Læsetid: 3 min.

’Vi ved, hvor dine børn går i skole’

Baskisk selvstyre er fint nok, men demokratiet kan ikke fungere, når den ene part myrder sine modstandere, siger spansk politiker
14. juni 2003

»Problemet i Baskerlandet er ikke polariseringen. Problemet er heller ikke nationalismen. Begge dele findes også i velfungerende demokratiske samfund. Problemet er drabene. Vi, der hører til den ikke-nationalistiske opposi-
tion, risikerer at blive myrdet. Vi må gå med livvagt. For at stille op til et valg i Baskerlandet, må man være villig til at sætte sit liv på spil. Men som Rosa Luxemburg sagde: Hvis ikke man bevæger sig, kan man ikke mærke sine lænker. Vi kæmper for et samfund, hvor vores børn ikke bliver nødt til at genvinde deres frihed ved at gå på gaden.«
Sådan sagde socialisten Rosa Diéz, tidligere turistminister, nu medlem af EuropaParlamentet, på mødet om Baskerlandet og terrorismen, som Plumfonden og Informations Luftskibet afholdt i København i går.

Flere protesterer
»Den virkelige polarisering består i, at den ene har fingeren på aftrækkeren, den anden er i sigtekornet,« sagde filosoffen Fernando Savater, medstifter af bevægelsen Basta Ya! (Nu’ det nok!), der går på gaden hver gang ETA likviderer en modstander.
»I begyndelsen var vi kun få. Efterhånden kom der flere og flere. Nu er vi mange. Det er godt. Så er det mindre skræmmende, hvis en af tilskuerne siger: ’Vi kender dig. Vi ved hvor du bor. Vi ved, hvor dine børn går i skole’. Alle skal have lov til at gå ind for nationalismen som et politisk projekt. Man har sagt, at et parlament er scenen for en virtuel borgerkrig, hvor borgernes uenighed udspiller sig i et teater. Men det er demokratiets særkende, at man ikke udrydder sin modstander i en virkelig borgerkrig, heller ikke en ’borgerkrig light’,« sagde han.
Blandt de mere end 200 deltagere, der fyldte Nationalmuseets festsal, hævede en enkelt et skilt med ordet ’Protest’, da Basta Ya! sammen med dommeren Baltasar Garzón fik tildelt Plum-prisen 2003. Andre deltagere kritiserede lukningen af dagbladet Egin i 1998 og den sidste euskada-sprogede avis Egunkaria i år.
En af dem sammenlignede avislukningen med Ruslands ødelæggelse af Tjetjeniens hovedstad Grosny og de tyrkiske overgreb på kurderne, der også begrundes med kampen mod terrorisme.
Internationalt Forums Baskerlandsgruppe arrangerede i går aftes et mod-møde med den suspenderede journalist fra Egunkaria, Jose Mari Pastor.
Der er ikke faldet dom i sagerne mod de to aviser, men forundersøgelsen mod Egin, som blev udført af Baltasar Garzón, blev afsluttet for to år siden – og anklageskriftet er godkendt ved en domstol.
»Jeg kan ikke udtale mig om Egunkaria, men om Egin kan jeg sige, at lukningen intet havde at gøre med selve ytringerne i avisen,« siger Garzón til Information.
Derimod har han fundet beviser for, at der var direkte forbindelse mellem ETA’s ledelse og avisens ledelse, både organisatorisk og økonomisk. ETA dækkede over underskud på avisen og havde en direkte kommunikationslinje til den redaktionelle ledelse. Avisen blev brugt til at give kodede meddelelser til terrorister, som er med i ETA, anfører han.

Typisk blandingsbasker
De sortklædte sikkerheds-vagter fik heldigvis ikke brug for andet end årvågne blikke. Rose Diáz fik stort bifald, da hun fortalte om sin kamp for et demokrati uden frygt – og imod omverdenens ligegyldighed.
»Jeg er en typisk blandingsbasker, som langt de fleste er. Min far var socialistisk republikaner, han måtte flygte, da Franco vandt borgerkrigen. Først var han tvunget til at bo i Baskerlandet, siden valgte han det frivilligt. Nu er jeg 51 år. De første 25 år blev jeg anset for en dårlig spanier. De følgende 26 år har man anset mig for en dårlig basker, fordi jeg ikke er nationalist men forfatningstilhænger.«
Hun beskrev, hvordan hun for nogle år siden stillede op som socialist i en lille by, der var domineret af ETA og na-tionalisterne: »Der var 22 tilhørere, allesammen venner, der var rejst til byen sammen med mig. Byens egne indbyggere kunne jeg se bag gardinerne. 50 var på gaden for at råbe skældsord efter mig. 200 betjente beskyttede mig. Vi har indført demokratiets spilleregler, men det er bedrag så længe nationalisterne blot siger, at det da er trist med de der dødstrusler, men alligevel udnytter de fordele, som frygten for terror giver dem,« sagde hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her