på Vor Frue Skole i Roskilde tog offentligt til genmæle over for en byrådspolitiker, der kritiserede skolens faglighed. Det fik byrådet i Roskilde til at sætte ham uden for døren i form af en tjenestefritagelse. På terrassen ved villaen i Kirke Såby vest for Roskilde beretter Louis Hansen om en dag, han aldrig glemmer.
»Efter en ferie mødte jeg veloplagt og tidligt på Vor Frue Skole tirsdag 29. april. Klokken otte blev jeg ringet op af skolechef Lars Hansen og kaldt til et møde på hans kontor tre timer senere. Her fik jeg på et kort møde to skrifter stukket i hånden og fik at vide, at jeg var tjenestefritaget og ikke måtte vise mig mere på skolen. Jeg måtte ikke rydde op på mit kontor, men fik dog lov til at hente min madpakke og skoletaske. Efter 23 års virke på skolen var jeg erklæret spedalsk.«
Skoleinspektøren havde bestemt ikke regnet med at skulle indlede sin pensionisttilværelse før tid – han fylder 60 år i juli. Men intet tyder på, at Roskildes byråd vil ændre på sin beslutning om den tidlige ’skoleferie’ på trods af højlydte protester fra borgere i byen og jurister.

Angrebet for forsvar
Sagen med Louis Hansen har tråde tilbage i tiden. Vor Frue Skole, som for tiden har 135 elever, har i mange år som lille skole været i besparelses-søgende politikeres sigtekorn. For et år siden fik
Louis Hansen en skriftlig påtale af den daværende skolechef for at have udtalt til Dagbladet Roskilde Tidende, at tal for driftsudgifterne på Vor Frue Skole var »trukket op af en hat«, og at han havde problemer med tilliden til forvaltningen, fordi han ikke direkte var blevet orienteret om et sparekatalog.
I april i år får de administrative chefer i Roskilde åbenbart nok af Louis Hansens åbenmundethed. Bægeret flød over på Rådhuset efter to læserbreve i Roskilde Avis. Først beskyldte formanden for Børne- og Skoleudvalget, Rune Viberg (S), Vor Frue Skole for at have »ondt i fagligheden«. Det får Louis Hansen til at fare i blækhuset og i et lille 16-linjers læserbrev en uge beskylder han Viberg for at viderebringe udokumenterede og grove påstande.
»Jeg synes, at jeg på en meget venlig måde fik gjort opmærksom på, hvor sårende det er at blive beskyldt for ikke at gøre sit arbejde godt nok. Især når det modsatte er dokumenteret,« siger Louis Hansen.
På Rådhuset blev Louis Hansens læserbrev taget ilde op. Administrationen og et politisk flertal mener, at sko-lelederen har handlet illoyalt.
Anderledes ser sagen ud for uafhængige jurister. Afdelingsforstander og ekspert i offentlig forvaltning Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole og professor Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet mener, at Roskilde Kommune har en særdeles dårlig sag.
»Kommunens sanktion mod Louis Hansen er klart uberettiget. Ombudsmanden har tidligere slået fast, at ledere af selvstændige institutioner som skoler og sygehuse i vid udstrækning har frihed til at udtale sig,« siger Oluf Jørgensen.

Mundkurvenes by
Ombudsmanden har fået en redegørelse fra kommunen og overvejer at gå ind i sagen. Danmarks Lærerforening vil stævne kommunen for uberettiget tjenestefritagelse. Mange borgere i Roskilde har forlængst engageret sig til fordel for Louis Hansen. Der har været over 100 læserbreve i den lokale presse, og forleden blev bilister på hovedvejen fra Køge til Roskilde hilst med et skilt i vejkanten. Her stod: »Velkommen til Roskilde – en by med begrænset ytringsfrihed«. Byrådsmedlem for SF Henrik Stougaard Petersen siger:
»Den administrative ledelse og byrådsflertalet siger, at man i kommunen har værdibaseret ledelse, som jo i det private erhvervsliv flere steder praktiseres på glimrende vis. I Roskilde derimod er der tre værdier: kæft, trit og retning. Der er astronomisk forskel på ord og handling.«
Borgmester Bjørn Dahl (V) siger, at han på grund af sin tavshedspligt »er afskåret fra at udtale sig om sagen, da der er tale om en personsag«. Kommunaldirektør Gert Hovald Petersen, som i Roskilde anses for at være arkitekten bag kommunens linje, har derimod ytret sig og lægger ikke skjul på sit mishag ved en offentlig debat. I et læserbrev har direktøren skrevet, at man som ansat skoleleder i kommunen faktisk skal »forholde sig fuldstændig neutral«.

Fortryder intet
I villaen i Kirke Såby kimer telefonen ofte. »Ja, faktisk har jeg haft mere arbejde efter end før tjenestefritagelsen,« siger Louis Hansen.
Han opfordrer andre offentligt ansatte til at være åbenmundede, så de kan bidrage til en saglig politisk debat: »Jeg fortyder overhovedet ikke det her. For mig er det en principsag om ytringsfrihed – om ret og pligt. Som leder har du pligt til at forsvare de ansatte, når de usagligt angribes, ellers bliver der et meget utrygt arbejdsklima. Gerd Hovald Petersen har et motto om, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Det vil jeg gerne medvirke til ved at fastholde et godt arbejdsklima på Vor Frue Skole.«
Som verden ser ud nu, bliver det kun 19. juni, skolelederen igen og for sidste gang sætter sine ben på Vor Frue Skole. Byrådet har med hans ord »givet mig det nådsens brød, at jeg kort kan få lov at komme og sige farvel. Men jeg gør det kun for elevernes skyld. Bagefter bliver der holdt en fest for mig et andet sted.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her