Spot
Der var engang, hvor verden tilhørte Peter Frampton. Og dét i en grad, så man tror det er løgn. Ikke mindst, når man tænker på, at Peter Frampton i dag stort set er udraderet af det kollektive, autoriserede minde om rockhistorien. Tag bare de år, hvor Frampton var branchens omsætningsmæssige omdrejningspunkt, anmeldernes yndlingshadeobjekt, og samtidig fyldte han det ene stadion efter det andet. De år, 1975 og 76, udgav Dylan Blood On The Tracks, Bob Marley Natty Dread, Bruce Springsteen Born To Run, Neil Young Tonights The Night, Eagles tjekkede ind på Hotel California (og tjekkede aldrig ud ...) og Patti Smith red fremtiden i møde med Horses, og så var det en krølpermanentet, langhåret londoner, der endte med at sælge 16 mio. eksemplarer af sin lp Frampton Comes Alive. Simple sange som »Baby I Love Your Way, »Do You Feel
Like I Do« og »Show Me The Way« gik lige ind i enhver teenagers hjerteblod og ignorerede komplet den begyndende disco- og punkbølge.
I stedet lukkede Frampton hullet efter Led Zeppelin og gjorde det med en musik, som aldrig snerrede, men primært trak på de gamle
boogie- og bluesveksler tilsat poptæft og en lille nymodens elektronisk tingest, kaldet en talk box, der fik guitaren til at snakke. Og i dag får han højst et par nedladende linjer i rockens overbliksværker.
På nogle leder helt fortjent, for tiden er løbet fra hans effektive, men endimensionelle rock. Kort før årtusindskiftet kom Frampton Comes Alive i en restaureret cd-udgave. Det holdt ikke helt, men manden turnerer stadig og gør i virkeligheden det, han altid bare har gjort spiller musik.
Succesen var et tilfælde. Og så alligevel ikke helt. Frampton kan virke som en døgnflue, men allerede i 1968 var Frampton blevet kåret som face of the year i sit hjemland som frontfigur i The Herd, der senere blev til Humble Pie, med sangeren Steve Marriott fra Small Faces.
I 1972 gik Frampton solo, og turnerede især USA tyndt. Efter fire studieindspillede plader, som ikke flyttede sig nok, besluttede man at fastholde Frampton på hans hjemmebane koncertscenen. Live-pladen blev indspillet i det gamle hippietempel Winterland i San Francisco, og Framptons rock ramte både de gamle hippier og de, der var kommet for sent til Woodstock, og så havde han en poptøseappeal, der faldt sammen med branchens forøgede evne og dygtighed til at sælge plader i de år, hvor rock begyndte at tiltrække flere investorer end ideologer.
Musikalsk blev Frampton ingen bølgebryder, men måden at sælge ham på dannede skole. Og blandt de dygtigste elever var Fleetwood Mac. Samt ikke mindst den stadig voksende del af branchen, for hvem en solgt t-shirt er lige så vigtig som en sang.
*TV2 Zulu kl. 16.15: Behind the Music Peter Frampton
