Læsetid: 8 min.

En turbo kommer til byen

Siden januar 2003 har en af nyere dansk fodbolds helt store angrebsprofiler været træner for Værløses Danmarksseriehold
23. juni 2003

Målscorer
Han er tidligere dansk mester, dansk pokalmester, schweizisk mester, flere gange topscorer – 116 mål i alt for Brøndby – og europamester i ’92. Men i en alder af blot 34 år, var det ’endegyldigt’ slut med fodbold for Bent ’Turbo’ Christensen Arensøe.
»Da jeg lige var holdt op med at spille, havde jeg ingen interesse i evt. at blive træner. Jeg gad ikke at ha’ noget med fodbold at gøre. Men … jo længere tid, jeg var væk fra det, jo mere savnede jeg det. Og det har jo trods alt været en ret stor del af mit liv! Og det der med at trække en streg – og glemme det – det måtte jeg erkende, det kunne jeg ikke.«
»Da jeg stoppede havde jeg brændt alle broer, og konsekvent sagt nej til alle forespørgsler, så nu måtte jeg jo finde en måde at vende tilbage på.«
Dette skete via et mangeårigt bekendtskab med formanden for Værløse Boldklub og en ledig trænerstilling.
»På et tidspunkt gjorde jeg opmærksom på, at hvis der var mulighed for at få et førstehold, så var jeg da interesseret.«
– Hvad er udfordringen for dig, med din baggrund, i at træne Værløses 1. hold?
»Det er pokkers nemt at stå udenfor og gøre sig klog. Udfordringen for mig består i at sidde derinde og på en eller anden måde spille to gange 45 minutters skak mod ham, der sidder i ’buret’ ved siden af. Hvad gør han, hvordan svarer du på det, skal du vente og se, eller skal du selv spille ud. Det synes jeg er kanon spændende. Jeg kender det godt fra mig selv det, Morten Olsen kaldte ’den indre svinehund’– jeg skal nok vise ham, hvor skabet skal stå. Det er jo også spændende, pludselig at stå som ’leder’. Du får 20 mand at arbejde med, og dem skal du motivere til at gøre noget sammen, til at arbejde sammen.«

Nærmest nysgerrig
Et kig på vedstående faktaboks kunne godt antyde en vis form form for rastløshed.
– Har du svært ved at sidde stille?
»Nej, ikke på den måde. Nærmere nysgerrig. Tag f.eks. det meget korte ophold i Tyrkiet. Jeg var blevet advaret og vidste også godt selv, at det kunne være som at stikke hånden ned i et hvepsebo. Men jeg tænkte ’lad os da se, hvad det er for noget’. Lad os prøve det af. Du ved hvad du har … I Spanien havde vi næsten fire gode år, men du skal snart væk alligevel, så lad os se på det. Forholdene var på forhånd så ordnede som det kan lade sig gøre i forbindelse med Tyrkiet, så hvorfor ikke?«
Det korte ophold her blev en nedtur, hvorimod de fem år i Spanien og Grækenland havde været ’rigtig gode tider’. I Schalke 04 var han voldsomt udskældt. Ved handlen blev han den indtil da dyreste danske spiller i udlandet, men levede ikke op til forventningerne, heller ikke sine egne.
– Har du selv kunnet vælge dine klubber?
»Ja, delvis. Jeg var som spiller god nok til at have en væsentlig indflydelse på det, men ikke så meget, at jeg bare sagde ’der eller der’. Der kom jo også tilbud mange gange, som du så kan undersøge nærmere, så jo, jeg har haft indflydelse på, hvor jeg er havnet.«
»Første gang, da jeg skulle til Schweiz, fik jeg bl.a. hjælp af Brønshøjs bankforbindelse. Klubben havde ikke så meget erfaring, jeg var kun den anden spiller, de solgte. Per Røntved var den første. Og det gik da udmærket. Nu var det heller ikke de store summer det drejede sig om den første gang, jeg var trods alt kun 17 år. Senere blev det lidt mere kompliceret.«
»Måske kom jeg af sted for tidligt, jeg skulle nok ha’ ventet lidt. Samtidig kunne det også ha’ været spændende at være en del af den udvikling, der skete herhjemme. Jeg blev solgt i ’84, og Brøndby blev professionelle i ’85, under træner Ebbe Skovdahl – som var min træner i Brønshøj! Jeg ville også have været noget mere klar til at rejse ud, men …«

Sommeren ’92
– Hvad var det største for dig i Danmarks største fodboldår?
»At jeg fik en søn. Sådan vil jeg sige det. Altså, i ’92, da vi skulle kvalificere os, hvilket vi så ikke gjorde, var der al den ballade med Laudrup-brødrene, som ikke ville spille. Men vi andre havde et kanon sammenhold og ville virkelig vise dem, at ’…vi kan godt selv’. Vi spillede gudebold, jeg selv lavede at hav af mål. Men da vi så kom derover blev jeg skadet i den anden kamp, mod Sverige, og tog hjem et par dage efter. Og jeg var heller ikke med på Rådhuset.«
»Jeg står da opført som medlem af truppen, men jeg har aldrig rigtig følt mig som en del af mesterskabet. Men det er måske bare mig, der er skruet forkert sammen, hvad det angår. Selvfølgelig var det godt, Danmark vandt, men jeg fik en søn det år.«

Hjemme igen
I ’98 vendte Bent Christensen tilbage til Danmark. Først til Brøndby, med mesterskab og pokalsejr til følge, og derefter et afsluttende halvt år hos Brønshøj, »for gammelt venskabs skyld«.
– Mange følte, at det var et pludseligt karrierestop?
»Jeg var træt af det, jeg gad simpelthen ikke mere. Uanset, om det er Spanien eller Grækenland, er det på en måde de samme mennesker, du møder, den samme jargon, der kører rundt, de samme ting, du laver. Det bliver faktisk som et otte til fire-job, hvor du laver det samme hele tiden. Så må der luftforandring til. Det fik jeg, og nu synes jeg det er skægt igen.«

Foråret ’03
Bent Christensens kontrakt gælder i første omgang for halvandet år, »…men jeg kan stikke halen mellem benene efter et halvt år«.
– Og komme et andet sted hen?
»Jo da, jeg kunne godt tænke mig at komme videre.«
– Hvordan tackler du niveauforskellen fra dine egne erfaringer som spiller, til det materiale du nu har at arbejde med?
»En gang imellem bliver jeg da nødt til lige at standse lidt op og sige: Det er altså ’kun’ et danmarksseriehold det her, du skal passe på ikke at kræve for meget, forlange for meget. Altså, på mange af de hold jeg spillede, gjorde vi jo bare tingene, fordi vi var dygtige nok til det, det kan du jo ikke forlange af det materiale, du her har til rådighed. Altså der er jo flere ting i det. En ting er, at de måske ikke har evnerne til at spille på et højere plan, noget andet at de måske ikke har lysten til at yde hvad det kræver at nå derop. Og det er jo sådan set fair nok.«
»Så det bliver lidt en blanding af udfordring og frustration. Også fordi jeg selv havde det sådan, lige fra min juniortid, at når de andre holdt fri, så løb jeg lige en tur nede ved mosen. Og det må jeg indrømme, dem har jeg ikke nogen af. Jeg mangler nok, at de leverer lige det der ekstra. Jeg har brugt ufattelig meget tid på at forklare dem det, gi’ lige lidt ekstra, vi kan godt levere lidt mere.«
– Og de lokale spilleres drømme om en professionel karriere?
»Jeg tror ikke, vi har nogen med de drømme. Men så kunne netop det måske hjælpe med til at vække ’svinehunden’, altså igen, at man kæmper lidt over evne, på det plan du nu befinder dig på. Og du kan ikke engang finde mulige talenter blandt de yngre spillere, de er stort set rejst væk. Jeg er måske den sidste årgang, hvor unge spillere var tilknyttet deres (mindre) klubber også i nogle år som seniorer. I dag har de fem-seks store klubber været der med støvsugeren længe før.«
– Nu har du foreløbig fået oprykkeren Værløse til at blive oppe?
»Det er da absolut også en tilfredsstillelse. Jeg tror nu nok, at uanset hvem der havde trænet dem, var de blevet oppe. Der, hvor jeg ser en forskel er både i spillestil og indstilling. Altså, hvis vi taber, taber vi aldrig stort, kun med et enkelt mål, og så spiller vi meget bedre fodbold. Vi skaber mange flere chancer, der er ikke så meget losseri.«
– Et trænerforbillede?
»Jeg vil nok sige, det er Ebbe Skovdahl. Måske ikke den største faglige kapacitet, men han har været rigtig god til at få meget ud af lidt. Under Morten Olsen kom vi ganske vist i semifinalen i UEFA Cup’en, (ikke mindst takket være Bent Christensen, red.), men han havde altså også syv landsholdsspillere til rådighed, sammenspillet igennem tre-fire år, som han så bragte i en fysisk form ingen af os havde været i før. Men grundlaget var lagt af Ebbe Skovdahl, som altså har en utrolig evne til at bringe det bedste frem i folk, så det fungerer som en helhed.«
– Og respekten for ’Bent Turbo’?
»Den kan jeg da godt mærke. Jeg skal ikke sige mange ord, før de lytter. Det kan da også gøre det svært, jeg vil gerne ha’, at vi også har det sjovt en gang imellem, altså, det er jo Danmarksserien, større er det heller ikke. Men der er også nogle, som ikke siger så meget til mig, det er sådan en kombination mellem respekt og generthed, tror jeg. Altså, de kender mig fra medierne osv., og pludselig står jeg der så som en levende person. Men jeg har overhovedet ikke oplevet noget ’du skal ikke tro du er noget’ – i klubben. Derimod kan der godt være noget når vi kommer ud. Hvor fokus har været lidt væk fra, hvad det egentlig drejer sig om. Det kan godt blive lidt, jeg vil ikke sige fjendsk, men i hvert fald personfikseret. Det er noget pjat, det er jo holdet det drejer sig om. Men jeg har da oplevet dommere og linjevogtere puste sig lidt ekstra op.«
– Trænerjobbet på længere sigt?
»Jeg bliver nok nødt til at bide i det sure æble og svare, at jeg virkelig har fået mod på noget mere. Underforstået, også at komme lidt højere op i rækkerne.«

FAKTA
Bent Christensen
*Født 04. Januar 1967.
*Senior-karriere: Brønshøj (1985-’85), Servette FC Geneve (1985-’87), Vejle (1987-’87), Brøndby (1987-’91), FC Schalke 04 (1991-’93), Olympiakos SF Piræus (1993-’94, Sociedad Deportivo Santiago de Compostela (1994-’97), Genclerbirligi (1997-’98), Brøndby 1998-2000), Brønshøj (2000-’00).
*Landsholdet: 26 kampe fra 1989 til ’94, 8 mål. Med på EM-holdet i Sverige i 1992.
(Kilde: Palle ’Banks’ Jørgensen: Landsholdets 681 profiler.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her