Læsetid: 5 min.

’Velfærden undergraver integrationen’

Nøgen-badning med sønnen og et besøg på en københavnsk skole først i 90’erne er vigtige brikker for at forstå integrationsminister Bertel Haarder flygtningepolitik
30. juni 2003

Nøgen-badning med sønnen og et besøg på en københavnsk skole først
i 90’erne er vigtige brikker for at forstå integrationsminister Bertel Haarder flygtningepolitik

Bertel
En nøgen Bertel Haarder er i fællesbad med sin handicappede søn og andre forældre og børn.
Det er tilbage i 1970’erne. Og far Bertel gør brug af det offentlige frisind på Langelinie Skole.
»Jeg synes, det var dejligt. Jeg mindes med meget glæde den svømning med min søn. Om de andre fandt det lige så godt, det husker jeg ikke. Men på det punkt er jeg en udpræget 68’er,« siger Bertel Haarder, der nu, en generation senere, som integrationsminister skal tage stilling til, om skolerne må dele piger og drenge for at tækkes bekymrede muslimske forældre.
Haarders egen nøgenbadning har efterladt ministeren i syv sind:
»Vi skal jo ikke ophøje den nøgen-kultur, vi indførte i 70’erne til statsreligion. Der er jo også nogle danskere, der er blufærdige på det punkt,« siger han, mens han tænker over sin mening.
»Det, der generer mig, er, at kravet om kønsopdeling sandsynlivis kommer fra nogle stærkt fundamentalistiske forældre, der ikke vil have, at deres piger bader sammen med drenge,« fortsætter han.
Sagen med den kønsopdelte svømmeundervisning på en skole i Vollsmose har været en vanskelig balancegang for Bertel Haarder. Ikke så meget på grund af hans egne fællesbade, men mere på grund af Haarders tidligere gerninger i politik.

På det persiske tæppe
Det er en helt almindelig fredag formiddag for den 58-årige integrationsminister Bertel Geismar Haarder.
Mens varmen og sommerferien har sænket sig over den politiske debat, så har Haarder travlt.
To sager om udlændinge kører i radioen.
Dansk Folkeparti kræver flere stramninger. Og virksomhederne ansætter udenlandske it-folk, mens danskerne må stille sig op i den voksende kø af arbejdsløse.
Bertel Haarder traver frem og tilbage på det persiske gulvtæppe i hjørnekontoret.
Sætter sig i én af de to gyngestole – de er fra Brugsen, som modvægt til det persiske tæppe, forklarer han – og så ringer mobiltelefonen.
»Det er på grænsen til journalistisk uredelighed, sådan som I har behandlet den sag,« siger han til Politikens journalist. Og gentager så sin pointe yderligere fire gange i røret, før han kan slukke telefonen.
Ved siden af sig har Bertel Haarder bogen Den bløde kynisme – skrevet af ham selv i 1997. Bogen er en helt central, for at forstå den politik, som regeringen i form af Bertel Haarder i dag fører over for indvandrere.

Folkelig katastrofe
Der er i først i 1990’erne. Bertel Haarder er undervisningsminister i Schlüter-regeringen og er på besøg på Gasværksvejens Skole i København. Her er lærerne i oprør – der er kun 18 danske elever tilbage på hele skolen.
»Kig ind i klasseværelserne og se, hvor mange ansigter, der ikke længere er hvide og danske,« fortæller inspektøren. Her står du med et stort problem på landets skoler i fremtiden, lyder beskeden til ministeren.
Haarder glemmer ikke sagen. Hjemme fra kontoret ringer han til en embedsmand i Danmarks Statistik og bestiller en fremskrivning af antallet af to-sprogede børn i den danske folkeskole.
Embedsmanden, der senere skal blive et kendt politisk ansigt, regner på tallene: 10 procent fremmede elever i år 2000, lyder konklusionen i en stor rapport.
»Der begyndte alarmklokkerne virkelig at ringe. Tallene, som jo helt viste sig at holde, foruroligede mig,« forklarer Bertel Haarder.
Rapporten kommer lige efter opgørelser fra Ishøj kommune, der viser, at indvandrerne og deres efterkommere nærmest udelukkende gifter sig med folk fra hjemlandet.
Den borgerlige regering griber ind over for familiesammenføring. Særligt mod ægteskaberne.
Men effekten er begrænset. Regeringen sidder dengang ikke med det flertal, som Anders Fogh Rasmussen (V) i dag har til rådighed.
»Senere kom Tamilsagen, som vel heller ikke lige frem øgede lysten til at gå i kast med udlændingespørgsmål,« konstaterer Bertel Haarder.
I samme periode ophæver Bertel Haarder som undervisningsminister et forbud mod kønsopdelt undervisning i skolerne. Det initiativ skal senere ramme ham som en boomerang.
Haarder gør selv regnestykket op i bogen Den bløde kynisme.
Velfærdspolitikken virker som kviksand, konstaterer Bertel Haarder i et af bogens kapitler.
»Det offentlige skal nok sørge for al ting. Det lærer de hurtigt. Hvis du arbejder sort, så scorer du virkelig kassen. Det er den velkomst, de får. Og så skal det jo gå galt,« siger Bertel Haarder.
Dermed er det danske samfund selv med til at lægge grobunden for dårlig integration:
»Problemerne skyldes ikke de holdninger, som udlændinge møder op med. Men de holdninger, som de bliver mødt med. Hvor vi pakker dem ind i vat i stedet for at bygge på det, som udlændinge trods alt kan, når de møder op,« forklarer Bertel Haader.
»Den cocktail er årsag til udlændingedebatten. Det har intet at gøre med, at danskerne er intolerante. Det, som danskerne er imod, er det utilsigtede snyd med velfærdsydelser og dårlig integration,« fastslår Haarder, som dermed bringer diskussionen ind i nutiden.
Beregningerne for de to-sprogede børn i skolerne holdt stik. Embedsmanden, der den gang skrev rapporten, hedder Eyvind Vesselbo.
Han er nu selv fremtrædende deltager – for Venstre – i diskussionen om udlændinge.
Regeringens egne beregninger viser, at antallet af udlændinge og efterkommere stiger fra 325.000 i dag til 593.000 i 2021.
– Hvad er din vision for det multietniske samfund, som vi er på vej imod?
»At udlændinge i lige så høj grad som danskerne kommer i arbejde,« begynder Haarder, der har hentet sin grundlæggende filosofi fra den norske professor i socialantropologi Unni Wikan. »Hun har lært mig, at udlændinge som udgangspunkt er stærke – de har været i stand til at bringe sig til Danmark,« siger Haarder og fortsætter: »Det vidner om initiativ og kræfter til at føre en drøm ud i livet. De vil gerne være selvstændige og har intet mod at arbejde fra tidlig morgen til sen aften. De har sunde borgerlige indstillinger om, at man skal sørge for sig og sine. Kort sagt: deres holdninger kunne gøre dem til præmie-borgere, hvis ikke vores velfærdspolitik gjorde alt for at undergrave disse holdninger,« siger han.
Mens det omklamrende samfund spiller en vigtig rolle i Bertel Haarders syn på udlændinge, så mangler der stadig flere vigtige brikker.
Ministerens højskole-barndom trækker en rød tråd fra Bertels barndom op til regeringens seneste politiske udspil på området.Desuden har Bertel Haarders første hovedkuls forelskelse spillet en vigtig rolle for hans syn på fremmede.

*Information bringer en af de kommende dage anden del af interviewet med Bertel Haarder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her