Læsetid: 1 min.

250.000 civile fanget i kampe i Monrovia

Blodige kampe i Monrovia får FN til at advare om humanitær katastrofe
23. juli 2003

I Liberias hovedstad, Monrovia, bliver civile i øjeblikket dræbt af granater. Titusindvis af indbyggere har søgt tilflugt i et diplomatkvarter, hvor mange ifølge Reuters mand på stedet sidder under stumper af plastikdug og ryster i silende regnvejr.
Flere hundrede civile er blevet dræbt under kamphandlingerne ifølge kilder i Monrovia.
FN’s flygtningeorganisation kalder situationen »rædselsfuld« og udtrykker stor bekymring, for de 250.000 indbyggere i byen, som ikke har mulighed for at flygte på grund af kamphandlingerne.
Muktar Farah fra FN’s kontor for humanitære anliggender siger:
»Vi kan ikke skaffe hverken ly, mad eller vand til flygtningene i byen. Hvis kampene fortsætter, vil det her udvikle sig til en humanitær katastrofe.
Pumpestationen, der forsyner Monrovia med vand, blev ødelagt i weekenden, og nødhjælpsarbejdere vurderer, at medmindre den repareres snarest, vil der snart komme større udbrud af kolera. Lufthavnen og havnen er lukket, og det har ført til mangel på ris og benzin.
Sam Nagbe fra den internationale nødhjælpsorganisation OXFAM siger fra sit hjem i Monrovia, at »folk lider virkelig meget«. »Vi har brug for internationale fredsstyrker nu og ikke om en måned eller to,« siger Nagbe i et nødråb af en pressemeddelelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her