Læsetid: 3 min.

Ude er godt men hjemme er billigst

Vinterferien går til hvide slalombakker – og ikke som før til hvide sandstrande
27. juni 2003

Familieferie
BUENOS AIRES – Familien Lazcano fra Buenos Aires har de seneste 10 år holdt skolernes vinterferie, i juli, på bountystrandene i det nordlige Brasilien. Også i år ønskede Gabriela og José at tage nordpå til varmen med deres teenagebørn María, Julia og Sergio.
Men i år er familien Lazcanos feriemål ændret, så de for første gang vover sig ud på slalompisterne i Argentinas sydlige Andes-bjerge, hvor juli er skisæsonens højtid.
Efter devisen ude er godt, men hjemme er billigst har feriebudgettet i år forvandlet den årlige brasilianske chartertur til kør-selv-skitur i fædrelandet. Devalueringen af den argentinske valuta i januar 2002, der siden har gjort udenlandsk og selv brasiliansk valuta tre gange så dyr, tvinger familien Lazcano til at blive i Argentina. Moderen Gabriela har gravet forbi bikinien for at finde de varme sweatre nederst i kommoden.
»Men solcremen får vi dog brug for. Uden sol er det ikke en rigtig ferie,« siger hun og forklarer, at familien indtil i år aldrig overvejede de sneklædte pister frem for Bahia Salvadors knækkende bølger.
Sønnen Sergio på 16 år er begejstret, fordi to skolekammerater også skal til skisportsstedet Las Leñas, der beliggende i Argentina tæt på grænsen til Chile er Sydamerikas største. Han er dog bekymret for, om det lånte skitøj i umiskendelig 1970’er-stil vil gøre ham til grin på pisterne.
»Du skal nok mere tænke på din egen slalomstil. Tøjstilen lægger ingen mærke til, med al den sne du får på dig af alle styrtene,« driller faderen José.
Familien Lazcano tilhører den argentinske middelklasse, der med de seneste par års krise har spændt livremmen gevaldigt ind. Skituren vil være familiens første ferie siden juli 2001, hvor de netop tog til Brasilien. José er lektor på universitetet og aflønnes uregelmæssigt. Med den nye regering håber han, at lønsedlen igen kommer i begyndelsen af hver måned.

Vil hellere kissemisse
18-årige María taler om at blive hjemme i Buenos Aires. Men det vil forældrene ikke have, fordi hun angiveligt kissemisser lidt for meget med en halvvoksen fyr fra arbejderkvarteret Chacarita. Familiens yngste Julia på 13 år vil gerne på skiferie, fordi hun aldrig rigtigt har set andre dele af Argentina.
»Vi bruger under halvt så mange penge på at køre til skisportsstedet og bo en i hytte, hvor vi selv laver mad, end vi tidligere gjorde. Ungerne er vant til tre-stjernede hoteller, hvilket har været normen de seneste 10 år. Men måske finder vi i Andes-bjergene ud af, at mindre også kan gøre det. Når der sandsynligvis fremover går længere tid mellem vores ferier, så foretrækker vi en
ferieform, hvor hele familien bor under samme tag uden at være tvangsindlagt til de samme aktiviteter,« siger Gabriela og fortæller sin ældste datter, at Las Leñas har et godt afterski-miljø.
»Afterski,« siger María spørgende. »Hvad er det?«
Hendes bror spidser også ører, da forældrene fortæller om kunsten at få en lille ski’ på uden at miste kontrollen på pisterne.
Både María og Sergio finder det interessant, at der faktisk er diskoteker i bjergbyen. Alligevel foreslår María, at familien sparer pengene og bliver i Buenos Aires, hvor de så kan gå ud at spise, gå i biografen og gøre alt det, der på grund af tiderne ikke er råd til i det daglige.
»Nej. Os Lazcanoer har brug for lidt luftforandring. Jeg har i hvert fald efter dette år med landets historiske krise. Måske bliver du bidt af det, så du næste år slet ikke gider tage på badeferie,« siger José.

*Information fortæller om, hvordan mennesker holder sommerferie i andre lande end Danmark. Dette er den tredje artikel i serien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her