Læsetid: 6 min.

To skud i oktober

Der er mennesker, som hele livet må lide under, hvad vi – hvad jeg – gjorde dengang,« siger den tidligere RAF-terrorist Peter-Jürgen Boock
18. juni 2003

Tysk terror
FREIBURG – Først i toget hjem bliver jeg klar over det. Peter-Jürgen Boock er tre personer.
Jeg kom for at møde RAF-terroristen, der blev fanget, fængslet og forlængst havde taget afstand fra sit liv som voldeligt revolutionær. Men i kraft af sine oplevelser er han også blevet RAF-ekspert, der nøgternt taler om gruppen og løsningen af interessante, logistiske problemer. Og endelig sidder der også en sarkastisk samfundsiagttager med ved bordet – et karaktertræk, som 17 års fængsel til dels i isolation sikkert har slebet ekstra.
Hvornår han er hvem, er ikke altid til at forudse, og hurtigt lærer jeg at frygte pauserne; når han må synke, når øjenkontakten glipper, den øjenkontakt han ellers insisterer på.
– Var dommen retfærdig?
Lang pause. Han har brune øjne, der kan glimte ironisk, nu bliver de tomme af sorg. Han synker igen. Han har skrevet en bog om sine oplevelser, men følelserne er ikke formulerede.
»Det kan man ikke svare på. Jeg er mig bevidst om, at jeg i de fleste lande ville være en død mand nu – målt på, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke. Der er mennesker, som hele livet må lide under, hvad vi – hvad jeg – gjorde dengang.«
Han var med til at bortføre den tyske arbejdsgiverformand Hanns-Martin
Schleyer i efteråret 1977. Aktionen kostede fire mænd livet – de mænd, der skulle beskytte Schleyer. De var terrorens kanonføde, mænd som blev glemt. Eftertiden taler kun om Schleyer.
Da Schleyer blev henrettet med to nakkeskud, var Boock i Bagdad.

Pres fra Stammheim
Peter-Jürgen Boock tilhørte RAF’s anden generation. Den var udset til at presse Helmut Schmidt-regeringen til at løslade 10 fængslede RAF-terrorister fra bl.a. Stammheim-fængslet ved Stuttgart, Baader-Meinhof generationen. Samfundsomvæltningen var udskudt, i stedet skulle kammeraterne reddes ud.
»Der var et pres. Der kom breve fra stammheimerne, der fortalte, at de ikke kunne eller ville holde det ud længere. Og hvis ikke vi snart gjorde noget, ville de selv. De ville ikke se sig selv forfalde, som de formulerede det.«
Efter den mislykkede aktion mod den tyske ambassade i Stockholm (1975) var RAF slået ud og eksisterede kun som smågrupper uden indbyrdes kontakt. En mellemmand bragte dem sammen i Aden, Sydyemen, kræfterne skulle samles, forberedelserne tog fart.
»RAF havde til hensigt at agere som et kollektiv, at træffe sine beslutninger i åbenhed, stræbe efter konsensus. Men den militære struktur, som nu opstod, tillod det ikke. Hvis man vil omsætte en plan, må ikke alle vide alt, for hvis én bliver anholdt, er alt tabt. Derfor er der pludselig én, der ved mere end andre. Der er nogle som udtænker, hvad andre skal udføre. Og så er det sket med de åbne diskussioner. Der opstår tabuer, som man helst ikke skal berøre.«
Resten er historie. Schmidt lod sig ikke presse, heller ikke PFLP’s kammeratlige hjælp med bortførelsen af en Lufthansa-maskine virkede. Den 19. oktober 1977 var alt forbi. Flyet befriet, Schleyer dræbt, Baader, Ensslin og Raspe døde og RAF styrtet i en ny krise.
Gruppen mødtes i Bagdad.
»Reaktionerne var meget forskellige. De fleste var fortvivlede, kvinderne græd. Og så kom den følelsesmæssige eksplosion, da én sagde: ’Kan I kun se dem som martyrer? Det var deres sidste aktion!’ Disse to sætninger fik gruppen til at bryde sammen.«

Et år i frihed
En del af RAF-medlemmerne gemte sig i DDR, gik på pension.
Stasi gav dem nye identiteter, så de kunne leve nye liv i arbejder- og bondestaten. Boock ville også ud af terrorismen, men en tilværelse i DDR var ikke noget for ham.
»Jeg var klar over, at jeg hurtigt ville ende i fængsel i DDR. Hos palæstinenserne ville jeg ikke blive, for jeg ville under alle omstændigheder rømme, og jeg kunne ikke svigte dem. De havde reddet mit liv mindst en gang.«
Han tog til Frankrig og derfra videre til Tyskland, hvor han i næsten et år levede uopdaget.
»Jeg tog til Hamborg for at blive fanget. Det stod klart for mig, at jeg ikke ville kunne leve sådan ret længe. I begyndelsen regnede jeg med uger, så med måneder – og til sidst regnede jeg med et år mere. Jeg kaldte mig Charlie og arbejdede i et privat ungdomsprojekt. Vi restaurerede gamle møbler. Ideen var at vise de unge, at man kan gøre noget selv, i stedet for at stjæle biler. De fleste i miljøet vidste, hvem jeg var, men jeg blev ikke forrådt af dem. En gammel klassekammerat genkendte mig og fik belønningen på 200.000 D-mark.«
Dommen var livstidsfængsel, i realiteten blev Boock løsladt efter 17 år.
»Jeg havde skilt mig fra RAF, før jeg kom i fængslet, men det betød ikke, at jeg havde bearbejdet det. Det tog meget lang tid, og det blev ikke just fremmet af fængselsbetingelserne.«
De første mange år sad han i isolation, hyppigt blev han forflyttet til et nyt fængsel.
»Det var en af statsadvokatens metoder til at gøre én mør. Næppe havde man fundet sig til rette et sted, før man blev flyttet. Det samme gjaldt brevskrivere og besøgende – de skulle først finde ud af, hvor jeg var. I Stammheim, hvor jeg sad i syv år, betød enecelle virkelig enecelle: I alle årene så jeg kun en anden fange to-tre gange, fordi kontrolapparatet svigtede. Ellers så man kun vagterne, præsten og havde overvåget besøg 30 minutter om måneden.«

Den store konspiration
»Det er aldrig lykkedes nogen grundlæggende at ændre noget med terror. Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste eksempel. Se bare på Afrika, hvor befrielsesbevægelserne vandt selvstændigheden og siden udviklede sig til indbyggernes værste fjende,« siger Boock.
Vi taler i to timer. Den tidligere terrorist tier, i stedet fremlægger RAF-eksperten den teori, der forklarer, hvorfor Lufthansa-kapringen endte med befrielse af gidslerne og nedskydning af de palæstinensiske flykaprere.
»Helt tilfældigt dukker DDR’s forsvarsminister Hoffmann op i Yemen, kort før maskinen skal lande. Derefter lukkes lufthavnen, men bortførerne tvinger alligevel flyet ned. Det virker som om en eller anden tvang den
yemenitiske regering til ikke at slippe ’dem’ ud. PFLP’s forbindelsesofficer blev pågrebet ved bygrænsen. Jeg tror ikke, at yemenitterne gjorde det frivilligt. Tilfældet ville, at Hoffmann netop på den dag dukker op i Aden, og (kansler Schmidts nærmeste medarbejder) Wischnewski takker bagefter udtrykkeligt de østtyske myndigheder. Der må da være en forbindelse.«
Kan én person både betragte terrorismen som udsigtsløs og fejlslagen og samtidig gå så stærkt op i, om en konspiration mellem Vesttyskland, DDR og det irakiske regime betød PFLP-kapringens fiasko? Nej, der er tale om to personer.
»Man præsenterede to gennemtjekkede aktioner for os, på en tallerken. Det er da underligt. Siden har jeg fundet ud af baggrunden: Jeg ved, at der i DDR var overvejelser om, hvordan man kunne forhindre os i at vælte Helmut Schmidt.«
I virkeligheden har RAF-eksperten Boock skrevet en bog, om terroristen Jürgen-Peters liv. Og nu fortsætter det dobbeltliv, han lærte at leve som byguerilla.
»Hvis man hele tiden retter sin opmærksomhed på livet i illegaliteten, vil man blive vanvittig. Man lever et skizofrent liv. Der er et spillet liv – vi foregav en borgerlig eksistens, hvor vi gik om morgenen, så alle ikke bare kom og gik og dermed vakte opmærksomhed. Under det dække gør man det, man egentlig vil. Og så er der et tredje liv, i udlandet, hvor man ikke går med våben og ikke føler sig truet. Hvis man ikke kan skifte fra den ene rolle til den anden, går man under.«

*Første del af interviewet med Peter-Jürgen Boock blev bragt 12. juni

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her