Læsetid: 3 min.

To retssager

21. juni 2003

TO RETSSAGER OM Dansk Folkeparti fandt deres afgørelse i tirsdags. Højesteret bestemte, at EU-modstanderen Karen Sunds gerne må sige, at partichef Pia Kjærsgaard har »racistiske synspunkter«, mens EU-Parlamentets retsudvalg enstemmigt indstillede, at Mogens Camres parlamentariske immunitet som medlem af Europa-Parlamentet ikke skal ophæves i forbindelse med rigsadvokat Henning Fodes ønske om at tiltale ham for brud på straffelovens paragraf 266 b.
De to sager repræsenterer hver sin hovedkategori af processer, som Dansk Folkeparti og partiets ivrigste modstandere de seneste år har involveret sig selv og hinanden i med politianmeldelser og sagsanlæg.
Dansk Folkeparti og partiets ledende politikere har ret konsekvent brugt domstolene til at forsvare sig imod beskyldninger om, at partiets politik og ytringer skulle være »racistiske«. Indtil i tirsdags lykkedes det meget godt, men så nåede Højesteret – overraskende – frem til en fortolkning af udtalelser fra Dansk Sprognævn (som også forelå for de lavere retsinsanser), som gjorde, at Karen Sunds blev frifundet: Pia Kjærsgaards synspunkter må gerne kaldes racistiske.

TIL GRUND FOR Højesterets afgørelse ligger, at Karen Sunds ikke har brugt ordet »racistisk« i en betydning, der relaterer sig til menneskers racer, men i en overført betydning à la den, der er tale om, når man i andre sammenhænge taler om eksempelvis »kønsracisme«.
Problemet med ordet »racisme« i debatten om Dansk Folkeparti, er, at det er for upræcist og unuanceret i forhold til det, debatten faktisk drejer sig om, nemlig kultur og religion.
Dansk Folkeparti hylder jo ikke – som 1930’ernes og 1940’ernes nazister – raceteorier. Ingen af partiets ledende politikere giver udtryk for, at den hvide race skulle være bedre end de andre.
Partiet sætter angrebet ind mod indvandreres og flygtninges kultur og religion. Men udtryk som kulturracisme og religionsracisme er sproglige vanskabninger, som er mindst lige så uskønne som den ovenfor citerede kønsracisme.
Dansk Folkeparti angriber i særdeleshed en enkelt religiøs gruppe – muslimerne – hvormed vi er fremme ved Mogens Camre, der på sit partis landsmøde i Vejle i september 2001 beskyldte »muslimerne« for lidt af hvert: »Alle vestlige lande er infiltreret af muslimerne. Nogle taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at få os fjernet. Der går en lige linje fra en ussel voldtægtsmand til ham, der omskærer sin datter, tvinger sin hustru til at bære tørklæde og til ham, der i religiøs fanatisme flyver et passagerfly ind i World Trade Center,« sagde han.
Rigsadvokat Henning Fode vurderede, at det var en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, der går under den folkelige, men misvisende, betegnelse »racismeparagraffen«. Camres udtalelse er naturligvis ikke racistisk. Men derimod kan man sagtens med rigsadvokaten mene, at udtalelsen er en overtrædelse af paragraffen, der ikke alene omtaler forhånelse og nedværdigelse på grund af »race«, men også »tro«.
I sagen Mogens Camre bliver det ikke en dansk domstol, der får lov til at afgøre, om den danske straffelov er overtrådt. Sagen blev brat afsluttet af de kun 14 af 34 stemmeberettigede medlemmer af Europa-Parlamentets retsudvalg, der havde tid til at møde frem og deltage i afstemningen i tirsdags. Blandt de 14 var ikke en eneste dansker. Altså ingen med nærmere kendskab til de politiske diskussioner i Danmark, til den danske straffelov eller til Folketingets praksis for ophævelse af parlamentarisk immunitet.

TILSYNELADENDE mener Mogens Camre ikke, at hans argumenter for muslimers ondskab holder i en dansk retssal. Derfor foretrækker han at gemme sig bag en parlamentarisk praksis, der synes designet til at værne oppositionen mod forfølgelse i lande, hvor demokratiet er yngre og mindre grundfæstet end i Danmark. Ja, han svinger sig endog op til at påstå, at han er udsat for politisk forfølgelse fra en »socialdemokratisk rigsadvokat«.
Et er, at han og andre fra Dansk Folkeparti ikke bryder sig om paragraf 266 b, og at de overtræder den bevidst. Det kan der være en pointe i at gøre som parlamentariker, hvis man vil gøre opmærksom på en urimelig regel. Men at en politiker fra det danskeste danske nationalistparti er for fej til at modtage sin dom i en dansk retssal – men i stedet søger dækning bag 14 udanske parlamentarikere – er da ynkeligt.

ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her