Læsetid: 12 min.

Han synger Amerika

Bruce Springsteen gæster i dag igen København, men siden sidst har verden forandret sig radikalt. 11. september og krigen mod Irak har gjort det meget lidt trendy at være Born in The U.S.A.
14. juni 2003

Der vil garanteret nede blandt det fyrretusindtallige publikum blive svunget med Stars & Stripes, når Bruce Springsteen og The E Street Band i aften kl. 20 sharp går på scenen i Parken, men hovedpersonen selv vil ikke lufte sine nationale farver. Kritikere kan så indvende, at det behøver han sandelig heller ikke, thi få har i nyere tid så entydigt ikoniseret USA og det amerikanske som Bruce Frederick Springsteen. Han er jo bare en omvandrende reklamesøjle for Duracell-udholdenheden i The American Dream, ikke?
Jo, og så alligevel ikke, for når den efterhånden 53-årige sanger og sangskriver længe hverken åndeligt eller bogstaveligt har draperet sig og sin musik med det amerikanske flag, skyldes det ikke så meget svigtende fædrelandskærlighed som dyrekøbte erfaringer med at lade sig spænde for en symbolik, der styres af faktorer uden for hans rækkevidde.
Let’s face it, lige nu er det ikke det fedeste i verden at være born in the USA. Invasionen af Irak er bare det seneste eksempel på, at USA efter Murens fald ikke har nogen magtbalance at holde i ligevægt. Supermagterne blev ved årsskiftet 1989-90 med et til supermagten. Og magt har derfor længe rimet på agt i Washington. Både under Bill Clinton og nu George W. Bush. Det går mange amerikanere på. Og dermed også mange amerikanske kunstnere. F.eks. kunne man forleden opleve sangeren og guitaristen Lucinda Williams, uopfordret på et spillested i Malmö, nærmest stå og undskylde sin herkomst, mens hun forsikrede os om, at hun altså ikke var for krigen mod Saddam, og at hun var glad for at stå i Sverige, som heller ikke var for. Godt hun ikke også spillede i København ...
På samme måde har heller ikke Bruce Springsteen været til at indforskrive som prædikant for den bølge af nypatrotisme, der er skyllet ind over USA og amerikanerne i efterdønningerne af 11. september. Bølgen tog ny fart under krigen mod Irak, og udløste bl.a. en stribe countrysange, der hyldede ærkeamerikanismen, så enhver koldkriger blev varm om hjertet. Springsteen deltog i den såkaldte kyst-til-kyst telethon, Tribute To The Heroes, der samlede ind til familierne efter ofrene for terrorangrebene.
Han har fortalt, at han instinktivt efter at have set og genset den ubegribelige katastrofe på tv, satte sig for at gøre det eneste, han følte han kunne – skrive sine følelser ud i sange. Men sangene ville ikke komme. Det, der var sket, var for stort til at kunne rummes i en sang. Så til tv-showet fandt han en gammel, ubrugt sang frem. »My City Of Ruins« lød som om den var en moderne gospel, skrevet til lejligheden. I virkeligheden handler den om slummen i hans hjemstavn.
Springsteen tonede frem på skærmen, fri for patriotisk patos, nøgen og stærk i sin lavmælte no nonsense alvor. Her var ikke noget at misforstå. Budskabet var mand-til-mand medfølelse af den rene, uklistrede slags. Ingen ideologi som bagtæppe. Ingen fortolkelige signaler.
En del, også i den verdensomspændende Springsteen-webmenighed, havde ventet sig noget mere, en tydeligere stillingtagen, men hvis Det Hvide Hus havde håbet at få endnu en meningsallieret i kampen mod al-Qaeda’s terror og en af dens påståede viceværter, Saddam Hussein, blev man skuffet, da Bruce Springsteen ved krigens udbrud gik i brechen for The Dixie Chicks. De kække countryrocktøser havde i foråret skamløst erklæret, at de skammede sig over, at den amerikanske præsident er fra Texas.

Til kamp mod det uamerikanske
Resultatet var forhandler- og radioboykot af trioens plader og en nykonservativ medielynchning, der æggede kollegaen Springsteen til i et officielt statement at forklare, hvad han egentlig lægger i det at være amerikaner: »The Dixie Chicks har på det seneste stået for skud for at udøve deres grundlæggende ret til at ytre sig. For mig fremstår de som fantastiske amerikanske kunstnere, der udtrykker amerikanske værdier ved at benytte sig af deres amerikanske ret til at tale frit. At boykotte dem for det er i sandhed uamerikansk.« Og han fortsatte, nu da låget var af: »Regeringens og erhvervslivets pres for at forstærke en ensartet offentlig tankegang omkring krig og (udenrigs)politik går stik imod alt, hvad dette land handler om – nemlig frihed. Lige nu formodes vi at skulle slås for at skabe frihed i Irak, men samtidig skræmmer og straffer man folk, fordi de praktiserer den samme frihed herhjemme.«
Tag den, Madonna, luksusfeministen, der sanerede sin nye, vist nok mildt antimilitariske video, så den ikke stødte nogen i Pentagon og omegn for slet ikke tale om den lokale Bilka. Og fes Springsteens budskab ikke helt ind, understregede han det på den amerikanske del af den igangværende turne ved at spille en tordnende version af Edwin Starrs antikrigssang »W-A-R (What is it good for?)«. Samtidig gik hans nye 11. september-inspirerede album The Rising direkte ind som nummer et på de amerikanske hitlister med sange, der ikke efterlod nogen tvivl om, at det han havde set hin september morgen hjemme i køkkenalrummet havde anfægtet ham dybt. Ikke som amerikaner, men som menneske.
Præcis som det rørte ham, da han først i 80’erne læste Born On The Fourth of July, Ron J. Kovic’s selvbiografi om det nedværdigende liv som Vietnam-veteran, hvor man blev behængt med ordener den ene dag for så at blive gemt væk som befængt paria den næste – som ilde sete symboler på den eneste krig, USA ikke har vundet. Læsningen af bogen inspirerede Springsteen til sangen »Born In The USA«, der som bekendt blev lokomotiv for hans globale gennembrud med albummet af samme navn i 1984.
Det eneste problem var sådan set, at de fleste ikke hørte, at sangen er en kuldslået beskrivelse af et samfund, der ikke vil kendes ved sine oprindelige værdier – en anti-amerikaniseringssang om nogen. Istedet blev alle grebet af det mægtige, medrivende guitarbårne refræn, som på verdensturneen understøttedes af en Bruce Springsteen iført Rambo-overarme, svedbånd og John Wayne-dress. Foran Stars & Stripes i widescreen.
En af dem, der heller ikke hørte andet end America über alles var præsident Ronald Reagan, der stod over for at skulle genvælges, og havde brug for en genvej til at omvende skeptiske skabs-republikanske demokrater i arbejder- og lavere middelklasse-segmentet – dem, Bruce Springsteen altid har sunget om og for. Reagans rådgivere tog kontakt til Springsteen-lejren om et møde med den nye superstjerne. Det høflige afslag anfægtede ikke Reagan. På et vælgermøde i Springsteens heartland, New Jersey, sagde han – og vi lader den præsidentielle retorik stå uoversat: »America’s future rests in a thousand dreams inside our hearts. It rest in the message of hope so many young
people admire: New Jersey’s own Bruce Springsteen. And helping you make those dreams come true is what this job of mine is all about.«

Reagan fik svar på tiltale
Til at begynde med gled Springsteen af på omklamringen. Han havde hidtil set alle sine plader som én lang plade, så folk, der kendte hans plader, måtte kunne gennemskue Reagan, men da salgstallene for Born In The USA rundede de fem millioner, eller fire mio. mere end det hidtil bedst sælgende af hans album, erkendte Springsteen, at nye lyttere nok lige havde brug for at vide, at han var boss i sit eget hus.
En uges tid efter Reagans tale (som blev fulgt op af en meddelelse om, at præsidentens favorit-lp var Born To Run!) kom Springsteens reaktion. Under en koncert i stålarbejderbyen Pittsburg sagde han: »Præsidenten nævnte mit navn forleden, og jeg begyndte at spekulere på, hvad der mon er hans favoritalbum. Det er nok ikke Nebraska. Jeg tror ikke, han har lyttet til den her ...« og så begyndte Springsteen at synge »Johnny 99« om de levende skindøde, evigt rastløse og nærmest skæbnebestemt arbejdsløse på den uoplyste bagside af Ronald Reagans USA:

Well, they closed down the auto plant
in Mahwah late that month
Ralph went out looking for a job
but he couldn’t find none
He came home too drunk from mixin’
Tanqueray and wine
He got a gun shot a night clerk
now they call’m Johnny 99

Ronald Reagan blev genvalgt, men henvendte sig aldrig igen. Og Springsteen blev klog af skade. Som han selv skriver i sin antologi Songs: »I årevis kom ungerne hen og bankede på min dør hver Halloween, iført røde bandanaer, skrålende ’Born in the USA’. De var dog ikke så gode til linjen med ’had a brother at Khe San ...’ Born In The USA ændrede mit liv og gav mig mit største publikum. Den tvang mig til at se på, hvordan jeg formidlede min musik, og fik mig til at tænke meget mere over, hvad det er, jeg gør.«
Andre af sangene på albummet fik på sin vis samme skæbne som titelnummeret, uden at have samme kontroversielle dobbelthed. F.eks. er Springsteens første MTV-hit »Dancing In The Dark« basalt set en sang om ensomhed og frustration, men er endt som det, den blev hørt som – en hymne til livsglæden trods alt.
Reagan var i øvrigt ikke den eneste top executive, der ikke kunne, eller ville, høre, hvad »Born In The USA« beskriver. Bilkoncernen Chryslers bestyrelsesformand, den legendariske Lee Iacocca, tilbød forgæves Springsteen 12 mio. dollar for at bruge sangen til en reklamefilm.
Siden har Springsteen demonteret »Born In The USA«, så den ved koncerter nu fremføres som en bluesmættet akustisk elegi, der gør det til at høre, at den oprindeligt blev skrevet i samme hug som sangene til Nebraska. Ja, på den aktuelle turne har han som regel indledt med sangen for ligesom at få den af vejen, for at markere, at han er kommet videre. Som han har sagt med et grin: »Jeg blev fejlfortolket, men jeg solgte en hulens masse plader, og som sangskriver får man altid en chance for revanche.« Den må han siden siges at have grebet og fastholdt.
Mens den første håndfuld plader orienterede sig i det mentale landskab, der er kulissen for den udødelige amerikanske drøm og hyldede bilen som metafor for de uendelige muligheder og en simpel vej til at slippe ud af forudsigeligheden, ja, da begyndte plader som Nebraska at afdække sandheden bag myten. Springsteen tog stafetten op fra Woody Guthrie, 30’ernes og 40’ernes småkårsbesynger, og begyndte at skrive sange om virkeligheden uden at glemme essensen af den amerikanske drøm – at alt er muligt, hvis man ønsker det indtrængende nok.

Til bunds i den bundløse myte
Han indså, at han for at komme tilbunds i den tilsyneladende myte var nødt til at starte med sig selv. På den led var Born In The USA en nødvendig plade – og i øvrigt stadig en af mandens bedste – den rensede tavlen og gav afsæt til senere meget personlige plader som Tunnel Of Love. Men berømmelse, rigdom og familieliv har ikke fået Springsteen til at vende ryggen til det USA, millioner drømmer om at bo i, uanset levevilkårene.
Den modsætning var f.eks. det skjulte ledemotiv på den meget Guthrie-agtige The Ghost of Tom Joad. Her handler det også om rastløshed og hjemløshed, men ikke af den slags, figurerne på hans tidlige plader dyrkede som en livsstil, der gav dem et kick og en forsikring om, at den amerikanske drøm lever. Personerne på Tom Joad-albummet er samfundets usynlige nederste, de illegale indvandrere, de hjemløse – »the highway is alive tonight« – og Bruce Springsteen giver dem ordet, så enhver præsident burde lytte og forstå.
Med sangene fra The Rising er han tilbage i the mainstream, men atter engang uden at flyde med. Han viser en ny vej for den politiske sang, uden blokbogstaver og med masser af empati og energi. De samme egenskaber, der stadig gør hans koncerter til en levendegørelse af det credo, han kom med i 1981: »I think that all the great records and great songs say, ’Hey, take this and find your place in the world. Do something with it, do anything with it. Find some place to make your stand, no matter how big or small it is.’ That’s a pretty wonderful thing for a record to do.«

Ti vi ka' li'
*Born To Run (1975) er pladen, der sandsynliggjorde, at der gemte sig andet og meget mere end endnu en ny Dylan i fyren fra Freehold. Temaet er frigørelse og flugt fra den dagligt dræbende trummerum. Det er storladen filmisk rock mod kedsomheden. Sange som titelnummeret, »Badlands,« og »Thunder Road« er klassikere og stadig på repertoiret.

*Darkness On The
Edge Of Town (1978) er mere indadvendt, men har en næsten apokalyptisk undertone midt i en hverdagsnærhed, der rammer rent i krydsfeltet mellem dagligdag og drøm. Sange som »Badlands« og »The Promised Land« gav signalementer af et mere uofficielt USA, og var i tilgift vital og sært nok livsbekræftende rock.

*The River (1980) er et dobbeltalbum, der for en gangs skyld kunne have været på en enkelt plade. Sangeren og bandet har det langt sjovere, og der er masser af nedrullede kalecher og opstemthed. Som noget nyt intoneres fader-søn forholdet i den smukke »Independence Day«, men ellers er flirten og kærligheden i fokus. Også den ulykkeligt stivnede, som skildres på »The River.«

*Nebraska (1982) er en uopstyltet sangcyklus, inspireret af seriemorderen Charlie Starkweather. Det er sange, som prøver at finde meningen i meningsløsheden i det liv, USA tilbyder sine nederste navnløse. Indspillet hjemme i køkkenet på en 4-spors båndoptager genopdager Springsteen det Amerika, der gjorde Woody Guthrie så vred og engageret. »Atlantic City« er det tætteste, man kommer et hit på en plade, der ikke lefler for pladekøberne.

*Born In The U.S.A. (1984) blev både et åg og en katapult for karrieren. Men uanset den globale succes og tilhørende hype holder sangene sig godt. Springsteen synes selv de er noget af det bedste og reneste, han har skrevet. Når man hører »Bobby Jean«, »Cover Me« og »My Hometown« er der ingen grund til at modsige ham.

*Tunnel of Love (1987) er et comeback for sangskriveren og mennesket. Superstjernen er ikke med på dette album om privatlivskriser, om hvor let fortryllelsen af den anden bliver til blændværk, hvis man ikke gør sig umage med virkeligheden. Samtidig er pladen en musikalsk hyldest til de tidlige 60’eres amerikanske sangskrivere, bl.a. Dion. Og sange som »Tougher Than The Rest« og »Brillant Disguise« hører til hans mest indtagende og indtrængende.

*The Ghost of Tom
Joad (1995) tager tråden op fra Nebraska. Og går, stærkt inspireret af både John Steinbeck og Woody Guthrie, i kødet på en af det amerikanske samfunds ømmeste ligtorne, illegal indvandring, men det er ikke en protestplade i egentlig forstand. Springsteen lader skæbnerne og deres historie tale for sig selv. Dokumentarisk og fuld af afmytologisering. Vrangsiden af den amerikanske drøm. »Youngstown« og »My Best Was Never Good Enough« rager op på en fremragende plade.

*The Rising (2002) er kun på overfladen igangsat af 11. september.
Temaet er ikke en spændetrøje for en cd, fuld af eksempler på at voksne også kan være bange uden at flæbe. Men jublen over selve det at være til er Springsteens måde at udfordre mismodet på. Og så strutter cd’en af et hitlistepotentiale ikke hørt siden Born In The USA.

*Live 1975-85 (1986) er 40 sange, som fanger The Boss & The E Street Band, så det er som at være der selv. Og selv om man normalt bør sky Greatest Hits, er Springsteens fra 1995 dækkende og sammenhængende.tobi

*www.brucespringsteen.net er den officielle, solide, men lidt forudsigelige hjemmeside.
*www.greasylake.org er en af de bedste af de mange uofficielle fansider.

*Hvis man har lyst til at læse mere om Bruce Springsteen og det amerikanske: Jim Cullen: Born In The U.S.A. – Bruce Springsteen and the American Tradition. Harper Collins, 1997

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu