Læsetid: 5 min.

Truslen fra det høje nord

Freden været forbi siden den første EM-kvalifikationskamp mellem Norge og Danmark i september sidste år. Medierne tordner løs med alle fordomme om hinanden
6. juni 2003

Fodbold
»Jeg har aldrig oplevet en så hysterisk stemning før en landskamp,« sagde Truls Dæhli, sportskommentator og fodboldekspert på Norges største avis VG.
Opfattelsen stod i en enhver henseende i kontrast til de idylliske omgivelser med høj sol over et varmt Vedbæk, hvor det danske fodboldlandshold svedte under lange bolde og tætte kombinationer fulgt af opmærksomme, men afdæmpede landsmænd i alle aldre og størrelser. Det eneste, der hørtes var den klæge lyd af læderstøvle mod læderbold – og landstræner Morten Olsen, der utrætteligt bjæffede sine rettelser og kommentarer ud over de professionelle på plænen.
Men uden om træningsbanen i Vedbæk, hvor landsholdet har holdt til i mere end 30 år, har freden været forbi siden den første EM-kvalifikationskamp mellem Norge og Danmark i september sidste år. Ordkrig og stilskrig har tordnet i aviser og tv med alle fordomme om hinanden kørt helt op i det røde felt.
»Egentlig er det meget enkelt,« fortsatte Dæhli sin hysteri-analyse.
»Fodbold er danskernes nationalsport, og historisk set har de været vant til at slå Norge. Men pludselig kommer naboerne fra det højde nord, og truer danskerne på deres egen bane i deres eget spil. Det er ikke sket før, det kan danskerne ikke have, slet ikke op til en kamp, der er så vigtigt som den her. Dér starter medie-hysteriet,« siger Dæhli afslappet.

Stil-krig
Situationen gejles op, fordi de to lande spiller så forskelligt – og fordi trænerne har forholdt sig til stilforskellen.
Den milde danske med flydende kombinationer og skiftende tempo. Carl Nielsen-fodbold, når det er bedst – legende og let og svævende som i tågen letter, skrev den fodboldkyndige svenske forfatter P.O. Enqvist under VM i 1986, hvor træner Morten Olsen var spiller. I dag over for en norsk stil baseret på det bastante forsvar og den lange aflevering lige frem ad banen, der bundede i en matematisk-logiske analyse af, hvordan fodboldkampe med størst sandsynlighed vindes.
Hvor Danmarks Olsen også vil have fodbold for øjet, ville Norges filofosiske, højt begavede og forkætrede matematik-træner Egil Roger ’Drillo’ Olsen bare vinde, da han blev ’landslagsjef’ i 1990.
Ud af et traditionelt tegneserielandshold skabte Drillo et frygtet fodboldlandshold, der begyndte at vinde på hans simple strategier. Der er ikke noget sofistikeret ved los-højt-og-løb-langt-stilen, der får fodbold til at ligne håndbold –med alle mål scoret på hurtige kontraer.
»Det vidste Drillo godt, men så længe han vandt mere, end han tabte, blev det accepteret af fodbold-Norge. Og det gjorde han med 70 procent sejre og 30 procent nederlag,« siger Truls Dæhli.
Selvom Drillo er blevet afløst af sin assistent Nils Johan Semb er spilsystemet uforandret. Opstillingen er 4-5-1 eller 4-4-1-1 med Man. Uniteds Ole Gunnar Solskjær som hængende angriber. Den anden variant er, at nordmændene lægger deres pres højt oppe – eller lidt længere tilbage på banen.
Danske Olsen har varslet en kynisk variant mod Norge, der kunne være 4-5-1.
»Norge er under alle omstændigheder svære at spille imod, fordi de altid har mange spillere bag bolden, men man samtidig skal passe på deres hurtige contraer,« siger målskytten, der næsten ikke har scoret mål i denne sæson, Ebbe Sand.
Til overmål mangler Danmark den spiller, der har scoret mest, Jon Dahl Tomasson, der først på ugen måtte opereres for en skulderskade fra sidste lørdags italienske cup-finale.

Filosofi
Men disse traditionelle før-kamps-problemer har i pressen været skubbet til side af ordkrigen om spil-opfattelse og stil med krigeriske titel: Slaget i Parken.
Allerede før den første kvalifikationskamp i september gik debatten om i en masse skæg og halløj om tophuer og hængemuleøl, nordmænd og fede danskere, og god danske fodbold contra norsk Drillo-sparkeri på resultatet. Hvis man tog det alvorligt, var det en diskussion om ’det gode’ mod ’det onde’ – i hvert faldt den fine danske spillestil mod den kyniske norske model, som ifølge dansk fodbolds overvismand, Morten Olsen truer med at ødelægge spillet.
Det er i hvert fald en form for fodbold, som jeg ikke gider være med til, sagde Olsen i efteråret.
Da de gamle udtalelser blev pudset op i pressen op til kampen, ringende Olsen kollega Semb op og fastslog, at hverken han eller de danske spillere havde talt nedsættende om Norge og fjeldabe-fodbold.
Olsen søgte værdigheden, men var tættere på at gøre sig selv til grin.
Når Olsens syn på norsk fodbold ikke er ændret. Når han ikke har gentaget det, han aldrig har sagt om norsk fjellabe-fodbold, hvad er der så at forklare og dementere?
Ingenting!
Derfor var ugens opringning til kollega Semb i Oslo både til grin og til egen undergravning.
Der er avisskriverier, som kompetente fodboldtrænere som Morten Olsen ikke skal spilde tid på at dementere eller forklare. Det her var så afgjort en af dem, og det kunne aflæses på de norske reaktioner, der var høflige med snert af ironi.
Er Morten Olsen nu i tvivl om den danske autoritet i Parken? Fortryder han den manglende anerkendelse af Norges spil i 2-2 kampen i september sidste år? Kan det bruges imod ham og Danmark?
Olsen sagde selv, det handlede om at holde en værdig tone, men hvad tror nordmændene?

Kynismen
»Uanset hvad vi mener om norsk spillestil, så er der ikke meget ved at gå herhjemme næste sommer og tale om, at vi spiller bedre fodbold end Norge, hvis de er med til EM-slutrunden i Portugal 2004,« siger den danske anfører René Henriksen til Information.
»Jeg forstår jeg da godt, at Norge spiller som de gør og får det bedste ud af de muligheder, de har. Og jeg er enig med Morten Olsen, når han siger, at vi netop mod Norge må se mindre på spillestilen og alene gå efter at vinde. Det kan kaldes mere kynisk, men det nytter heller ikke noget med alt for romantiske forestillinger om, hvordan vi skal spille og vinde. Vi skal se realistisk på os selv – og udnytte vores stærke side, som er organisationen. Men vi skal også erkende vore begrænsninger, hvor vi ikke er så store tekniske boldbegavelser og så kombinationsspils-stærke, som vi gerne har villet se os selv. Vi har simpelthen nogle mangler teknisk og fysisk, det må vi erkende og spille ud fra,« siger Henriksen.
Anføreren mener, at Norge vil være godt tilfreds med et point og kommer efter at spille 0-0. »Det er bare ikke nok for os efter hjemmenederlaget til Bosnien på 0-3. Vi skal vinde,« fastslår anføreren.

*DRTV lørdag klokken 19.15

*Læs kommentar til EM-kampen lørdag fra kl. 22.00 på www.information.dk

FAKTA
*Stillingen i Gruppe 2
Norge43107- 210
Danmark4211 9- 67
Rumænien420212- 66
Bosnien42024- 56
Luxembourg40040-130

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu